IPSICC

Er Indiens anti-konverteringslove i strid med forfatningen?

Indiens kristne beder døgnet rundt om hjælp mod forfølgelser. Nu har Højesteret berammet en høring om de love, der bidrager til at gøre kristne og andre ikke-hinduer retsløse. Indtil sagen afsluttes, opfordrer Det nationale Kirkeråd til at sætte anti-konverteringslovene på pause.

Mens Indiens sekularisme har været på prøve lige siden den radikale hinduistiske regering overtog magten i 2014, har kristne over hele landet intensiveret deres bønner for regeringen og deres forfølgere. Kristne har bedt 24/7, både online og sammen i private hjem og kirkebygninger.

De fleste nationale helligdage bruges til at organisere landsdækkende tværkirkelige bønnemøder. Der er et brændende behov for bøn i et land, hvor radikaliserede hinduistiske, politisk motiverede grupper udnytter den radikale hinduistiske regerings mandat til at fortsætte arbejdet med at gøre Indien til en hindunation. Bønnen har hele tiden fokus på at yde praktisk og sjælesørgerisk hjælp til de forfulgte i overensstemmelse med Heb. 13,3, der siger:

”Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop.” Samtidig fortsætter forfulgte kristne med at vise Kristi kærlighed og tilgivelse over for forfølgerne i overensstemmelse med 1 Tim. 2,1-4, hvor Paulus formaner Timoteus til at opmuntre alle kristne overalt til at bede for regeringen og alle magthaverne, så der må være fred og harmoni, så evangeliets budskab kan fortsætte med at gå ud, og alle mennesker kan få mulighed for at blive frelst i overensstemmelse med Guds vilje.

”Meget høj forfølgelse”

Verdensranglisten fra Open Doors afslører, at Indien er gået fra nummer 32 i 2014 til 12 i 2026 blandt de 50 lande, hvor kristne oplever den mest ekstreme forfølgelse. Med en samlet score på 84 forbliver Indien i kategorien ”Meget høj” forfølgelse, hvor vold og diskrimination – drevet af religiøs nationalisme – rettes mod kristne, især konvertitter. Anti-konverteringslove, der spreder sig i adskillige stater, har været en plage for kristne i Indien og ført til en eskalering af forfølgelse over hele landet, lige fra kristne, der nægtes forfremmelser i deres job, til præster og deres familier, som bliver truet, falsk anklaget og fængslet uden mulighed for kaution eller en retfærdig rettergang.

Bøn er den eneste udvej, kristne over hele landet har, for at få denne situation til at ændre sig, og det ser ud til, at der er en vis lettelse i horisonten, nu hvor Højesteret endelig tager deres situation til efterretning.

Anti-konverteringslove krænker trosfrihed

Det var derfor gode nyheder den 2. februar 2026, da en højesteretsdomstol ledet af Indiens højesteretsdommer Surya Kant og dommer Joymalya Bagchi udstedte formelle meddelelser til unionsregeringen og 12 delstater (Uttar Pradesh, Himachal Pradesh, Madhya Pradesh, Uttarakhand, Odisha, Gujarat, Jharkhand, Haryana, Karnataka, Rajasthan og Arunachal Pradesh). Andrageren, Det Nationale Kirkeråd i Indien (National Council of Churches in India, NCCI), havde anmodet om en udsættelse af staternes anti-konverteringslove.

Senioradvokat Meenakshi Arora, der repræsenterer National Council of Churches in India, hævdede, at disse lovforslag ”inciterer” selvtægtsgrupper til at gå målrettet efter religiøse minoriteter, hvilket ofte fører til anholdelser uden væsentlige beviser. Samtidig oplever de kristne politiets apati og forudindtagethed, når de forfølges for at praktisere deres tro, selv i privatlivet i deres egne hjem.

Selvom der intet er at udsætte på en person, kan en anden indgive en klage, og den anklagede vil blive arresteret, sagde hun. Andragendet hævder, at de anti-konverteringslove, der er vedtaget af nogle indiske delstater, krænker borgernes grundlæggende rettigheder ved at kriminalisere frivillige og samvittighedsbaserede konverteringer. Samtidig argumenteres der for, at forudgående regeringsgodkendelse til konvertering krænker den grundlæggende ret, som enhver inder har til privatliv og religionsfrihed i henhold til artikel 25 i den indiske forfatning.

”…disse lovforslag ”inciterer” selvtægtsgrupper
til at gå målrettet efter religiøse minoriteter,
hvilket ofte fører til anholdelser uden væsentlige
beviser. Samtidig oplever de kristne politiets apati
og forudindtagethed, når de forfølges for at praktisere
deres tro, selv i privatlivet i deres egne hjem.”

Senioradvokat Meenakshi Arora

Artikel 25(1) i forfatningen siger, at ”med forbehold af offentlig orden, moral og sundhed har alle personer lige ret til samvittighedsfrihed og retten til frit at bekende, praktisere og udbrede religion”. Fru Arora har på denne baggrund opfordret retten til at udsætte indførelse af anti-religiøse konverteringslove i delstaterne.

Høring med tre dommere

I erkendelse af sagens alvor og de fælles juridiske spørgsmål har Højesteret besluttet, at sagen skal forelægges en samlet høring med tre dommere. Centralregeringen og de 12 delstater har fået mandat til at indgive en fælles indsigelse inden for fire uger. Det Nationale Kirkeråd i Indien (NCCI) anmoder om en midlertidig udsættelse af implementeringen af disse love, mens sagen behandles.

Indiens kristne har vist stor udholdenhed i mødet med forfølgelserne, og der viser sig tegn på vækkelser i flere og flere områder af landet. Nu venter de kristne i hele Indien – under vedholdende bøn – i stor spænding på resultatet af denne juridiske kamp. De kristne håber, at de fremover må kunne fejre både søndage og kristne helligdage i fred – uden den frygt og usikkerhed, som de fleste kristne i Indien oplever, når de deltager i et bønnemøde, uanset om det foregår i et privat hjem eller på et offentligt mødested.

Håbet er, at der fra begyndelsen af marts kommer en positiv løsning på denne lange kamp – og dermed et bønnesvar for alle de kristne, der venter på domsafgørelsen i tro og forventning til barmhjertighedens og nådens Gud.


Forfølgelser i Indien

Open Doors skriver om situationen for kristne og andre religiøse minoriteter i Indien i Verdensranglisten 2026: For religiøse nationalister er man hindu, når man er inder. Det betyder, at der ikke er plads kristendommen i landet. Resultatet er systemisk diskrimination og vold, særligt mod konvertitter. Sociale medier er med til at blæse problemerne op, fordi anklager, misinformation og angreb spredes hurtigt og kan gå viralt.

Anti-konverteringslove

Anti-konverteringslove bruges i flere stater som et våben til at ramme kristne og andre religiøse minoriteter. I teorien er formålet med lovene at beskytte alle religioner, men virkeligheden er en anden på grund af lovenes vage formuleringer. Det betyder, at selv aktiviteter, der er beskyttet under forfatningen, fx bedemøder, kan fører til anklager, anholdelser og afhøringer. Selv falske anklager er ekstremt farlige, fordi de kan lede til overfald fra store grupper.

I den seneste rapporteringsperiode er de første kristne blevet dømt efter anti-konverteringsloven i staten Uttar Pradesh. Deres dom lød på en bøde og fem års fængsel. Samtidig er flere kirker blevet tvunget til at lukke i Chhattisgarh, efter sigende for at bevare kulturel harmoni. 12 stater har allerede indført anti-konverteringslove. Nogle af dem arbejder løbende på at stramme dem, mens andre stater er i gang med at indføre lovgivningen. Det resulterer alt sammen i, at det bliver sværere og sværere at dele evangeliet i Indien.

Kilde: Open Doors