Ærlighed varer længst – også i kirken

”Vi tør godt få de svære spørgsmål. Du behøver ikke at være enig med os, men det er bedre at komme til os med det, du synes er galt, end at vi hører det et andet sted. Det er rarere at høre kritik direkte, end at høre den ad omveje.”

Else Marie Hansen fortæller, at hun oplever, at der er en pænhed og en autoritetstro i menigheden, som gør, at vi sjældent kommer til præsten med det, vi er utilfredse med. ”Andre gange er det en frygt for at såre, der gør, at vi ikke kommer til præsten eller præsterne med en eventuel kritik. Frygten for at såre præsten eller præstefamilien kan afholde os fra at sige det, vi rent faktisk mener,” siger Else-Marie Hansen.

”Det kan ofte være lettere at tale med andre i menigheden om det, vi synes er forkert i menigheden, end at gå direkte til præsten med det, vi er kede af eller frustrerende over. Vi ved jo godt, at præsten gør sit bedste, ligesom vi også selv gør vort bedste. Sladder er nok en generel udfordring i menigheden,” siger Else-Marie Hansen.

“Det er bedre, at vi taler ansigt til ansigt med hinanden, så vi kan få bedt om tilgivelse, hvor der er brug for det. Det duer ikke, at vi samler vore skuffelser eller uopgjorte konflikter i et ringbind og lader dem ligge der. Bibelen fortæller os jo, at vi skal få gjort op med hinanden,” siger hun.

Hun erfarede som ung, hvordan hykleri – i form af manglende ærlighed og ægthed – var tæt på at skabe en kæmpe splittelse i en menighed. En livserfaring, der betød, at hun besluttede, at ærlighed, ægthed og autencitet var værdier, som hun ville portrættere med hele sit liv.

“Som ung var jeg helt tæt på hykleri, og jeg hader hykleri. Det betød, at jeg mistede tilliden til ledere og til lederskab, hvilket var ved at berøve mig troen,” siger Else-Marie Hansen. Hendes ansigtsudtryk og stemmeføring er sorgfuld, mens hun fortæller om det, men oplevelserne fra dengang har været med til at gøre, at hun altid har lagt særlig vægt på ærlighed.

“Ærlighed har været vigtigt for mig lige siden dengang. Det at leve transparent og gennemsigtigt, at turde fortælle i prædikener om ting fra mit eget liv. At turde fortælle om mine nederlag og fiaskoer. Når jeg er kommet igennem svære ting i mit liv, fortæller jeg om det sådan, at det kan styrke troen og håbet hos andre, idet de ser, hvad jeg også har kæmpet med. Den måde jeg er på, når du ser og møder mig i kirken, sådan er jeg også, når du møder mig privat. Ægthed er så vigtig for mig både som præstekone og som præst,” fortæller Else-Marie Hansen.

Fælles kald som præstepar

I 2002 flyttede familien til Aalborg, hvor Johannes Hansen skulle være præst i Apostolsk Kirke. De første fem år var Else-Marie præstekone. Hun brugte al sin tid i menigheden og udfyldte så at sige på frivillig basis en præstefunktion. I 2007 responderede menigheden på dette, sådan at hun helt formelt blev indsat som præst.

Else-Marie er vokset op i en præstefamilie, så hun har et indgående og mangeårigt kendskab til de dynamikker, der er omkring præstefamilien. Når ægtemanden bliver kaldet som præst for en menighed, er det ifølge Else-Marie et fælles kald til ægteparret.

“Det er så vigtigt, at jeg også tager imod den kaldelse, som min mand får, ellers kan præstekaldet komme til at splitte os ad,” siger hun. “Hvis ikke jeg også tager imod kaldet over min mands liv, så kan jeg blive jaloux på hans arbejde. Eller: Jeg kan blive jaloux på de mennesker, som han bruger tid med i sit arbejde og føle, at de har ham mere, end jeg har. Hvis jeg har det svært med, at min mand er præst, kan børnene også mærke det. Det smitter af på dem,” fortæller Else-Marie.

Vi bliver nødt til at koble fra og holde fri
og koncentrere os om familien og om vores børn.
Derfor foreslog jeg i vores familie konceptet familiens ugentlige fridag

Familien er vigtig

At være præst er et job på helt andre præmisser end et ordinært job, derfor er det vigtigt, at præsteparret er enige om, at ”vi gør det sammen som ægtepar og sammen som familie”. Else-Marie Hansen beskriver kaldet og jobbet som præst på følgende måde:

“Det er på en gang så meningsfuldt og grænseløst. Et kald fra Gud, hvor vi tjener ham og har ansvaret for mennesker med forskellige behov. Vi bliver nødt til at koble fra og holde fri og koncentrere os om familien og om vores børn. Derfor foreslog jeg i vores familie konceptet familiens ugentlige fridag,” fortæller Else-Marie med et smil.

“Vi har også jævnligt taget på ferier, hvor vi slappede af og nød at være sammen som familie. Selvom vi har forsøgt på bedste måde at balancere mellem det på en gang så meningsfyldte og det samtidigt grænseløse, har vi måttet bede om tilgivelse hos vores voksne børn. De er som voksne kommet til os med spørgsmål om vore prioriteringer, da de var børn,” fortæller Else-Marie Hansen med barmhjertighed og omsorg i stemmen og i ansigtsudtrykket.

Forkastelse

Else-Marie Hansen fortæller i øvrigt, at hun ser megen forkastelse i det danske samfund. Forkastelse er en måde at se verden og andre mennesker på, hvor man tolker andres adfærd i negativt lys med tanker som: De har noget imod mig, de er sure på mig eller de kan ikke lide mig. Det giver en følelse af at være kasseret eller ubrugelig som menneske sammen med en tendens til at føle sig afvist af andre.

Else-Marie Hansen har tidligere selv kæmpet med netop forkastelse. En gang gik hun eksempelvis hen til en person sagde: ”Jeg tror, du er sur på mig,” hvilket den anden part reagerede helt uforstående på. Personen var ikke sur på Else-Marie, det var hos hende selv, problemet lå. Hun så verden og mennesker i forkastelsens fordrejende, negative lys.

Allerede som ung i 1960’erne og 70’erne oplevede Else-Marie Hansen, at der var et pres i samfundet i forhold til at skulle være perfekt. Denne perfekthedskultur, hvor vi skal kunne det hele, afføder mange gange en frygt i den enkelte. En frygt, som handler om, at når de andre ser, hvem jeg virkelig er, og at jeg ikke er perfekt, så vil de mig nok ikke.

Forsøger vi at leve op til perfekthedsbilledet, får forkastelse og frygt for forkastelse let grobund i os. De sociale medier, hvor vi hele tiden kan følge med i “det perfekte liv”, som mange af os fremstiller på de sociale platforme, skubber også til tankerne om ikke at være gode nok, som vi er, mener Else-Marie Hansen.

”Når vi ofte gør brug af de sociale medier, hvor vi bevidst eller ubevidst sammenligner os med hinanden, kan det gøre, at vi får tanker om, at vi har et fattigt liv. Vi bombarderes nemlig konstant med billeder og opdateringer fra andres liv.” Vi kan have mange venner på Facebook og stadig føle os dybt ensomme.

“Jeg faster indimellem selv fra brugen af sociale medier for at genfinde roen i, hvem jeg er,” fortæller Else-Marie Hansen. Hun tænker derudover, at mange brudte familier og relationer er en af hovedårsagerne til, at så mange i Danmark kæmper med forkastelse. Selvom hun også anerkender, at eksempelvis misbrugsproblematikker kan argumentere for skilsmisse, så har hun endnu til gode at se “den lykkelige skilsmisse”.

”Vokser man op med en rod af forkastelse i sig, er det ofte sådan, at forkastelse avler mere forkastelse. Har man en rod af forkastelse i sig, skal den brydes, og Gud skal have plads til at læge hjertet. Man kan blive fri af forkastelse ved at lade Gud røre ved det, i stedet for at føre forkastelsen videre i relationerne med andre mennesker,” mener Else-Marie.

Else-Marie Hansen nævner den seneste statistik i Danmark, som viser, at den største procentdel af danske husstande består af mennesker, der bor alene. Det er cirka 40% af danskerne, som bor alene i en husstand. ”Det er ikke det, vi er skabt til,” konstaterer Else-Marie med tristhed i stemmen.