Kan fødevare-fremstilling bringe mere hellighed ind i hverdagen?
De sidste par uger har jeg opholdt mig på en gård på en ø i den storslåede norske natur tæt på Trondheim. Normalt bevæger jeg mig en del i naturen, så det at være uden for byens larm er ikke noget fremmed for mig. Men hvad, der til gengæld var nyt for mig, var at opleve at komme helt tæt på massevis af får, ænder, gæs, vildsvin og fasaner, som var en del af gårdens liv.
Normalt forbinder vi ikke disse typer af dyr med et personligt forhold, lige som vi kan have til hunde og katte. Dog gik der ikke længe førend jeg fandt mig selv siddende med en and i favnen, som endda faldt i søvn på mit bryst. Det er tankevækkende, hvordan dyr reagerer på vores indre sindstilsand. Er vi rolige, falder dyret også til ro.
Har vi indre uro eller frygt, vil dyret vriste sig fri af os. Det er en meget tæt forbindelse mellem menneskers indre verden, og hvordan naturen reagerer. Den tyske nonne og mystiker Hildegaard af Bingen skriver ligefrem, at naturen kommer i oprør på grund af menneskers synd. En interessant tanke i en tid med fokus på klimaforandringer.
Under mit ophold skulle to lam slagtes. Noget modstræbende tog jeg imod invitationen til at overvære slagtningen. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg havde lyst til at se blodet flyde og indvolde blive skåret fri. Men som en, der holder af at spise kød, tænkte jeg, at det var på sin plads med egne øjne at se, hvordan en slagtning egentligt foregår. Som for de fleste af os er kød og steg noget, som jeg kun forbinder med køledisken i supermarkedet, ikke et levende dyr.
Da lammene blev ført ud af stalden og trukket hen til stedet, hvor slagtningen skulle foregå, var det svært ikke at tænke på Kristus som lammet, der ofres. Derfor gjorde det også et stærkt indtryk på mig at se den måde lammet stod stille på inden det faldt sammen. Får er fascinerende dyr, fordi de er så godmodige, holder sammen i flokken og løber den vej, hyrden går. Får er selve symbolet på trofasthed og det at give sig selv for en anden.
Under slagtningen gik det op for mig, at hver gang jeg stikker gaflen i et stykke kød, så er der et dyr, der har givet sit liv for mig og for at jeg kan blive mæt. Derfor er slagtning af dyr til fødevarer – og ikke bare religiøs rituel slagtning – i mine øjne en hellig handling. Slagtningen fyldte mig med en enorm respekt for dyret og med medfølelse og taknemmelighed. Smider vi mad ud, er det mangel på respekt for dyret, der har givet sit liv for os.
Alle burde overvære en slagtning for kende til den proces, som giver føde. Unge skal se, hvad det er, som er i deres hamburgers. Og spørgsmålet er, om ikke det at komme mere respekt, ære og taknemmelighed ind i kæden af fødevarefremstillingen faktisk ville gøre verden en smule mere hellig? Og at dyrenes eksempel ved at give deres liv for andre kan bringe os tættere på Gud?
I hvert fald kan man starte med at takke Gud for maden på bordet.
