En himmelsk aften i Ilulisaat
Byen Illulisaat ligger med sine godt 5.000 indbyggere i den isfyldte grønlandske bugt, Diskobugten. Den er stedet, som turister, videnskabsfolk og politikere fra hele verden besøger for at få indblik i tidens klimaændringer.
Mit besøg sidst i august var det tredje, også denne gang i forbindelse med møde i Vestnordisk Råd, et samarbejdsorgan mellem islandske, grønlandske og færøske politikere. Siden jeg sidst besøgte byen, i 2003, har menigheder i Grønland fundet sammen i INO fællesskabet, som er aktivt i byer og bygder. En af disse menigheder finder vi i Ilulisaat. Tirsdag eftermiddag gik jeg en tur for at finde kirken.
Venlige receptionister på hotellet næsten kappedes om at vejlede og hjælpe, så menighedens flotte, røde bygning var let at finde. Jeg havde ikke forventet at finde kirken åben kl. 4 om eftermiddagen, men i samme øjeblik, som jeg forsigtigt nærmede mig døren, kom en ældre dame mod døren fra indersiden. Vi tog i håndtaget samtidig, og hun bød mig indenfor. Kommunikationen var sparsom, hun talte kun grønlandsk, men hun signalerede, at jeg var velkommen at gå ovenpå, hvor salen var.
Jeg fik en tiltrængt bønnestund og mulighed for at bede for min nye grønlandske ven, inden jeg slentrede hjem til hotellet igen. Senere på aftenen fik jeg en Facebook hilsen fra Jakob, en af de unge i menigheden. Han spurgte, om jeg kunne besøge dem på bønnemødet, som nu, efter sommerferien, startede igen næste aften. Det blev en aften, jeg sent glemmer! Vi var 16 mennesker, ældre, men også yngre og to helt unge, Jakob og Rina.
Alle, som har hørt grønlændere synge, ved hvor hjertelig og smuk deres sang er. Deres åndelige sang er himmelsk, og de synger af hjertet. Det, jeg fortalte om Jesus, blev oversat af en entusiastisk ældre dame til glade og livlige tilhørere. Og da vi indbød til forbøn, kom alle, hver eneste en, frem for at blive bedt for. Halleluja. Mødet havde varet i mere end 3 timer, da jeg, som den første, valgte at gå hjem.
De andre valgte kaffen. Men før jeg nåede trapperne, spurgte Jakob, stille og ydmyg, om lov at synge for mig. ”Synge for mig?” spurgte jeg forsigtigt. ”Ja, må vi få lov at synge den aronitiske velsignelse over dig, før du går?” Oplevelsen var så stærk og for mig hellig, at jeg glemte tid og sted, mens disse velsignede unge grønlændere, Jakob, Magdalene og Rina, sang velsignelsen over mig. Fyldt af glæde og taknemlighed næsten svævede jeg bagefter gennem Ilulisaats gader og stræder hjem til hotel Ilulisaat.
Lov mig at være med i bønnen for vores kære grønlandske søskende. De lever under andre vilkår end dig og mig, men sammen med den samme Frelser, som en dag mødte os og dem og ændrede vores liv. Bed for Jacob, Magdalene, Rina, deres kristne søskende og dem, også blandt læserne, som ikke har oplevet Jesus og det vidunderlige liv, han tilbyder! Bed om, at en vækkelse snart må ramme vores lidende verden!
