Er Gud med i hverdagen med vasketøj og madpakker?
I det forgangne forår havde vi mange helligdage… det har vi faktisk hvert forår, men det var ikke lige pointen nu.
Der er påske, Kristi himmelfartsdag og pinse. Disse dage er gode, fordi vi bliver mindet om Gud, og fordi vi i forbindelse med påsken får en anledning til at spise chokolade i æggeform, og det er da en bonus. I kirkens gudstjeneste oplever vi også en påmindelse om Gud. Ligesom fællesskabet med de andre kristne skaber gode muligheder for at opleve Gud dér i de særlige øjeblikke.
Men… hvad så bagefter? Hvad med troen i den almindelige hverdag? For ja, det er nemmere at være i Guds kærlighed, når vi er i kirken. Det er sværere at huske på Gud tirsdag eftermiddag kl. 17.35, hvor man skal lave aftensmad, mangler mælk, og knægten skulle have været hentet fra fodbold for fem minutter siden… Kan troen på Gud eksistere midt i hverdagen og vasketøjet? For mig er hverdagen faktisk det sted, Gud giver mest mening. Det er her, den er vigtig.
Når jeg er begravet i sure sokker og madpakker. Når børnene vågner ALT for tidligt, og man har brug for kaffebønnernes kraft, inden man kan tænke på den anden slags bønner. Det er i de små ting, at troen kan give gaver. Når jeg husker at sige tak midt i kaosset. Når jeg mærker en stille fred, mens jeg hænger vasketøj op. Når jeg vælger at svare mine børn med tålmodighed i stedet for irritation.
Når jeg sender en sms med opmuntring til en ven, der har det svært. Når jeg beder en lille bøn i bilen på vej til arbejde. Nogle gange opleves Guds nærvær her. Når roen pludselig sænker sig over en travl morgen, og man mærker, at man ikke er alene. For selvom jeg kan irritere mig over det daglige madpakke-kaos, minder det mig også om, at vi har mad! Det er lige dér, i de helt almindelige dage, at kærligheden viser sig fra sin mest robuste side. Ikke som festfyrværkeri, men ved netop bare at være der.
Helligdagene og fællesskaberne er fantastiske bjergtoppe, hvor vi kan se alt det skønne, som troen giver. Men det er i dalene, at livet leves, og troen får lov til at slå rod. Midt i alt det rigtige rod, der flyder i hjemmet hos en børnefamilie. ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt. 28,20)
