Ny romanserie om bibelske personer
Francine Rivers er i gang med fem nye små romaner. Francis Rivers er en god romanforfatter. Sidste år anmeldte jeg hendes meget flotte bibelske roman Den kærlighed som sætter fri, der har Hoseas bog som forlæg, en strålende roman, som jeg håber, du har læst. Ellers kan du nå det endnu.Lohses Forlag har tidligere udgivet fem små romaner om bibelske kvindeskikkelser: Batseba, Maria, Rahab, Tamar og Ruth. Nu er forlaget og Francine Rivers aktuel med en ny bibelsk roman, denne gang om Aron, som er den første af fem romaner om bibelske tros-helte, der virkede i skyggen af andre. Der er tale om fem mænd, der alle valgte at følge Guds kald. Udover romanen om Aron følger romaner om Kaleb, Amos, Jonatan og Silas, historiske skikkelser, som virkelig har levet, og som vi kender fra Bibelen.
Romanen om Aron følger hovedlinierne fra Bibelens beretninger om Aron, hans bror Moses, søsteren Mirjam og det jødiske folks udgang af Egypten og vandringen til Kanaan. Vi følger Aron som slave i Gosens Land i Egypten, som Moses talerør før og under den lange vandring og som ypperstepræst. Francine Rivers har på grundlag af Bibelens beretninger skabt en roman, hvor der også optræder en række fiktive personer, men hun har klart søgt at være tro mod det bibelske budskab, og det er lykkedes rigtig godt.
Jeg har læst alle Francine Rivers bøger på dansk med stor glæde, men i romanerne med de bibelske personer – hvor gode de end er – når hun slet, slet ikke op på de højder, hun når i Den kærlighed som sætter fri. Men de er absolut læseværdige, og jeg kan da også kun anbefale, at man går i gang med den nye serie af bibelske romaner og starter med Aron.
Bagest i bogen finder man et bibelsk emnestudium om Aron, som kan føre læseren gennem Bibelen for at søge efter sanheden om Aron og måske også finde anvendelse for den i sit eget liv.
Francin Rivers:
Aron
231 sider
199,95 kr.
Lohse