De apokryfe skrifter: Legendestof, visdomsord og martyrberetninger

Visdomsord, der siges at stamme fra selveste kong Salomon, dramatiske martyrberetninger om religiøst-politiske konflikter i Israels fortid og legendestof fra en jødisk eksilvirkelighed.

Tobits Bog er en jødisk legende, der beretter om den fromme jøde Tobit, der bliver bortført til byen Nineveh. Her arbejder han med at begrave jøder, der er blevet myrdet. Som en belønning får Tobits søn hjælp af ærkeenglen Rafael, da han drager ud på en farlig færd for at redde sin kommende kone, der er fanget af en dæmon.

Historien kan minde om en fortælling fra 1001 nats eventyr og er blevet til blandt jøder, der levede i eksil i Mesopotamien, måske så tidligt som 5. årh. f.Kr.
Tobits Bog er en af de tekster fra Det Gamle Testamente, der kendes som apokryferne.

En del af bibelkanon

De apokryfe skrifter er ikke med i den autoriserede danske bibeloversættelse, men i september måned for 25 år siden udgav Det Danske Bibelselskab en autoriseret oversættelse af De Gammeltestamentlige Apokryfer, i alt 11 tekster. Oversættelsen kan altså nu fejre 25-års jubilæum, og i den anledning har vi spurgt to eksperter, hvorfor teksterne ikke opfattes som kanoniske, hvad teksterne indeholder, og hvordan de kan berige bibellæsningen.

Jesper Høgenhaven er professor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og ekspert i Det Gamle Testamente. Om de apokryfe skrifter siger han:

”De er en del af Det Gamle Testamente i den græsk-sprogede tradition, men de er ikke en del af den hebræiske bibel-tradition. De har været en del af både den vestlige og den østlige ortodokse kirkes bibelkanon i mange århundreder, men af grunde, som vi ikke helt kender, er de ikke med i den hebræiske bibeltradition, som vi kender fra senantikken og middelalderen, og som ses afspejlet i de trykte hebræiske bibler fra renæssancen og frem.”

Ingen komité

Jesper Høgenhaven understreger, at der ikke har siddet en komite af teologer eller kirkefolk og har besluttet, at disse bøger ikke skulle være med i kanon.
”Der har ikke siddet en komité og stemt om det, men der har været forskellige traditioner i forskellige menigheder og kirkesamfund – og i forskellige miljøer i jødedommen,” siger han.

”De har været en del af både den vestlige
og den østlige ortodokse kirkes bibelkanon
i mange århundreder”

Det blev afgørende, at man efter Reformationen valgte at basere sine bibeloversættelser på den hebræiske tradition, hvor de 11 tekster ikke var med. Derfor findes de ikke i de lutherske kirkers kanon, idet Luther gav dem status som tillæg til Det Gamle Testamente. I den katolske kirke har teksterne status som deutero-kanoniske tekster, altså tekster, der ligesom resten af kanon opfattes som inspirerede af Helligånden.  Der indgår derfor læsninger fra teksterne i messen i den romersk-katolske kirke, fortæller katolsk præst og teologisk konsulent Christian Noval.

”Det blev besluttet på Tridentinerkoncilet, der fandt sted i midten af 1500-tallet som en del af kontrareformationen. Siden har disse tekster indgået i de autoriserede bibler i den katolske kirke,” fortæller Christian Noval. Også i en del lutherske bibler var teksterne med langt op i historien. Det gjaldt for eksempel i Danmark, hvor der helt op til begyndelsen af 1800-tallet blev trykt en del bibler, hvor de apokryfe gammeltestamentlige tekster var med.

Tættere på Jesu tid

Ifølge Jesper Høgenhaven og Christian Noval er der ikke nogen afgørende teologiske forskelle på de apokryfe og de kanoniserede gammeltestamentlige tekster. Begge mener, at de apokryfe tekster kan udvide og nuancere forståelsen af Bibelen og det religiøse og politiske miljø, som Jesus levede i.

”Apokryferne er nyere end de øvrige tekster i Det Gamle Testamente og er dermed tættere på Jesus i tid. De fortæller meget mere om, hvad det var for en slags jødedom, der fandtes på Jesu tid, fx om diskussionerne mellem saddukæere og farisæere, som Jesus i høj grad responderede på. Vi kan bedre forstå, hvordan Jesu holdning til farisæerne skal forstås, hvis vi har den kontekst med,” siger Christian Noval.

Han nævner også Første og Anden Makkabæerbog, der fortæller om væbnede opstande, der fandt sted blandt jøder i århundrederne op til Jesu fødsel.
”Her får vi vigtig baggrundsviden om politisk-religiøse forhold og om den idé om martyriet, som fandtes dengang, og vi får indsigt i datidens idé om opstandelse,” siger Christian Noval. Jesper Høgenhaven tilføjer:

”Makkabæerbøgerne er elementært spændende, hvis man er interesseret i historie og i jødernes historie op til kristendommens opståen. De viser den religiøse, politiske og nationale konflikt i datidens Israel for fuld udblæsning.”

Makkabæerbøgerne fortæller eksempelvis om nogle af de begivenheder, som er essentielle at kende for at forstå Daniels Bog, siger Jesper Høgenhaven. ”På den måde kan opdelingen synes kunstig, og det er tydeligt, at der er en tæt sammenhæng mellem de apokryfe og kanoniske tekster,” siger han.

Som eventyr fra 1001 nat

Ingen af de apokryfe tekster adskiller sig genremæssigt markant fra Det Gamle Testamentes kanoniske tekster, siger Jesper Høgenhaven.

”Tobits Bog og Judiths Bog ligger op ad den genre, vi kender fra Esters Bog. Det er eksempelfortællinger med et opmuntrende og formanende sigte, hvor de jødiske hovedpersoner typisk befinder sig i en ikke-jødisk omverden – og fortællingerne viser, hvordan de manøvrerer i denne eksilvirkelighed. De kan minde om eventyr fra 1001 nat,” siger han.

To andre apokryfer, Visdommens Bog og Siraks Bog, minder genremæssigt om Ordsprogenes Bog. Jesper Høgenhaven er især begejstret for Siraks Bog, hvor man finder en beskrivelse af Guds visdom, som ifølge forskeren kan læses i sammenhæng med Johannesevangeliet.

”I Siraks Bog finder vi en hymne til og om visdommen, hvor visdommen identificeres med Loven. Gud har indgydt sin visdom i skabelsen fra begyndelsen, og denne visdom er den samme, der kommer til udtryk i Moseloven. I Johannesevangeliet er det på tilsvarende måde Guds Ord, der bliver kød i Kristus. Der er altså klare paralleller i måden at tænke og fremstille Guds visdom i Siraks Bog og Johannesevangeliet,” siger Jesper Høgenhaven.

Christian Noval mener, at de apokryfe skrifter kan befrugte og uddybe forståelsen af de øvrige bibelske tekster. Han holder meget af Visdommens Bog, der dels kan minde om Ordsprogenes Bog, dels kan læses i sammenhæng med Johannes’ Åbenbaring.

”Visdommens Bog siges at rumme kong Salomons visdom og repræsenterer en forestilling om, at Guds visdom kan manifestere sig i menneskers kloge og gode beslutninger. Der er en sammenhæng med den apokalyptiske litteratur, fx Johannes’ Åbenbaring, dels stilistisk, dels i en underliggende tro på Gud som historiens herre,” siger Christian Noval.

Visdomsord at bede over

Til nye læsere, der vil give sig i kast med de gammeltestamentlige apokryfer, siger Jesper Høgenhaven:

”Er man til gode historier og eventyr, er Tobits Bog og Judiths Bog et oplagt sted at begynde. Det er nærmest romaner og har en bredere fortællestil end de gamle patriarkfortællinger fra Mosebøgerne, men måske med lidt mere idealiserede persontegninger. Siraks Bog er efter min mening visdomslitteratur af stor skønhed.”

Christian Noval taler især varmt for Visdommens Bog, som man fx kan læse i små bidder og reflektere og bede over. ”Jeg vil anbefale, at man læser lidt baggrund om de enkelte bøger, inden man går i gang med dem, ellers kan det være svært at forstå konteksten, og så kan man blive skræmt væk af, at teksterne umiddelbart virker lidt mystiske,” siger Christian Noval.

Jesper Høgenhaven tilføjer, at det er glædeligt, at man nu i 25 år har haft en autoriseret dansk oversættelse af de gammeltestamentlige apokryfer. ”Det er med til at give os adgang til en større del af vores fælles grundlag,” siger han.

Udfordringen har spurgt to teologer om deres holdning til de apokryfe skrifter:

Nicolai Winther-Nielsen

Er du enig i, at der ikke er nogen afgørende teologiske forskelle på de apokryfe og de kanoniserede gammeltestamentlige tekster?

– Det er forståeligt, at en katolsk teolog følger den græske oversættelses kanon, som inkluderede apokryfe skrifter. Reformert teologi har derimod insisteret på at holde sig til den jødiske kanon, som Jesus og apostlene brugte. Jeg følger mig selv godt hjemme i reformatorisk teologi og mener ikke vores kanon skal nuanceres eller beriges.

Hvad mener du, vi kan bruge de apokryfe tekster til?

– Enkelte af skrifterne er vigtige for at forstå den jødiske kanon og vores samling af skrifter i Ny Testamente. Makkabæerbøgerne er eksempelvis uvurderlig for forståelsen af Daniels Bog kap 11. Der kan også være enkelte udsagn, som kan belyse brugen af Salmernes Bog og tekster fra visdomslitteraturen, nok særligt Gud som universel skaber. Men ellers tegner de billedet af særlige græske kredse i de sidste par århundreder før Kristi fødsel, og så de kan vise, hvad fremtidsforventning kan udvikle sig til.

Er de apokryfe tekster ord fra Gud på linje med de bibelske tekster? Og kan vi bruge dem som sådanne?

– Ikke i min tilgang. Jeg orienterer mig ud fra 2. Tim. 3,16. Ethvert skrift, eller måske endnu bedre ”Hele Skriften”, er Gud-indåndet, altså givet ved Guds Ånd. Det er den samling bøger, vi har i Gammel Testamente. Kirken gav de nytestamentlige skrifter samme status, fordi de havde apostolsk autoritet og kirkelig brug. Jeg bruger dem ikke som prædikant, fordi jeg som præst skal være en rollemodel for de troende og fremme en sand og sund bibelsk funderet tro som guide for liv og bekendelse.

Carsten Vang

Er du enig i, at der ikke er nogen afgørende teologiske forskelle på de apokryfe og de kanoniserede gammeltestamentlige tekster?

– De gammeltestamentlige Apokryfer er alle skrevet i de sidste 250 år før Kr. De giver derfor et godt indtryk af det jødiske miljø på Jesu tid og af den jødedom, som Paulus var en del af, før han blev Jesus-discipel. Mens nogle af skrifterne giver os et autentisk billede af tiden (f.eks. de to Makkabæerbøger), er flere af dem rene legender med en meget vag historisk kerne, f.eks. Tobits Bog, Judiths Bog og Manasses Bøn. Det finder vi ikke i GT. I modsætning til f.eks. Tobits Bog skjuler de gt-lige skrifter aldrig hovedpersonernes fejl, tvivl eller vantro. Tænk blot på Davids affære med Batseba eller det forhold, at Moses ikke fik lov til at komme med folket ind i Kana’ans land, fordi han havde ageret i vantro under ørkenvandringen. Mens de apokryfiske legender præsenterer deres hovedpersoner som stærke troshelte, er det ikke tilfældet i GT.
Hvad mener du, vi kan bruge de apokryfe tekster til?

– De giver et godt indtryk af jødedommen på Jesu tid. De tegner et stærkt billede af lovfromheden og den stærke tro på Gud, som afviser al afgudsdyrkelse. Makkabæerbøgerne giver os et dramatisk billede af de vanskelige forhold omkring 150 f.Kr., hvor en syrisk konge havde erobret Jerusalem og omdannet Herrens tempel til et tempel for den græske gud Zeus. Jesu Siraks Bog rummer mange gode vejledninger for livet med Gud, ikke mindst i tider med modgang. I århundreder har kristne brugt Siraks Bog som opbyggelseslitteratur, også i lutherske menigheder. Siraks Bog ligger i forlængelse af Ordsprogenes Bog og viderefører dens ærinde.

Er de apokryfe tekster ord fra Gud på linje med de bibelske tekster? Og kan vi bruge dem som sådanne?

– Nej – apokryferne er ikke Guds ord. Det er et faktum, at mens Jesus og apostlene ofte citerer fra Gammel Testamente som Guds ord, så citerer de aldrig fra Apokryferne. Hebr 11 har en lang gennemgang af troens forbilleder fra GT. Men betegnende nok citerer Hebr 11 aldrig nogen hændelse fra Apokryferne. Det udelukker dog ikke, at et skrift som Siraks Bog rummer megen sand livsvisdom og ægte gudsfrygt.