”Vidnesbyrd”, som ikke kan verificeres

I disse dage kan man på nettet se flere videoer, hvor personer ved hjælp af kunstig intelligens (AI) fortæller ”mirakuløse” historier fra Iran. I videoerne med Juman Al Qawasmi, som nævnes på denne side, optræder hun selv i live-interviews. Det er derimod ikke tilfældet med de personer, der tilsyneladende fortæller deres livshistorie eller deler et kristent vidnesbyrd i AI-videoerne.
I en video, som er delt af Iamjoshuajohnson, fortæller ”Mohsen Khameni”, at han er en syv år yngre bror af den nu afdøde ayatollah Ali Khameni, men at de to altid havde lignet hinanden på en prik. Men Mohsen levede et stille liv, efter at Ali var blevet Irans leder og havde afvist al kontakt med ham. Da Mohsen var blevet kristen, skulle Jesus have sagt til ham, at han skulle besøge sin bror i Teheran og opfordre ham til at omvende sig, mens det var tid.
En tilsvarende historie fortælles af en kvinde, der giver sig ud for at være Ali Khameneis søster. Hun fortæller gribende beretninger om samvittighedskonflikter over regimets vold, kvindeundertrykkelse m.m. – og der er smukke beskrivelser af Jesus, som møder de undertrykte med nåde. Hvis det, der beskrives er sandt, må videoerne være optaget fra et forholdsvis sikkert skjulested. Men fortællerne optræder ikke live, og der nævnes fx tidsangivelser, som virker usandsynlige. Derfor kan Udfordringen desværre ikke verificere disse og tilsvarende ”mirakuløse” hændelser fra Iran.


