Ruben skrev sang til afviste irakere

Ruben Engelhardt vil gerne omsætte sin personlige tro på Gud til kærlighed i praksis for mennesker i nød. Derfor tog han initiativ til en støttekoncert for afviste irakiske asylansøgere, som for nylig blev holdt på Rådhuspladsen i København.Lørdag den 21. april optrådte en række kendte kunstnere på Rådhuspladsen for næsten 3000 mennesker.

Ruben Engelhardt ved støttekoncerten for afviste irakiske asylansøgere.

Det gjorde de for at bakke op bag kravet om opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere, der for manges vedkommende har siddet fem-seks år i danske asylcentre.
Initiativet om at holde en støttekoncert begyndte for et halvt år siden som nogle løse tanker i hovedet på en lærer i Herlev.

Kærlighed
omsat i praksis

Læreren hedder Ruben Engelhardt, oprindelig kendt fra den kristne gruppe Beraka og en lang række lovsange og ikke mindst fra ”March for Jesus”.
Han har tidligere været med til at arrangere en støttekoncert på sin skole, hvor der blev samlet ind til ofrene for jordskælvet i Pakistan i efteråret 2005.
Da han i efteråret 2006 læste i en artikel i Udfordringen, at der opholder sig 500-600 irakiske asylansøgere, som har fået afslag på asyl i Danmark, men ikke kan sendes hjem, tænkte han, om der kunne gøres noget lignende for at hjælpe dem:
– Det er blevet afgørende for mig de senere år, at min tro og mit personlige forhold til Gud må blive omsat til kærlighed i praksis for mennesker i nød.
De irakiske myndigheder afviser at tage imod irakere, der sendes tvangsmæssigt tilbage – og irakerne, der tæller både børnefamilier, enker og ældre, tør ikke vende tilbage til et Irak, hvor vold, drab og risiko for vilkårlige tilbageholdelser og tortur er en uhyggelig del af dagligdagen.
Alligevel insisterer Danmark på, at de skal sendes tilbage – og at de skal blive boende i asylcentrene, indtil de kan udsendes.
Men Ruben Engelhardt nøjedes ikke med at tænke. Han gik i aktion, kontaktede sognepræst Thyge Enevoldsen, der var initiativtager til Helligtrekonger for irakiske flygtninge i Hillerød Kirke den 6. januar. Samme dag holdt studerende fra Københavns Universitet og Roskilde Universitetscenter støtteaktion ved Domkirken i København, og Ruben kom også i kontakt med initiativtagerne bag den aktion.
Det udviklede sig til en initiativgruppe på ni personer, som stod bag den storstilede aktion på Rådhuspladsen.

Skrev sang

Ruben Engelhardt er en flittig sangskriver og har i forbindelse med arrangementet fundet den gamle Joan Baez-sang ’Last night I had the strangest dream” frem, som han har skrevet en ny dansk tekst til – og for ikke at havne i problemer med copyright til musikken skrev han efterfølgende også sin egen melodi til sangen, der blev sunget på Rådhuspladsen sammen med publikum.
Sangen, som han på dagen tilegnede de irakiske asylansøgere og alle, der kæmper for et mere medmenneskeligt Danmark, kalder han ”Drøm om Danmark” (se tekstboks).

Vil fortsat kæmpe

Udfordringen spurgte Ruben Engelhardt efter demonstrationen på Rådhuspladsen: Hvad sker der så nu?
– Jeg vil personligt fortsat kæmpe imod den umenneskelige asylpolitik og fremmedfjendske tone i vores land, men lige nu er der brug for at samle kræfter oven på det store arbejde med demonstrationen. Den 23. maj samles initiativgruppen for at tage stilling til sit videre arbejde, slutter Ruben Engelhardt.