Jeg føler mig udfordret af at være single

Kære Poul Henning

Jeg føler mig udfordret af at være single. Jeg længes efter at dele liv og tro med en partner, men har endnu ikke formået at møde nogen. Der er noget, jeg kæmper med i den venteposition. For det første frustrerer det mig, at jeg oplever en tavshed fra Gud, selvom jeg igennem en årrække har bedt om at få en partner. For det andet har jeg i min utålmodighed søgt ikke kristne muligheder, som er endt galt. For det tredje er ventetiden svær, da jeg som alle andre mennesker, har en længsel efter den fysiske kontakt, samtalen og nærheden. Hvordan kan jeg komme igennem mine udfordringer uden at gå på kompromis med mig selv og min tro

Kærlig hilsen
Den utålmodige

 

Kære ven

Tak for dit ærlige skriv. Nogle har det jo ok med at være single, men det er ikke din situation. Du må bevæge dig fra håbet om en ægtefælle til et dybere liv i tro, håb og kærlighed.

Du skal lære at bede i tro, visualisere og være proaktiv

Du skriver, at Gud er tavs, det tror jeg ikke, han er. Troen på Gud giver løsninger og ser ikke på problemerne. Gud længes med nidkærhed efter dig og dernæst efter at give dig den arv, du skal modtage. Måske du skal lære at bede i tro og visualisere. En kendt kirkeleder i Sydkorea, Yongi Cho, fik engang samme spørgsmål.

Hans svar var, at hun bad alt for ukonkret. Før det sker ’derude’, må det ske det i vores indre. Hun skulle i tro bede og lytte samt for sit indre blik visualisere den mand, hun gerne ville giftes med. Hun modtog fra Gud billeder, som gik i opfyldelse. I tro begyndte hun at takke Gud for den mand, hun så for sit indre blik, men endnu ikke havde mødt. Det er TRO, og alt i Guds rige sker igennem tro. En dag så hun ham og var i sit indre overbevist: Der er han! De fik hinanden.

Du må have tillid til, at Gud i sin timing vil give dig en kristen ægtefælle

Nogle har det jo ok med at være single, men det er ikke din situation. Du må bevæge dig fra håbet om en ægtefælle til et dybere liv i tro, håb og kærlighed.

Nogle har forsøgt at bede til Gud om, at forskellige detaljer skal lægge sig til rette. Hvis han nu glemmer at lukke døren, og hvis han så kommer hen og sætter sig ved siden af mig og hvis. Vi skal dog passe på ikke at tillægge små hændelser for meget værdi, hjerteforholdet til Gud og din kommende er totalt afgørende. Bundlinjen er, at Gud har lagt gode gerninger til rette for os at vandre.

I Guds rige vandrer vi som retfærdiggjorte i tro. Du har længe bedt, og du har også på en uheldig måde selv forsøgt med ikke kristne. Bibelen anbefaler klart, at de kristne skal søge en kristen ægtefælle. Den trosstilling må være udgangspunktet, uanset hvad du føler, tænker og mener. Gud kan frelse en ikke kristen partner, men den vej er tvivlsom.

Du må kunne de fem kærlighedssprog på rygraden

Bogen om de fem kærlighedssprog er en MUST læsning. Her vil du lære at tænke og se rigtigt. De fleste har et af de fem sprog, som det langt mest fremtrædende kærlighedssprog. For der er stor forskel på at ’give gaver’, ’give tjenester’, ’give tid og samtale’, ’give nærvær og intimitet’ og ’give anerkendelse’. Hvis din kommende ægtefælle f.eks. længes efter anerkendelse, og du tror, at du når vedkommende med gaver, har du meget at lære om kærlighedens sprog.

Du kan også supplere med andre kristne bøger i det emne eller lytte på kristne pars livshistorier.

Du må med fornyede øjne se praktisk på det

Du må søge Gud for, hvordan du bringer dig selv i situationer, hvor du møder en af det andet køn. Er det i kirken, blandt venner, på arbejde, på studiet eller på en kristen skole. Du er kørt fast, så omstændighederne kan meget vel fortælle dig, at du skal gøre noget andet end det, du gør lige nu. Måske du har for travlt med alt muligt andet, for du må også i tid prioritere og investere. Din tilkomne fortjener din fulde opmærksomhed og ikke blot 5% af dig og din tid. At opbygge venskaber og mulige relationer, hvor en af dem fører til et ægteskab, er muligt.

Du må bede dine venner om hjælp

Måske du har venner, der med dig vil bede og på dine vegne holde ’udkig’. De samme venner kan måske også give dig nogle gode råd. Det kan være praktiske råd knyttet til det ydre. Du kan også med dem træne situationer, hvor du kort og godt bliver bedre i stand til at kommunikere og agere med det andet køn. God kommunikation er en gave videre i ægteskabet.

Den troende handler og kommunikerer

Måske du er for passiv. Du tænker, at din tilkomne nok må kunne forstå dine små hints. Jeg anbefaler at tale ud af posen og få afstemt forventningerne. Jeg har til mange unge givet det råd, at man kan aftale en periode på 1-3 måneder, hvor man bare er sammen uden at være kærester og uden at vide, om man bliver kærester. Gud kan bruge den tid til i begges hjerter at give afklaring, en tydeliggørelse, som er guld værd på den lange bane.

Troen er smittende og bærer en arv med sig

Din tro smitter af på din tilkomne. Det mærkes, at du ikke er ligeglad. Din tilkomne er ikke luft for dig, men med tro og det rigtige kærlighedssprog sætter du noget ind på ’kontoen’. Troen smitter af på jer begge to. Den troende ser og tænker anderledes, ’for Gud er rig nok for enhver, som påkalder ham’ og ’Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker.

I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld.’(Kol.3:23-24) Gud vil give dig og din udkårne den arv, at I må få hinanden som soulmates.

Du skriver, at Gud er tavs, det tror jeg ikke, han er. Troen på Gud giver løsninger og ser ikke på problemerne. Gud længes med nidkærhed efter dig og dernæst efter at give dig den arv, du skal modtage.

Troen er tålmodig

Mange oplever udfordringer i dette felt. En del er også såret fra tidligere forhold og har brug for tid og lægedom. Det har ikke noget med dig at gøre, men kan i kommunikation afstedkomme mange misforståelser. Her er der særligt brug for tålmodighed samt tro, håb og kærlighed. En ægtefælle er en gave fra Herren, en gave er en gave, og her er timing en vigtig faktor.

Min tilkomne var ikke såret fra tidligere forhold, men sagde til mig først nej. Jeg var slået ud og fandt trøst i Jobs bog og bøn til Gud. Efter to måneder sagde hun til min overraskelse ja, da jeg spurgte igen. Hun var ikke forelsket, hun havde derimod en kærlighed til Gud og mig dybt i sit hjerte og vidste først nu, at Gud havde sat os sammen. Senere blev hun også forelsket, for dyb kærlighed og forelskelse er ikke det samme.

Tilbage til visualisering

Du læste indledningsvist om eksemplet fra Sydkorea og tænkte formentlig, at det ikke gælder for dig, og det med visualisering lød måske mærkeligt. Uden du formentlig har tænkt over det, har jeg lige anvist, hvad jeg mener med, at Gud giver en aktiv og visualiserende tro.

– Troen får dit bibelske fundament på plads.
– Troen får dig til at læse og arbejde med emnet.
– Troen får dig til med nye øjne at se praktisk på det.
– Troen får dig til at involvere dine venner.
– Troen får dig til at handle konkret og her f.eks. aftale en 3 måneders afklaringstid.
– Troen er smittende.
– Troen er tålmodig og kender til timing.

Jeg vil bede om, at du må opleve Guds ledelse også i dette totalt vigtige felt.

Kærlig hilsen
Poul Henning