Jeg har fået svært ved at relatere til den ene i et gammelt vennepar. Er jeg blevet mindre rummelig med årene?

Kære panel

Jeg skriver, fordi jeg står i en svær situation med et vennepar, som vi har haft tæt kontakt med i over 30 år. Det har altid været et vigtigt venskab for os begge, og vi har delt mange oplevelser gennem livet. Men de seneste år er noget ændret. Jeg kan mærke, at jeg stadig holder meget af den ene i det andet par, men jeg har sværere og sværere ved at være sammen med den anden. Kemien er der simpelthen ikke længere, og det begynder at fylde mere, hver gang vi ses.

Det gør mig i tvivl: Er det bare mig, der er blevet mindre rummelig med årene? Eller er det okay at reagere på, at relationen ikke længere føles god? Samtidig påvirker det jo også mit eget parforhold, fordi min mand fortsat nyder at være sammen med begge vores venner. Hvordan håndterer man, at et parvenskab føles skævt – når det kun er den ene, man har det svært med?

Venlig hilsen
Anette

Kære Anette

Tak for dit spørgsmål. Det rammer noget, mange står i – men som vi sjældent får sat ord på. Især når det handler om lange venskaber, hvor der er så meget historie, loyalitet og fælles liv i spil.
Når man har fulgtes ad i 30 år – og som par – så er det ikke bare “et venskab”. Det er en del af ens identitet. Det er dem, man har spejlet sig i gennem livet. Og derfor giver det god mening, at det her ikke bare føles som en lille justering – men som noget, der virkelig rykker.

Det, jeg lægger mærke til hos dig, er, at du stadig kan mærke forbindelsen til den ene – men ikke til den anden. Og det er vigtigt. For det fortæller, at det ikke handler om, at du er blevet mindre rummelig eller “svær”. Det handler om, at din oplevelse af relationen har ændret sig. Og det må den godt. Mange kommer til at gøre det her til et spørgsmål om rigtigt eller forkert: “Er det mig, der er problemet?” eller “Burde jeg kunne være i det her?”. Men det er sjældent der, det hjælper at lede.

Prøv i stedet at spørge dig selv: ”Hvad sker der i mig, når jeg er sammen med dem?” Ikke hvad det betyder, hvem der har ret, eller hvordan det faktisk føles. For hvis du igen og igen går fra samvær med en følelse af ubehag, spænding eller at være drænet – så er det ikke noget, du skal tænke dig ud af. Så er det noget, du skal tage alvorligt. Der er forskel på rummelighed – og på at overhøre sig selv.

Rummelighed er, at vi kan være i forskellighed. Men hvis du begynder at gå på kompromis med dig selv for at få relationen til at fungere, så er det ikke rummelighed længere. Rummeligheden kan også for en periode udholde en svær relation, hvis man kan se forbi adfærd og se det svære den anden står i, som du kan rumme for en tid, med en forventning om at den anden vil komme igennem det der er svært, og i igen kan genfinde et ligeværdigt venskab.

Samtidig står du i noget, der er ekstra komplekst: Det er et parvenskab. Det betyder, at det ikke kun handler om din relation til hende – men også om din partners relation til dem. Og det er vigtigt, at du ikke står alene med det. Jeg håber for dig, at du allerede har delt det med din partner. Ellers skal du skynde dig at gøre det. Det kan godt være at i naturligt skal til at finde nye måder at være sammen på som venner, og måske ikke længere skal ses alle fire.

Venskaber, der har varet i mange år, ændrer sig næsten altid undervejs. Ikke nødvendigvis på grund af konflikter – men fordi livet stille og roligt bevæger sig i forskellige retninger. Små forskydninger kan være nok. Børn, der bliver større. Nye behov i hverdagen. Forskellige måder at prioritere tid, energi og relationer på. Det er sjældent én ting – men summen af mange små forandringer over tid. Det betyder, at det, der engang bandt jer tæt sammen, ikke fylder på samme måde længere. Og så kan afstanden vokse – uden at nogen egentlig har valgt det.

Det er ikke et tegn på, at venskabet var forkert, men lige som alt andet i vores liv ændre sig over tid, får vi også nye perspektiver, og ændrede ønsker til det vi nyder at være sammen om. Og nogle gange er det mest naturlige ikke at holde fast i det, som det var – men at give plads til, at relationen må finde en ny form. I kan begynde at justere kontakten. Ikke nødvendigvis trække dig helt – men ændre rammen.

Kortere samvær, andre sammenhænge, mere tydelige pauser. Du kan også være mere opmærksom på din egen måde at være i relationen på. Hvad tager du ansvar for, som måske ikke er dit? Og måske er jeres venskab på vej til at slutte. Der kan ligge en særlig form for sorg i at give slip på et gammelt venskab. Ikke kun fordi man mister en relation – men fordi man også siger farvel til en fælles historie. I lange venskaber bliver man på en måde en del af hinandens identitet.

Man kender hinandens liv, minder, måder at være på. Og når relationen ændrer sig eller glider ud, kan det føles som at miste en del af sig selv. Det er ikke altid en tydelig eller dramatisk sorg. Ofte er den mere stille. Den kan ligge som en savn over det, der var, eller en erkendelse af, at noget ikke længere kan være, som det engang var. Og den sorg giver mening. For det, man tager afsked med, er ikke kun personen – men også den version af livet, man havde sammen.

Måske kan det også være en mulighed ikke at tage en endelig beslutning lige nu – men i stedet give relationen lidt ro og tid. Nogle gange gør afstand noget godt. Ikke som et brud, men som en pause, hvor tingene får lov til at falde lidt på plads. Hvor man ikke hele tiden skal tage stilling. Det kan skabe klarhed. Og nogle gange også en ny nysgerrighed. For det skader ikke at nå at savne hinanden. Tværtimod kan det minde os om, hvad der faktisk har værdi – i stedet for at det bare bliver noget, vi tager for givet.

Og måske finder I hinanden igen på en anden måde. Ikke som før – men på en måde, der passer bedre til det sted, I er i livet nu. Jeg håber du kan bruge mine refleksioner og indspark, så venskabet kan tage en form hvor det er rart for jer alle, hvis det skal fortsætte.

Venlig hilsen
Filip Smidt