FN: Der er nu 108 millioner fordrevne på verdensplan

Den 20. juni er af FN udnævnt til Verdens Flygtningedag. På billedet ses ukrainske børn på flugt til Polen i foråret 2022.

I anledning af Verdens Flygtningedag den 20. juni har der været særlig fokus på de fordrevne i hele verden. FN oplyser, at hele 52% af de fordrevne kommer fra kun tre lande, nemlig Syriens Arabiske Republik, Ukraine og Afghanistan.

FN’s højkommissær for flygtninge rapporterer om en stigning i antallet af fordrevne på verdensplan på grund af forfølgelse, konflikt, vold, menneskerettighedskrænkelser eller begivenheder, der alvorligt forstyrrer den offentlige orden, skriver The Christian Post. Foruden religiøs eller etnisk betinget forfølgelse i flere lande er også naturkatastrofer en væsentlig årsag til, at folk må flygte.

Antallet af fordrevne var 89,3 millioner ved udgangen af ​​2021. I midten af ​​2022 lå det på 103 millioner, mens tallet ved udgangen af ​​2022 nåede helt op på 108,4 mio. Bag disse tal ligger blandt andet de igangværende konflikter i Sudan og Ruslands krig mod Ukraine. Siden Anden Verdenskrig har mange kristne grupper været optaget af hjælpe flygtninge i deres lokalsamfund.

Det gælder blandt andre den store NGO The Lutheran Immigration and Refugee Service i USA, som har taget imod over 500.000 immigranter, asylansøgere og flygtninge siden 1939. Også Adventist Development and Relief Agency (ADRA) har stor fokus på at hjælpe flygtninge. De holdt derfor sidste lørdag en særlig ”Flygtninge sabbat” for at understrege behovet for hjælp til de fordrevne, skriver The Christian Post.