”De føler sig hjemme alle steder og ingen steder”
Orla Møller fra Mission Afrika har for nylig besøgt Mali. Mødet med missionærbørn fra Cameroun mindede ham om hans egen barndom i Afrika.
I vores europæiske bevidsthed er missionærbørn primært hvide, men missionærer kommer ikke længere kun fra nord. Nu kommer de også fra øst, syd og vest. Og deres børn kommer i mange hudfarver.
Orla Møller, der selv er missionærbarn og nu arbejder for Mission Afrika, mødte på en rejse til Mali en gruppe missionærbørn. Deres forældre er udsendt af den lutherske kirke i Cameroun og arbejder med mission og samfundsudvikling i det store muslimskdominerede ørkenland. Det blev til en samtale, hvor Orla og de unge camerounere fandt ud af, at selvom omstændigheder og ressourcer er vidt forskellige, så havde de som missionærbørn rigtigt meget til fælles.
Lang rejse ind i det uvisse
Antipas Moulna var syv år, da hans familie pakkede kufferterne i Cameroun og steg ombord på en bus, der skulle køre dem og fem andre missionærfamilier 3.000 kilometer til Mali. ”Mine venner spurgte mig: Hvorfor skal du afsted? Ved du, hvad du skal? Men det vidste jeg ikke rigtig. Min far er præst, og jeg vidste, at vi skulle fortælle om Jesus i et andet land,” fortæller Antipas.
”Ingen af os var nok rigtig klar over, hvor hård rejsen ville blive. Vi sov på bussens gulv.” Det var en hård tur, og da familierne efter en uges tid nåede til Nordvestnigeria og skulle ind i Niger, var der bøvl ved grænsen. Da grænsevagterne så en bus fuld af børn, mistænkte de selskabet for trafficking, og så gik der nogle dage med at tjekke papirer og sikre sig, at alt var i orden.
”Mine venner spurgte mig: Hvorfor skal du afsted?
Ved du, hvad du skal? Men det vidste jeg ikke rigtig.
Min far er præst og jeg vidste,
at vi skulle fortælle om Jesus i et andet land”Antipas Moulna
Antipas husker tilbage: ”Vi kunne se, at vores forældre var frustrerede, og vi måtte sove på et varelager ved grænsen i en uge.” Jonathan supplerer: ”Det var koldt om natten, kan jeg huske, for det meste af vores tøj var pakket godt ned i kufferterne, men ellers så tror jeg, at vi børn tog det roligt. Vi spillede bold og legede og prøvede at få det bedste ud af det.”
Lærte at navigere i en ny kultur
De første tre måneder, hvor de seks missionærfamilier skulle falde på plads i det nye land, delte de to små huse. Det vil sige, at de boede tre familier i hvert hus. Presset var stort på familierne, da de skulle finde ud af det med hinanden og forsøge at lære den nye kultur at kende.
”Jeg husker den første søndag, hvor vi skulle til en lokal gudstjeneste,” fortæller Antipas. ”Vi fik vores camerounske festlige søndagstøj på. Det lignede overhovedet ikke det, de andre havde på. Alle kunne se, at vi var fremmede.” Clement, der er lillebror til Antipas, supplerer:
”Musikstil, tøjstil, mange ting var anderledes ved gudstjenesten i Mali. Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, at kvinderne ikke havde tørklæder på for at dække deres hoved og hår; det havde de oftest i Cameroun. Maden var også anderledes – især sovsen. I Mali spiser man mest ris, i Cameroun var vi vant til den mere stive grød (fou-fou).”
Bertine var fem år, da turen gik til Mali. Hun husker følelsen af at ankomme til et fremmed land, hvor de ikke forstod sproget. Mali og Cameroun har fransk som regeringssprog, men de lokale taler for det meste stammesproget bambara. ”Vi børn lærte ret hurtigt sproget, for vi gik jo med det samme ud og fandt legekammerater. I dag taler vi flydende bambara; man kan ikke høre forskel på os og en indfødt.”
”Vi fik vores camerounske festlige søndagstøj på.
Det lignede overhovedet ikke det, de andre havde på.
Alle kunne se, at vi var fremmede!”
I mindretal
I Mali er der et overvældende flertal af muslimer. Selvom familierne kommer fra Nordcameroun, hvor der også er mange muslimer, så husker Clement, at kulturchokket var stort:
”Alle omkring os havde muslimske navne, og i begyndelsen spurgte jeg mig selv, om der overhovedet var kristne i dette land. Især under de kristne fester kunne vi mærke, at vi ikke er mange.” ”I Cameroun blandede kristne og muslimer sig ikke under hinandens fester; det gør de mere her. Her kan man godt besøge hinanden og ønske tillykke,” supplerer Antipas. Nu blander drengenes lillesøster sig.
”Jeg blev ofte drillet og kaldt ’hende den lille kristne’.
Jeg blev også skældt ud og kaldt ’vantro’.
Da min mor hørte det, troppede hun op hos forstanderen
og forlangte, at han satte en stopper for det”Bertine
”Jeg tror, vi alle oplevede at være meget forskellige fra vores muslimske klassekammerater. De undrede sig over vores kristne navne og havde svært ved at udtale dem. Især mit,” fortæller Misericorde. ”Det var, som om de heller ikke rigtig gad gøre sig umage for at udtale vores navne korrekt.” De andre missionærbørn griner og genkender situationen.
Bertine kommer på banen igen: ”Jeg var den eneste kristne i min klasse helt til 10. klasse. Det var ikke let at diskutere religion og forsvare sig som kristen. Man skulle virkelig passe på, hvad man sagde. Jeg blev ofte drillet og kaldt ’hende den lille kristne’. Jeg blev også skældt ud og kaldt ’vantro’. Da min mor hørte det, troppede hun op hos forstanderen og forlangte, at han satte en stopper for det.”
Hvor hører vi til henne?
”Der var en gang, hvor vi så en African Nations Cup fodboldkamp mellem Cameroun og Mali sammen med lokale venner. Vi var så glade, da Cameroun vandt kampen, men vi måtte ikke vise det,” fortæller Misericorde.
”Med tiden lærer missionærbørn at navigere gnidningsløst mellem kulturer, og de lærer at tage det bedste med sig og få det bedste ud af den situation, de står i,” fortæller Orla Møller, der selv er født og opvokset i Nigeria. ”Det fik vi meget sjovt ud af, og jeg supplerede selv med nogle af mine egne historier, som de camerounske unge kunne grine med på.”
Jonathan kommer nu på banen og fortæller:
”Vi har et særligt fællesskab og sammenhold som missionærbørn. Når vi er i Mali og gerne vil være hemmelighedsfulde, taler vi fulfulde, som er et sprog, de fleste i Nordcameroun taler, men ikke er så kendt i Mali. Når vi så er på ferie i Cameroun, kan vi finde på at tale bambara sammen, så vennerne i Cameroun ikke kan forstå det.”
Vi griner alle sammen, og han fortsætter: ”Når nogen spørger os, hvor kommer I fra: Cameroun eller Mali, så svarer vi ja. Det er dejligt, men også lidt underligt – vi kalder begge steder vores hjem og savner begge steder, når vi ikke er der.”
International fremtid
De seks missionærbørn er nu i den alder, hvor de skal finde ud af, hvad de gerne vil studere og arbejde med. Antipas er allerede i gang med medicinstudiet i Bamako. Jonathan vil også gerne være læge – ”Det kunne være sjovt at få lov til at læse i Europa,” siger han. Bertine studerer til journalist. Misericorde vil gerne have sig egen restaurant.
De er alle åbne for, hvad fremtiden måtte bringe, og taler om, at det også er muligt at få en god uddannelse i nabolandet Senegal eller at rejse tilbage til Cameroun. ”Det kommer jo også an på, hvor man finder sin ægtefælle,” bemærker en af pigerne. Orla Møller samler op: ”Børnenes forældre begynder lige så stille at indse, at de unge nok ikke kommer til at vende hjem til Cameroun og fortsætte et almindeligt liv der, som om intet var hændt.
”Med tiden lærer missionærbørn
at navigere gnidningsløst mellem kulturer,
og de lærer, at tage det bedste med sig
og få det bedste ud af den situation, de står i”Orla Møller
Deres børn har fået så mange nye erfaringer, et livssyn og en kulturel fleksibilitet, der gør, at de både føler sig hjemme alle steder og ingen steder. Sådan er det for de fleste missionærbørn uanset, hvor de kommer fra.” Efter en god formiddag sammen er der knyttet tætte bånd mellem dem alle – også med ham det lidt ældre missionærbarn fra Danmark.
”Hvis missionærbørn får bearbejdet deres kulurchok, traumer og savn på en god måde og bliver styrket i deres tro og identitet, så kan de være en kæmpe ressource i vores stærkt globaliserede verden. Der er lige nu brug for dygtige mennesker, der kan sætte sig ind i mange kulturer og sprog og formidle enhed på tværs af forskellighed,” slutter Orla Møller.
Hvad er ”Tredjekultursbørn”?
Den amerikanske sociolog Ruth Hill Useem var i 1950’erne den første til at bruge udtrykket Third Culture Kids (TCK) i sin beskrivelse af børn og unge, der har boet et eller flere steder uden for deres forældres hjemland i løbet af deres opvækst.
”Tredjekultur” refererer til den blandingsidentitet, som barnet danner inden i sig selv, som består af elementer fra forældrenes kultur og kulturen fra de andre steder, de har opholdt sig, mens deres identitet blev dannet.
Foreningen ”Danes World wide” har en god beskrivelse af TCK’ere på deres hjemmeside https://www.danes.dk/third-culture-kids/
Her står der blandt andet: ”De har et udvidet verdensbillede og en forståelse for, at der er flere måder at anskue en problemstilling på.
Endvidere registrerer TCK’erne samfundsmæssige og sociale normer – og indretter sig efter dem. Med andre ord har de nemmere ved at tilpasse sig i forhold til ’monokulturelle’ børn og unge.
TCK’ernes egen kultur og livsstil bliver justeret afhængig af, hvor de befinder sig. Ud over de mange positive aspekter, det fører med sig, kan det også risikere at føre til børn og unge med manglende tilhørsforhold og loyalitet mod én bestemt kultur eller samfundsnorm. ”
