Mens vi venter, kan vi give

Vi kan opleve at finde os selv i en tilstand, hvor vi venter på, hvad fremtiden skal bringe. Nyheder og rygter kan efterlade os i en venten på, at andre skal tage valg for os. Det, vi som troende har at glæde os over, er, at vi ved, at vi snart skal se Jesus komme tilbage for at hente os igen. Der er så mange løfter i hans ord, som vi kan støtte os til.

Der er noget at bruge ventetiden på

Jesus siger i Lukasevangeliet 6:38: ”Giv, så skal der gives jer. Den målestok, I anvender overfor andre, vil blive anvendt overfor jer. Er I gavmilde, vil I modtage et godt, rystet, presset mål med top på.” Vi kan give af vores midler til nogen, der mangler, og også til de fattige og nødlidende. En lille smule er til så stor opmuntring! Vi kan give af vores tid. At investere sin tid i samtaler med naboer, venner eller f.eks. en ensom, der sidder på en bænk, kan give de største og mest rørende oplevelser.

Vi kan give barmhjertighed og omsorg til dem omkring os, som vi møder. Barmhjertighed i form af ufortjente gaver, betænksomhed og hensynstagen. At være lyttende overfor den sørgende og bekymrede. Vise forståelse og indlevelse, når nogen fortæller. Vi kan give kærlighed i form af knus og kram, en blomst, handle eller synge en sang for nogen. At bage en kage og dele ud kan give nye venskaber. En frivillig mindede mig forleden dag om, at et lille kort med nogle opmuntrende ord kan gøre en kæmpe forskel for en ensom sjæl.

Vi kan give af glæde. Et smil og en latter dulmer nerver både hos os selv og dem, vi er sammen med. Det er videnskabeligt bevist, at glæde mindsker stress og håbløshed. Vi kan formidle fred til dem, vi møder på vores vej. Mange er bange for sygdom, naturkatastrofer og krig. Freden er det, mange har brug for at mærke, og det går helt automatisk, at den spreder sig. Vi kan give af vores talenter. Alle har noget, de er gode til, og netop fordi vi har forskellige gaver, kan vi hjælpe hinanden og løfte byrden i fællesskab.

Vi kan give af tilgivelse. Hvis nogen har såret os eller behandlet os dårligt, kan vi øve os i at tilgive hurtigt. I Lukasevangeliet 6:37, siger Jesus: ”Tilgiv, så vil I selv få tilgivelse,” og i bønnen Fadervor bliver det tydeligt, når vi har lært at bede: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Når jeg tilgiver uretfærdighed, oplever jeg selv lægedom. Vi kan give af overbærenhed og tålmodighed, når vi oplever, at folk omkring os er stressede og travle, og når tingene ikke fungerer efter vores egen målestok. En lang kø i dagligvarebutikken, kø i telefonen og overfor andre i trafikken. Der er mulighed for at ændre atmosfæren ved at tage tingene med tålmodighed og overbærenhed.

Der er fællesskaber og projekter, hvor der er brug for, at vi holder ud i vores opgave. Vi holder først op, når vi har fuldført det, vi ville hjælpe med. Det er en mangelvare og især en opmuntring for alle ledere. Vi kan hjælpe den, der ikke har, med et måltid mad og tøj. Jesus fortæller os, at vi ikke kan begynde at tale om vores tro, hvis personen mangler de daglige fornødenheder. Først hjælpe, derefter tale.

Som det sidste, og som noget af det vigtigste, kan vi altid bede for hinanden og for mennesker og situationer, vi bliver mindet om. For mit eget vedkommende er det meget rørende at vide, når nogen beder for mig. Ordsprogenes Bog 19:17: ”At hjælpe den hjælpeløse er som at give Gud et lån. Han betaler altid rigeligt tilbage.” Ordsprogenes Bog 11:24: ”Den gavmilde øger sin rigdom.” Esajas 58: ”Faste for Gud er at bryde gudløsheds lænker…..at give husly til hjemløse.”

Vers 7b-8 fortæller: ”Hvis I gør dette, vil det lysne for jer, som når morgenrøden bryder igennem, og jeres redning vil komme i hast. Jeres godhed vil gå foran jer og min herlighed slutte op om jer bagfra.” Mens vi venter, har vi mulighed for at give af det, vi har til højre og venstre. Når vi giver af det lille, vi har, vil Jesus mangfoldiggøre det, præcis ligesom drengen med madpakken, som gav den til Jesus, og hvor den blev mangfoldiggjort til mad for tusindvis af mennesker. Mattæusevangeliet 14:17-20.

Prædikentekst: Joh. 16, 16-22

Jesus forudsiger sin bortgang og genkomst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«

Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.

Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.