Gud i hjertet. Medmennesket i hånden. Smart phonen i lommen

Engang stod radioen et bestemt sted i hjemmet, og TV-et var ikke opfundet, og telefonen var naglet til væggen. Og når man gik til købmanden, kostede tingene det samme fra uge til uge. Og dem, der gik og snakkede højlydt på vejen, havde ikke høretelefoner, men drukket for meget.

Verden er ikke mere, som den var. Vi har verden i lommen gennem vores smartphone, som for mange ser ud til at være deres bedste ven. Vi kan hurtigt modtage eller sende oplysninger om alt muligt. Og man kan købe varer hjem fra langt borte. Det eneste problem er pappet – papcontaineren bliver hurtigt fuld. På en app kan man se tilbuddene i alle supermarkeder og derefter jagte rundt, og siden kan man underholde om alle de penge, man har sparet.

Man kan altid beskæftige sig med sociale medier, nyheder, spil, musik og endda oplæste artikler – og det er jo fornuftigt at lytte til den sidste kategori. Så ”spilder” man ikke tiden, mens man kører bil eller laver fysisk arbejde. Jeg fik nogle små smarte høretelefoner i julegave, som jeg havde ønsket mig. Nu kan jeg også ”være på” altid – hvis jeg kan finde ud af teknikken.

Smartphonen med apps, e-boks osv. er også smart for myndigheder og dem, der udbyder tjenester og abonnementer. De kan indskrive tusind detaljer og undtagelser, som holder deres ryg fri. For ikke at spilde tiden, trykker de fleste hurtigt på ”enig”.

Det er smart alt sammen, men vi bliver holdt travlt beskæftiget i en sådan grad, at nogle bliver syge af det. Og spørgsmålet er, om ikke vi alle er ved at blive så fulde i vores hoveder, at vi i mere eller mindre grad mister tid og evne til det vigtigste. Jeg tænker på det, som er meningen med livet. Det med os selv og Gud og vores medmennesker.

Os selv: Vi kan have svært ved at se gaven, som livet er pga. travlheden med at bruge alle dets muligheder. Gud har nedlagt noget af sin ånd i vores hjerter. Guds ånd i os bliver ved at spørge efter mening, indtil vi finder den – hos Gud. Der er brug for pauser for at høre Åndens signaler. Gud: I min ungdom blev der hængt røde hjerter op i træer langs vejene for at få folk til at køre langsommere.

Det var for optimering af trafiksikkerheden på initiativ af visesangeren Christian Krogh. På hjerterne stod der: ”Giv dig tid”. Inspireret af denne kampagne var der nogle kristne, som satte hjerter op med ordene: ”TID TIL GUD”.

– Trafiksikkerheden er heldigvis blevet meget bedre siden, men ”tid til Gud” er vist ikke blevet optimeret. Måske der er brug for de alternative røde hjerter igen.

– Hvis vi vil have tid til Gud, tror jeg, det må lægges ind i vores dagsrutine, ugeplan, årshjul.

Vores medmennesker: Vi brugte mere tid ansigt til ansigt med vores medmennesker før hen. Og den situation, tror jeg, vi gør klogt i at komme tilbage til. For vores egen skyld, for vores medmenneskers skyld og for Guds skyld. Jeg tror, vores himmelske far glæder sig over at se sine børn bruge tid på hinanden – sådan som jeg også elsker at se det hos mine børn.

Konklusion: Smartphonen er god til mange ting – bl.a. til at komme i kontakt med andre, men det ser også ud til, at den er blevet en tidsrøver fra samværet med hinanden og med Gud.

– Et forsinket nytårsforsæt kunne være: Gud i hjertet, medmennesket ”i hånden” og smartphonen i lommen som et redskab – ikke som en altdominerende ”ven”.