Iransk kristen konvertit gæster Danmark

Iran befinder sig lige nu i en situation med frygt og dyb usikkerhed. Landets fremtid er uafklaret, og befolkningen ved ikke, om de endelig får deres frihed, eller om styret endnu engang rider stormen af.
Midt i denne historiske krise kommer Amin Afsharnaderi – iransk kristen konvertit, tidligere politisk fange og nu bosat i Schweiz – til Danmark for at dele sin historie og sine unikke indsigter i den aktuelle situation. Det sker ved arrangementet ”Forfulgt”, som er organisationen Open Doors’ årlige inspirationsdag. I år finder dagen sted den 11. april i Aarhus Bykirke.
”Amin er en stemme, der forstår Iran indefra. Gennem adskillige år har han opretholdt tæt kontakt til kristne konvertitter, kirkelige ledere og almindelige familier i Iran. Han er derfor i direkte kontakt med mennesker, der lige nu står midt i krisen,” forklarer Jens Kristian Lund Jensen, generalsekretær i Open Doors Danmark.
Farefuld hverdag
Generelt er det småt med informationer inde fra Iran, fordi styret har slukket for internettet, men Amin vil fortælle om både frygten på gaden, regimets reaktioner på magtvakuummet efter Khameneis død, samt hvordan krisen rammer kristne, der i forvejen er blandt landets mest udsatte grupper. Derudover vil han under besøget i Danmark også komme ind på sin personlige historie, som er fyldt med dramatik:
”Da Amin stadig boede i Iran, sad han flere gange i det berygtede Evin-fængsel på grund af sin kristne tro. Sidste gang han sad der, varede det et år, inden han blev løsladt mod kaution efter at have gennemført den sidste af i alt tre sultestrejker. Hans historie er ikke kun et vidnesbyrd om forfølgelse, men også om håb, modstandskraft og en tro, der overlevede tortur, trusler og fængsel,” fastslår Jens Kristian Lund Jensen.
Møder i april
Amin Afsharnaderi taler ved flere arrangementer, som foregår efter trykningen af denne avis. Det gælder således ungdomssamlingen UpSide i Aarhus Valgmenighed fredag den 10. april klokken 19.30 og inspirationsdagen ”Forfulgt” i Aarhus Bykirke den 11. april klokken 13.00-17.00. I weekenden vil Amin Afsharnaderi desuden prædike søndag den 12. april ved en farsisproget gudstjeneste i Åbenkirke i Herning klokken 10.30.
Onsdag den 15. april står Amin Afsharnaderi for dagens tekst ved morgenandagten på Christiansborg. Open Doors er en international organisation, som arbejder for at fremme bedre vilkår for forfulgte kristne og arbejder i flere end 70 lande. Siden 1993 har Open Doors International hvert år udgivet en liste over de lande i verden, hvor kristenforfølgelsen er værst.


