Skal du med til sabbats-middag?

Anine Lillemæhlum,
Folkeskolelærer
Medlem af bestyrelsen i Dansk-Jødisk Venskab

Det er ikke længere tabuiseret på ens arbejdsplads eller i ens sekulære omgangskreds at fortælle, at man tror på Gud. Det respekterer andre uden problemer. Men hvad nu, hvis jeg fortæller, at den Gud, jeg tjener og tror på, er Israels Gud? Jeg er blevet inviteret til sabbats-middag, og jeg glæder mig. Men når mine kolleger spørger ind til mine planer den weekend, er jeg ikke sikker på, at jeg tør fortælle, at jeg skal fejre sabbat og være i selskab med både jøder og kristne.

Jeg har endnu ikke turde fortælle, at jeg ud over at være folkeskolelærer i det daglige også er bestyrelsesmedlem i Dansk-Jødisk Venskab (DJV). En forening, som ønsker at støtte den jødiske minoritet i Danmark og stå imod antisemitismen, når den banker på vores dør. En forening, som informerer om Israels bibelske betydning for os kristne. Da jeg forleden spurgte efter en flaske israelsk vin i den lokale vinhandel, så tyssede ekspedienten på mig, kiggede sig nervøst til siderne og hviskede:

”Kom med mig ned bagved, så henter jeg en flaske til dig – jeg har gemt den.” Jeg tror ikke, at jeg i min levetid har oplevet større modstand mod Israel end nu – det være sig blandt børnene i skolen, de unge i byen og voksne på arbejdspladsen. Ja, selv i vores menigheder. Vi danskere plejede at være et folk, der var så stolte over, at vi under 2. verdenskrig havde nogle få modstandskæmpere og formåede at sejle ca.7.000 jøder til Sverige i skjul.

Men i dag møder jeg unge mennesker, der bliver socialt ekskluderet og bedt om at forlade selskaber, hvis ikke de højlydt tilslutter sig hadefuld omtale af jøderne. Gad vide, om der stadig er et folk i Danmark, som tør vise deres støtte til det jødiske mindretal? Gad vide, om vi kristne er blevet så politisk korrekte, at vi ikke tør stå ved, at vi har en åndelig tilknytning til Israel og det jødiske folk? Er vi så bange for at skræmme folk væk fra kirkens fællesskab, så vi ikke længere tør nævne navnet Israel i vores forkyndelse og i bibelhistorierne i søndagsskolen?

Vi fravælger oplæg i kirkens program, som omhandler Israel og gemmer de bøger væk i bogsalget, hvis forside bærer Israels navn. For hvad vil andre ikke tænke? Min relation til Israel afhænger heldigvis ikke af Israels nuværende politik eller adfærd. Jeg støtter ikke op om det jødiske folk, fordi de er bedre mennesker eller uden fejl, men fordi jeg kender deres Gud – Abraham, Isak og Jakobs Gud. Det er den selv samme Gud, som i sin nåde har frelst mig.

Jeg er ligeså syndig, som enhver anden jødisk borger. Alligevel har Gud udvalgt og kaldt mig til frelse – og Gud fortryder ikke sit nådige kald til os mennesker. Det gælder også Israels folk; de er udvalgt og tilhører Gud, kaldet til at være hans ejendom. Gud har ikke forkastet sit folk, fordi de tvivler på, hvorvidt Jesus er Messias – og vi bør heller ikke forkaste dem, men have tro til Gud for dem.

”Når andre hører, at jeg er medlem af Dansk-Jødisk Venskab,
så antager folk ofte, at jeg må være en fundamentalistisk,
radikaliseret kristen, der naivt forherliger kristne og jøder
og kun ønsker at påføre det palæstinensiske folk ondt.
Men det er ikke virkeligheden. Man kan godt være
solidarisk uden at være enig i alt.”

Trods deres fejl og synd har Gud oprettet en eviggyldig pagt med det jødiske folk; en pagt, som Gud har tænkt sig at overholde. For Gud holder, hvad han lover – han er trofast, svigter aldrig, og hans ord står fast. Det gælder i mit liv, og det gælder også Israels folk. Derfor glæder jeg mig til det årlige Israels-møde i Dansk-Jødisk-Venskab, hvor Max Meyer (formand for Dansk Zionistforbund) fortæller om livet som jøde i dagens Danmark, hvor Eva Ravn Møenbak underviser i zionismens betydning for verdenshistorien og hvor Yael Raz fra Jewish Agency fortæller om livet i Israel og sit arbejde blandt terrorofrene i dag.

Det er en ganske særlig dag, hvor folk fra det jødiske samfund i Danmark og kristne forenes. Det hele foregår lørdag d.13.september på Filippavej 3, Frederiksberg C. – hvor Københavns Frikirke har vist deres støtte ved at låne lokalerne til DJV. Det kan være svært at finde nogle, som tør lægge lokaler til et arrangement, der udviser en form for solidaritet med Israel, så det er vi taknemmelige for.

For første gang i år har jeg tilmeldt mig sabbatsmiddagen fredag d.12. september, hvor vi indleder årsmødet med at fejre glæden og hvilen i sabbatsmiddagen; Guds omsorg for os og vores håb i ham. Det foregår også på Filippavej kl.18. Måske vil du med? Når andre hører, at jeg er medlem af Dansk-Jødisk Venskab, så antager folk ofte, at jeg må være en fundamentalistisk, radikaliseret kristen, der naivt forherliger kristne og jøder og kun ønsker at påføre det palæstinensiske folk ondt.

Men det er ikke virkeligheden. Man kan godt være solidarisk uden at være enig i alt. Dog er frygten for andres fordomme nok til, at jeg ofte tier og undviger, når samtalen falder på Israel. Sekulære mennesker vil nok have svært ved at forstå, at solidariteten med Israel udspringer af en åndelig og bibelsk sammenhæng. Men det bør vi kristne menigheder da kunne forstå? Og dog kan jeg ofte føle mig fremmedgjort og ensom blandt kristne, fordi menighederne stiltiende har tabuiseret Israels vigtighed væk.

Når jeg vælger at støtte arbejdet i Dansk-Jødisk-Venskab, så er det med det formål for øje, at jeg sammen med kristne og jøder kan tro på og ære den Gud, som har hele verden i sin hånd og alt under kontrol. Den Gud, som har planer både for mit liv og for det jødiske folk. Den Gud, som går foran og formår at bevare os alle. Fredsfyrsten, som kan virke fred ind i hjerter og situationer. Rådgiveren, som kan vejlede.

Nådens kilde, som kan forvandle had til kærlighed – på begge sider af grænserne. Igennem DJV har jeg mulighed for at adlyde Guds ord, når der står skrevet: ”Trøst mit folk… Styrk mit folk.” (Es.40,1) og ”Fjern hindringer fra mit folks vej.” (Es.57,14) Lige nu – i denne tid – virker det til, at jøderne er forhadte alle steder, også her i Danmark. Lad os kristne stå sammen og vise dem, at Guds kærlighed er større end os selv og verdens had.

Lad os vise dem, at vi kender deres Gud og er forbundne til hinanden gennem Guds ord og løfter. Det kræver mod. Jeg har brug for at Gud hjælper mig til at være mere modig i denne tid – måske gælder det også dig?