Jerusalems historie fortalt som tegneserie fra før til nu

I begyndelsen var templet  – og til hver en tid – således også her: Hovednavnene i de indledende strækøvelser er David (forfatterne undrer sig over, at han ikke gjorde Jerusalem til sin egen stad) og Salomon, hvem æren tilfaldt – utvivlsomt grundet sin pragtpræstation af kostbare materialer ved templets opførelse. Som det siges: Intet er for godt for Herren, og vi får også lige et hint om kongen, der ligger og skriver  talrige kærlighedsbreve til sine talrige kvindebekendtskaber – der skal jo også være lidt for husarerne, synes man at have tænkt.

Det er også her, at skrive-parret Lemire og Gaultier lige  får meldt kulør i henseende til Bibel-troskaben: Spørgsmålet om kong Salomon som en histiorisk person diskuteres stadig, siges det – med den tilføjelse, at han fylder godt hos turistselskaberne! Ak ja.  – På samme konto placeres Babelstårnet ubarmhjertigt og Syndfloden som en myte, inspireret af det babyloniske Gilgamesh-epos.

Med små, men lidt distraherende fortæller-stemmer møder vi Alexander den Store, oplever den berygtede Antiochus IV’  vanhelligelse af templet og dets genopførelse, der måske bliver grundlaget for Jerusalems status som multi-religiøs metropol. En status, der stadig er hos os idag, dog med en helt anden baggrund, nemlig Israels oprettelse som stat i 1948 efter Holocaust. Men det gøres diskret, skal det siges.

En markant udvilkling fra lille- til storby. Hele tiden sin egen. Hvis Amerika – som det tit ses – omtales som en flerkulturel smeltedigel, gælder dette ikke mindre for Jerusulem.  Alt blander sig og er blandet i Jerusalem, hedder det. Utallige er de folkeslag og etniske grupper, der har sat deres fodaftryk gennem byen. Ud over naturligvis de tre hovedreligioner: jødedommen og kristendommen skal nævnes ægyptiske, persiske,  (Darius II, der godkendte templets genopbygning), Alexander den Store og hans græske kontingent, romerske, korsfarerne (den dag i dag et yndlings-hadeobjekt for kristen-kritkerne), israelske og palæstinensiske.

På et tidspunkt beskrev Pliniius Jerusalem som hele Orientens mest berømte by. Betydningsfuld også i dens forhold til Jesus. Alt er sådan set med, men det kræver selvfølgelig sin mand at holde rede på de talrige person- og stednavne. Iflg. bogens ophavsmænd bygger den udover ”hidtil uudgivne arkiver” også på allerede kendt stof – den jødiske historiker Josefus er tit nævnt og regnes for en troværdig kilde.

”Alt har jeg set; alt har jeg oplevet; alt har jeg været vidne til,” lyder det  fra de trætte oliventræer. Men fremtiden: Hvordan ligger det  lige med det? Det er uomtvisteligt, at Jerusalem på ingen måde har demonstreret sit navn som Fredens By. Snarere tværtom.  De døde begraves, og ”det er ikke ophørt siden”, hedder det lakonisk.  I det afsluttende afsnit får vi nok en gang indblik i et hus, splidagtigt med sig selv; den ikoniske Mur; to-stats problematikken; fredens næsten umulige vilkår; fanatikere, der ser det som en kerne-opgave at puste til ilden, Øst-contra Vest-Jerusalem.

Men er der en vej ud for denne umulige by?, neutraliseret hovedstad, neutraliseret hovedstad? Sidst i bogen foreslås en række løsninger, bl.a. FN-relaterede. – Også denne klare markering, der ikke krediteres Johs. Åbenbaring: ”En international by, en universel, neutraliseret hovedstad, uden fortid eller lidelse …”.Tankevækkende.

Vincent Lemire & Christophe Gaultier: ”Jerusalems historie.” 255 sider.  298 sider.
Forlaget Fahrenheit
På dansk ved Anders Juel Michelsen”.