IPSICC

Der blev sagt ”ja og amen” til Guds løfter på Apostolsk Kirkes Sommercamp

Nogen siger, at regn er tegn på Guds velsignelse. Hvis det er sandt, fik de 1.375 deltagere et mærkbart bevis på Guds velsignelse. Årets Sommercamp i Kolding fra 5.-11. juli fik en regnfuld begyndelse.

De rekordmange deltagere på Apostolsk Kirkes Sommercamp betyder, at de er løbet tør for campingpladser på trods af mere plads end tidligere. Flere bruger derfor Airbnb eller lign. Foto: Arne Damkjer

Temaet ’ja og amen’ er inspireret af skriftstedet fra 2. Kor. 1,20: ”For alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære.”

”Jeg oplever et netværk, der er i vækst, og som har momentum. Eksempelvis var Sommercamp totalt udsolgt flere måneder før start,” siger 32-årige Tobias Haslund-Thomsen, som deltog med sin familie på campen. Han er præst i frikirken Haven Aarhus og en del af landsledelsen i Apostolsk Kirke Danmark.

”Jeg oplever et netværk, hvor der er enhed, høj tillid og gode relationer. På campen oplevede jeg, at Gud opflammede pionérånden særligt til vores tid, hvor der jo sker en åndelig fornyelse. Der er en kamp og en arena, som vi skal træde mere ind i. Jeg oplevede også, at Gud er ved at gøre noget i den næste generation.” Aftenmøderne for de voksne blev afholdt i Samværket, Apostolsk Kirke i Koldings store kirkesal med 950 siddepladser.

Når alle generationer var til stede samtidig, var salen helt fyldt. Af hensyn til brandmyndighederne blev flere henvist til at sidde i cafeen, hvor man kunne se mødet på storskærm. I deltagerantallet på 1.375 personer er ikke medregnet antallet af dagsbilletter, som kunne købes alle dage. Camppladsen var inddelt i bygader, og i alt 19 danske byer havde en sådan bygade. I bygaderne var der en hyggelig og afslappet stemning.

Der var kaffemøder, kage og aftensmad i forteltene eller foran teltene. Både børn og voksne gik eller løb ind og ud af hinandens fortelte. Nogle gader arrangerede fælleskaffe og -spisning ved lange udendørs fællesborde.

Hvor er pionérerne?

Campens hovedtalere var det australske præstepar Paul og Jo Geerling. De har pioneret ISEE Church, som har adskillige lokationer i Australien. Deres seneste kirkeplantning er en ISEE Church i Hong Kong. På aftenmødet søndag var det Jo Geerling, som prædikede. Hendes budskab var enkelt og klart. Med udgangspunkt i Guds tale ind i hendes eget liv, videregav hun spørgsmålet: Hvor er pionérerne? Hun fortalte med passion og humor om, hvordan hun oplevede, at Gud havde spurgt hende flere gange: ”Hvor er pionérerne?”

Spørgsmålet kom klokken 3 om natten, mens hun ammede sit barn. De første par gange svarede hun: ”Herre, det ved kun du.” Tredje gang svarede hun: ”Herre, jeg kan være pionér for dig.”
I forbindelse med forkyndelsen kaldte hun frem til forbøn, og mange blev bedt for. Efterfølgende fortalte hun, at hun havde et budskab til nogle få, cirka en håndfuld. Hun bad dem komme op på scenen. Det var dem, der oplevede, at Gud havde kaldet dem til at plante kirke. Omkring 15-20 mennesker gik derop.

Udsendes til Georgien

Paul Geerling tog initiativ til at bede for familien Tychsen fra Odense, som sendes til Georgien den 12. august. Ruben og Janni Tychsen rejser sammen med deres 11-årige datter dertil.Deres 16-årige søn, som går på efterskole, bliver i Danmark. I Georgien vil de arbejde blandt unge og marginaliserede. Mange unge oplever håbløshed og begrænsede muligheder. De er udsendt af fire lokale apostolske kirker i samarbejde med Acts Mission (tidl. Apostolsk kirkes Missions). En organisation, der beskæftiger sig med udviklingsarbejde og mission, som foregår fra lokale apostolske kirker i Danmark.

”Det giver en særlig atmosfære, når børn, teenagere, unge, voksne og gamle står skulder ved skulder og lovpriser Gud,” siger Jakob Viftrup, leder af Apostolsk Kirkes landsledelse. Foto: Arne Damkjer

Rekordmange deltagere

Jakob Viftrup, som er leder af Apostolsk Kirkes landsledelse, fortæller om campen: ”Vi havde en fantastisk camp med rekordmange deltagere. Vi er løbet tør for campingpladser, selvom vi har udvidet til andre græsarealer i nærheden. Flere og flere bor på Airbnb, hostel eller lignende. Det er en positiv udfordring.” ”Et af højdepunkterne er, når vi er sammen alle generationer til fællesmøde. Det giver en særlig atmosfære, når børn, teenagere, unge, voksne og gamle står skulder ved skulder og lovpriser Gud i enhed og harmoni.”

”Temaet var ’ja og amen’, og der var en buket af god undervisning og forkyndelse, som udfordrede os alle til at sige ’amen’ til alt det, vi har fået i Kristus Jesus. Vi lever i en spændende tid, hvor Gud bevæger os ved sin Ånd i Danmark. Som bevægelse må vi sige ’ja og amen’ til det og være gode forvaltere af det, Gud har betroet os. Det betyder at leve åbne liv med åbne hjem og åbne kirker og give plads til det, Gud vil og til dem, Gud føjer til,” siger Jakob Viftrup og tilføjer: ”Vi ser tilbage på Sommercamp 2025 med stor taknemmelighed og med håb og tro for fremtiden.”