Præst og tidligere efterskoleforstander Tom Hagedorn er død
Tom Widerberg Hagedorn døde onsdag den 6. august 61 år gammel efter længere tids sygdom.
Tom Hagedorn var præst i Ranum, Malle og Vilsted sogne. Det var han fra 2021 og indtil sin død. Tom Hagedorn er uddannet teolog fra Aarhus Universitet, men de første mange år af sit arbejdsliv blev Toms evner ikke brugt i præstegerningen. Han begyndte sin karriere i reklamebranchen og arbejdede i en årrække som selvstændig konsulent for virksomheder med fokus på værdibaseret ledelse.
Men i 2001 blev det tid til et markant skifte i Tom Hagedorns og familiens liv, da han blev forstander på Odsherreds Efterskole. På daværende tidspunkt havde de tre børn og et fjerde på vej. Her var han med egne ord en lidt anden støbning end de fleste andre i efterskoleverdenen, og han satte på den måde og med sit enorme engagement et stort aftryk i de ca. 20 år, han var på skolen. Efter et liv i efterskoleverdenen blev det tid for Tom at vende tilbage til sin teologiuddannelse.
Han tog det obligatoriske halve år på pastoralseminariet, for at kunne blive præst i folkekirken. Herefter blev han ordineret af biskop Henrik Stubkjær i Viborg Domkirke, og den 19. september 2021 blev han indsat i sit første embede i Ranum, Malle og Vilsted sogne. Kort efter indsættelsen blev Tom syg af kræft, men han insisterede på fortsat at varetage præstegerningen, så længe det var muligt.
Tom Hagedorn var meget åben om sit sygdomsforløb og sine tanker om præstegerningen og sygdommen. Den 25. juli fortalte han i et opslag på Facebook, at han nu flyttede til hospice i Nørresundby, og et par dage senere takkede han for de mange hilsner, han havde fået. Samtidig bemærkede han, at dette nok blev hans sidste opslag. Biskop Henrik Stubkjær skriver om Tom Hagedorn:
”Det er med sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at sognepræst Tom Hagedorn sov ind på hospice i Aalborg efter længere tids sygdom. Tom var en dygtig og elsket præst. Han var til det sidste fyldt af livsmod og brændte for sin præstetjeneste. Han vil blive savnet af både menighed og os præstekollegaer. Håbet om, at Tom nu er i Guds gode hænder, må bære os alle i denne svære tid.
Æret være Toms minde!”