Dråber, der skaber forandring og håb
Sankt Vincent Grupperne hjælper mennesker i nød i mange forskellige dele af verden. Det hele begyndte i en kælder i Birkerød i 1959. Læs den spændende beretning fra dengang til i dag.
Der var stilhed og dyb koncentration i kælderen i Birkerød dengang i 1959. De ældste af familiens seks børn lå på gulvet og havde travlt med spritduplikatoren, mens de yngste så beundrende til. Familien Loldrup var i gang med et spændende projekt. Børnene trykte og samlede medlemsblade til den nye organisation ”Sankt Vincent Gilderne”, og budskabet var så varmt, at ordene var nær ved at brænde hul i papiret.
“Om at blive mæt eller ikke at blive det” var overskriften på en artikel, som journalist Inger Lauridsen lige havde skrevet i Den katolske Kirkes medlemsblad. Hun undrede sig over den store og uretfærdige forskel mellem rige og fattige i verden. Det ville hun gerne gøre noget ved. Men hvordan? Indlægget gjorde indtryk på mange mennesker, og godt tre uger efter artiklen mødtes en lille gruppe mennesker på Nordvanggård i Birkerød, hvor der dengang lå en katolsk kirke og et kloster.
Nu skulle der ske noget. Inger Lauridsen ønskede sig et columbusæg af en organisation med en enkel og effektiv administration og utrættelige ildsjæle til at lede den. Lige fra starten var ideen, at afstanden mellem giver og modtager skulle være den kortest mulige. Men hvem skulle tage ansvar ude i de forskellige projekter? Svaret lå lige for. Hvorfor ikke bruge det netværk, der allerede var der?
De fleste katolske ordenssamfund i Danmark havde kontakter til medbrødre og -søstre i udviklingslandene. Dengang var der mange ordenssøstre i Danmark, og de formidlede kontakt til medsøstre ude i verden, der kunne tage ansvar på det lokale plan. Det var jo før internettets tid, så i den første tid sørgede mund-til-mund-metoden for, at andre hørte om grupperne, der nu hed Sankt Vincent Grupperne.
Man mødtes ude i lokalgrupperne for at fortælle nyt til andre medlemmer om de mennesker, man hjalp. Her blev der vist billeder af, hvad der foregik ude i projekterne, og breve fra modtagerne blev læst op. Et af de første breve fortalte om støtte til et hjem for 180 forældreløse piger i Wishywash i Indien, et andet om et missionsområde i Etiopien, hvor der manglede basal viden om sund ernæring og bedre dyrkningsmetoder i landbruget.
I Vietnam støttede man driften af et spedalskhedshospital. Der kom hele tiden nye initiativer og nye historier om gruppernes projekter ude i verden. Af og til mødte medlemmerne også de mennesker, de havde støttet. I 1968 kom den store dag, hvor pater Roger Ampe fra Congo fik overrakt en Landrover-ambulance på Nordvanggård. Senere kom der et medlemsblad med nye historier om de mange projekter, der som paddehatte skød op ude i verden.
Der er brug for naivitet
Verden har forandret sig meget siden dengang i 1959, hvor det hele startede. Men den globale ulighed er steget, og der er stadig en ekstremt skæv fordeling mellem fattige og rige. Millioner lever i yderste fattigdom. Stillet over for disse dystre kendsgerninger står vi som i en mørk og lang tunnel uden lys for enden. Også i dag har vi brug for Inger Lauridsens tilsyneladende naivitet for ikke at miste modet.
Sankt Vincent Grupperne arbejder med små grupper af mennesker, ikke med store, forkromede projekter. Mange menneskers liv har fået en anden og mere positiv retning efter hjælp fra Sankt Vincent Grupperne. Et barn blev samlet op på lossepladsen i Nairobis slum og hjulpet ind i en stabil tilværelse sammen med familien. En hjemløs, gammel kvinde i Haiti blev hentet på hospitalet og fik en tryg alderdom på et alderdomshjem. En ung, handicappet sydafrikaner lærte et håndværk og fik bedre chancer for at forsørge sig selv. En ung kvinde i Indien fik hjælp til en sygeplejeuddannelse.
En start fra scratch
Sankt Vincent Grupperne er enkeltmennesker uden ret meget på kistebunden. Men vi tror på, at vi også med vores små midler kan være med til at gøre en forskel. Dengang i 1959 startede vi fra scratch. Ingen rig onkel kom forbi for at aflevere en papkasse med en million. Hvert medlem fik en sparebøsse, og den lagde man så meget i, som man nu kunne undvære. Formålet blev defineret som bekæmpelse af sult og nød og styrkelse af interessen for missionsområderne og deres arbejde.
Man ville gøre giverkulturen til en del af hverdagen. For eksempel ved at skippe en biograftur eller droppe smøgerne et par dage. I dag er udgangspunktet det samme som dengang. Inspirationen kan hentes i historien om Lazarus (Luk. 16, 19-31). Den rige mand havde alt det, der gør livet behageligt. Han levede i sin egen lille wellness-boble og havde travlt med at nyde livet sammen med sine privilegerede venner.
Han så slet ikke Lazarus, som lå fuld af sår foran hans port og håbede på at kunne spise sig mæt i smulerne fra hans bord. Den rige mand blev ikke straffet for sin rigdom, og det var ikke forkert, at han var rig. Men rigdommen havde gjort ham privilegieblind og så optaget af sit eget, at han ikke kunne se Lazarus. Heller ikke i dag slipper vi for at møde Lazarus. Han står og sælger hjemløseavisen foran COOP eller sover på fortovet sammen med sin hund.
”Historien om Lazarus fortæller mig noget om,
hvordan jeg skal forvalte min tid og mine penge.
De tilhører ikke bare mig selv, men er også ressourcer,
som jeg skal tjene min næste med, selv om meget
af vores sociale ansvar er udliciteret til velfærdsstaten.”
På TV-skærmen ser han på dig ude fra verdens brændpunkter. Historien om Lazarus fortæller mig noget om, hvordan jeg skal forvalte min tid og mine penge. De tilhører ikke bare mig selv, men er også ressourcer, som jeg skal tjene min næste med, selv om meget af vores sociale ansvar er udliciteret til velfærdsstaten.
Det er en livsstil at være frivillig
For mange af dem, der er aktive i Sankt Vincent Grupperne, er det blevet en livsstil at være frivillig. Poul Skallerup, der var formand fra 2006 til 2025, er en af dem. ”Vores næste er i min udlægning enhver, der har brug for omsorg og venlighed,” sagde Poul, da han sidste år talte med Kristeligt Dagblad om, hvordan lignelsen om den barmhjertige samaritaner havde inspireret ham. Poul har været med til at arrangere økumeniske familielejre og har de sidste ti år været aktiv i en lokalgruppe i Allerød under Dansk Flygtningehjælp.
Her hjælper han flygtninge på midlertidig opholdstilladelse med at tyde breve fra myndighederne og forklare, hvordan NemId og e-boks fungerer. Maria-Leonore Christensen har været aktiv i fængselssjælesorgen i København og er kendt i mange af folkekirkens menigheder, hvor hun tager ud og fortæller om madspildsprojektet ”Red maden” under Sankt Vincent Grupperne. Siden projektets start i 2011 har hun sammen med sine hjælpere indsamlet over 1,5 millioner til ”Red maden”. “Det er juleaften hver dag.
Der kommer altid gaver”, lyder det fra en glad Maria Leonore. Drivkraften i det hele er masser af knofedt, godt humør og en ukuelig tro på, at udfordringer er til for at klares. Målet er at lægge sin livsstil om i en mere solidarisk retning. Omkring en tredjedel af verdens fødevarer går til spilde. Især i Vesten er den helt gal, forklarer Maria-Leonore. Grønt og frugt med overskredet salgsdato og brød, som bageren ikke fik solgt før lukketid, er med til at hjælpe børn i et slumkvarter i Nairobi eller et børnehjem i Indien.
Lokale supermarkeder og bagere donerer varerne til Maria-Leonore, der sælger dem blandt andet ved Sankt Annæ Kirke på Amager og Sankt Mariæ kirke på Frederiksberg. Her bliver varerne typisk solgt for en fjerdedel af indkøbsprisen. Mange donationer sætter fantasien på overarbejde. For hvad skal man dog stille op med 33 oste tæt på udløbsdatoen eller en kæmpestak graviditetsunderbukser?
Tit sender Maria-Leonore lige en bøn op – “kære, gode Gud du må hjælpe mig! Det kan da ikke være meningen, at alle de gode oste skal gå til spilde”. Og gang på gang lykkes det alligevel at få varerne afsat. Pludselig falder brikkerne på plads på forunderlig vis, fortæller hun.
Folk tyr til kirkerne, når de er i nød
Jakob Egeris Thorsen, der i perioder har boet i Sydamerika, er kontaktperson til et projekt i El Limon-kvarteret i Guatemala City. Her er vold og kriminalitet en del af dagligdagen. “Banderne styrer suverænt, og vil man ind i kvarteret, må man følges med en stedkendt, man har tillid til,” fortæller Jakob, der selv har besøgt stedet flere gange. Projektet drives af nogle dominikanersøstre, der bor og arbejder i små bofællesskaber blandt de fattigste i samfundet.
Er man ung og bor i El Limón, er man i risiko for enten at havne i bandekriminalitet, få misbrugsproblemer eller ende som prostitueret. Sker det, er der generelt kun én exitstrategi – en religiøs omvendelse og engagement i enten katolske eller evangelikale kirker. I slumkvartererne er de offentlige myndigheder ikke ret synlige, og derfor er det ofte kirkerne, folk tyer til, når de er i nød. Der står stor respekt om søstrenes arbejde i lokalsamfundet i El Limón, og banderne lader dem være i fred.
Generelt oplever man i Latinamerika stor respekt for det religiøse, hvad enten man er katolsk ordenssøster eller evangelisk lægmissionær. “Søstrene er virkelig med til at skabe positive forandringer i menneskers liv, og vores støtte fra Danmark er en stor opmuntring for dem,” forklarer Jakob. I El Limon er der mange unge mødre. De lever en udsat tilværelse og er som regel afhængige af deres familie. Som regel smuttede partneren, da de blev gravide, eller også sidder han i fængsel.
Søstrene forsøger derfor at støtte kvinderne i et ambitiøst projekt, der står på tre ben. For det første lærer de bogføring, lagerstyring, annoncering på sociale medier og hvordan man klarer det nødvendige papirarbejde i forhold til de offentlige myndigheder. Alt sammen nødvendige færdigheder, når man vil drive en lille virksomhed og blive økonomisk uafhængig. Det kan for eksempel være en madbod, en lille tøjbutik eller en frisørsalon.
”Tit sender Maria-Leonore lige
en bøn op – “kære, gode Gud
du må hjælpe mig! Det kan da
ikke være meningen, at alle
de gode oste skal gå til spilde”.
Og gang på gang lykkes det alligevel
at få varerne afsat. Pludselig
falder brikkerne på plads
på forunderlig vis.”
For de andet giver søstrene en emotionel støtte, der skal styrke kvindernes selvværd og gøre dem i stand til at mestre dagligdagen under krævende og usikre forhold i et fattigt kvarter. For det tredje får de en åndelig støtte gennem de bede- og bibelgrupper, søstrene leder. Målet er både uddannelse og dannelse. Søstrenes projekt sigter på at få kvinderne ind i et netværk, der gør dem bevidste om, hvor de kan finde støtte og skabe en bedre fremtid for deres børn. Indtil nu har 22 kvinder deltaget i projektet.
Vietnamesere her i landet har inspireret til hele fire projekter i Vietnam – for eksempel i byen Vung Tau cirka tre timers kørsel fra Ho-Chi-Minh byen. Her har søsterordenen Lovers of the Holy Cross oprettet Son Binh centret for handicappede børn. P.t. er der på centret omkring 60 børn med forskellige diagnoser. Nogle er spastisk lammede, andre har Downs syndrom, døvstumhed, ADHD og lignende som udfordring. Syv specialuddannede søstre arbejder med børnene for at styrke deres fysiske og psykiske udvikling.
På centret lærer børn, der hverken kan tale eller høre, at kommunikere. De lærer at bruge computer og lærer forskellige former for kunsthåndværk. Der bliver arbejdet med deres kreativitet f.eks. med dans og med at spille på keyboard. Børnene fremstiller souvenirs – håndlavede blomster, kort, nøgleringe og lignende, som de kan sælge. Sankt Vincent Grupperne har støttet centret siden 2006.
Der er givet penge bl.a. til indkøb af symaskiner, forskellige udflugter og fritidsaktiviteter. Under COVID-19 pandemien, hvor børnene blev passet hjemme, blev der givet støtte til hjemmene i form af ris og andre madvarer. Børnene er også blevet undervist i, hvordan man beskytter sig mod Corona og selv kan være med til at stoppe spredningen af virus.
Bed og arbejd i Uganda
Det rykker, når man forlader komfortzonens tryghed og flytter sig til et sted, hvor strømmen kommer og går, internettet er ustabilt og det varme vand sommetider er en mangelvare. Det oplevede en gruppe med 13 unge ildsjæle fra DUK (Den katolske kirkes ungdomsorganisation), da de sammen med to ledere og en lejrpræst valgte at bruge noget af ferietiden i år på et arbejdsophold i Uganda.
Her boede de på Emmaus Centre – et lokalt, åndeligt kraftcenter i Katikamu ca. 50 km. nord for hovedstaden Kampala. Emmaus Centre har mange knopskydninger i Østafrika. De fungerer som bofællesskaber, hvor folk bor og arbejder sammen under mottoet “Work and pray”. Tre unge med faglig baggrund inden for medicinen hjalp til med klinikarbejdet i den lokale lægepraksis – de andre arbejdede med at male bygningerne og lege med børnene på den lokale skole, hvor der går 578 børn med vidt forskellig religiøs baggrund – også muslimsk.
Det blev et ophold med hårdt fysisk arbejde, men også et festligt og farverigt kulturmøde med sang, dans, grin og leg på fodboldbanen. Varme og store smil prægede modtagelsen, så der blev brugt masser af kleenex, da afskedens time kom. De unge danskere kvitterer med en økonomisk håndsrækning til børn og unge på Emmaus Centre. I hele 2025 samler de unge katolikker ind til fattige børns og unges uddannelse på Emmaus Centre. Sidste år var de unge i Ungarn, hvor de hjalp til på et center for roma-børn uden for Budapest.
Tålmodighedens strategi
Der er sket meget, siden dengang Sankt Vincent Grupperne startede deres arbejde for 66 år siden ved et dagligstuebord i Birkerød. Hvert år uddeles der omkring én million til 18 forskellige projekter på fire kontinenter. Lovgivningen er blevet mere kompliceret, og vi skal leve op til mange krav for at kunne tilbyde fradragsret for gaver. Der skal også arbejdes med årlige afrapporteringer fra projekterne, hjemmeside og fondsansøgninger.
Men målsætningen er stadig den samme – at administrationen skal være så billig som mulig. Alle i Sankt Vincent Grupperne arbejder ulønnet. Eneste undtagelse er udgifterne til den lovpligtige revision. Administration og marketing dækkes af en fond, og derfor går alle bidrag ubeskåret til projekterne. Sankt Vincent grupperne fungerer som en paraplyorganisation med en flad struktur, hvor lokale arbejdsgrupper eller menigheder tager ansvar for de enkelte projekter.
Nøden ude i verden er desværre ikke blevet mindre, og foreløbig kikker vi langt efter en ny og mere retfærdig økonomisk verdensorden. Men vi har valgt tålmodighedens strategi og arbejder efter dråbemetoden for ikke at miste håbet. Filosofien bag Sankt Vincent Grupperne er stadig at give hjælp til selvhjælp – en hjælp, der som en dråbe i vandet skaber ringe af håb og forandring. Du kan læse meget mere om Sankt Vincent Grupperne på foreningens hjemmeside vincentgrupperne.dk eller på facebook.
