En fars hverdag, en fars kærlighed

Ligesom mange andre danske familier vågner jeg ofte før mit vækkeur. For sådan er det med børn. De gør alarmer unødvendigt, da de selv springer op og er igang tidligt fra morgenen.

Børn er dog ikke udstyret med en snoozeknap. Dagen begynder. Hverdagen er i gang. Der er madpakker, der skal smøres, vasketøj, der skal ordnes, konflikter, der skal løses, børn, der skal afleveres og hentes igen (husk forresten at tage de rigtige børn med hjem!). Livet som familiefar er på én gang krævende, men også fyldt med velsignelser. For den kærlighed, man har til sine børn, den giver sig selv. Den er der bare! Også på dage, hvor børnene ikke ligefrem vinder præmie for god pli og opførsel.

Som far opdager jeg hele tiden, hvor meget forældreskabet kræver. Men også at det er meningsfyldt og givende. Og Gud, som vores himmelske Far er et forbillede på den kærlighed, vi som jordiske forældre kan stræbe efter. Når mine børn skændes og har brug for hjælp til at løse det, eller når de bare trænger til et kram, minder det mig om, hvordan vi mennesker også kalder på Gud. Vi er afhængige af ham – vi har brug for hjælp til at løse konflikterne med hinanden, ligesom vi også bare kan trænge til et kram.

Som forældre vil vi lave fejl. Jeg selv kan miste tålmodigheden, er måske fraværende eller andet. Men midt i mine fejl kan jeg vende mig mod Gud og blive mindet om hans uendelige nåde.
Gud er den fuldkomne forælder, som altid er til stede, altid lytter og aldrig svigter. Nogle gange, når jeg løfter mine børn eller hjælper dem op, efter de er faldet, husker jeg, at Gud også bærer mig og også hjælper mig op, når jeg falder.

Dag efter dag.