Åndelig vækkelse i Ukraine: Ingen siger nej til en bibel

Siden krigen brød ud i Ukraine i 2022, har Det Ukrainske Bibelselskab delt næsten en million bibler ud. Bibelens budskaber ændrer så mange menneskers liv i det krigshærgende land, at vicegeneralsekretæren for Det Ukrainske Bibelselskab, som Udfordringen har mødt under et besøg i Danmark, ikke tøver med at kalde det for en åndelig vækkelse.

“Jeg er meget overrasket over, hvor mange ukrainere, der aldrig før har holdt Bibelen i hånden. Det gælder både unge og gamle,” fortæller 44-årige Anatolij Raychynets, der er vicegeneralsekretær i Det Ukrainske Bibelselskab og protestantisk præst. Krigen har vendt fuldstændigt op og ned på ukrainernes forhold til Gud. Nu står de i kø for at få en bibel og for at få forbønner med på vejen i det krigshærgede land:

“Jeg har delt tusindvis af bibler ud. Jeg spørger altid først: Hvad er dit navn, og vi falder i snak. Så spørger jeg, om vedkommende vil have en bibel. Hvis de svarer ja, får de en bibel. Siden krigen startede, har jeg mødt tusindvis af mennesker. Ikke en eneste har sagt nej til at få en bibel.” Trods krigens mange rædsler, tragedier og tab er han ikke i tvivl om, der sker en åndelig vækkelse i Ukraine lige nu:

“Du kan gå fra kirke til kirke, hvad enten det er ortodokse, katolske eller protestantiske kirker, og alle præster vil sige det samme som mig. De vil berette om, hvor mange nye mennesker, der kommer til kirkerne. Mange præster og folk fra forskellige organisationer kommer til os non-stop for at hente bibler, fordi efterspørgslen er så stor.”

Bibelen giver håb

Udover at dele bibler ud, yder Det Ukrainske Bibelselskab, som har eksisteret siden 1991, sammen med en række frivillige også praktisk hjælp og psykosocial støtte til mennesker, som enten har brug for evakuering, efter de har mistet deres hjem, eller anden form for nødhjælp i de hårdest ramte krigsområder i Ukraine. Som en af de eneste organisationer har Bibelselskabet også tilladelse til at tage til fronten.

Her uddeler de basale fornødenheder til soldaterne på vegne af de organisationer, som ikke kan komme til fronten. De holder så andagt med soldaterne og beder for dem, hvis de ønsker det. Når Anatolij Raychynets kommer rundt til krigens ofre, oplever han ofte på nært hold, hvor stor en indvirkning bibel og bøn har på menneskers liv:

“Jeg mødte en 57-årig mand ved fronten, som jeg gav en bibel. Før krigen arbejdede han på en fabrik, men nu var han blevet mobiliseret. Nogle uger efter mødte jeg ham igen. Han sagde til mig: ”Her er Bibelen, du gav mig for tre uger siden. Min lejlighedsbygning, hvor jeg bor, ligger lige ved siden af kirkebygningen. I mange år er jeg gået forbi kirken, men aldrig gået ind, og jeg har heller aldrig haft en bibel. Men du gav mig denne bibel, og Gud selv kom til mig her i skyttegraven, i alt dette snavs, for at tale til mig gennem Bibelen. Nu jeg blevet kristen, Anatolij. Så tak for Bibelen.”

En lignende historie hørte jeg fra nogle ældre mennesker i Kramatorsk ved østfronten. De takkede mig for Bibelen og sagde: “Gud begyndte at tale til mig gennem Bibelen.” Jeg spurgte en ældre dame fra Avdiivka, der har været under voldsom beskydning og næsten ødelagt. Hun var lærer og var nok over 80 år. Hun sagde til mig: “Sidste gang, du var her med biblerne og nødhjælp, fik jeg en bibel, og jeg begyndte at læse i Salmernes Bog, hvor der er mange bønner.”

Hun sagde: ”Når jeg læser Salmernes Bog, som for eksempel salme 31 eller 91, er det næsten, som om det er skrevet om Ukraine i dag. Selvom det er skrevet for mange år siden, handler det om vores situation, hvad vi oplever, hvad vi går igennem.”

Det samme har jeg hørt fra mange andre mennesker. Når de læser salmerne, især bønnerne, føles det, som om det er os, de handler om. Det giver samtidigt håb om, at Gud vil gribe ind. Fordi de læser om, hvordan mennesker før har bedt, får det folk til at være modige. “Gud er med jer,” som der står i salme 31. Det giver håb og bringer lys i mørket, fordi krigen er et forfærdeligt mørke,” siger Anatolij Raychynets.

Fokus på det gode

Det sker også, at folk stiller svære spørgsmål som, “hvorfor tillader Gud dette?” Det er er et spørgsmål, som Anatolij Raychynets har lige så svært ved at besvare som alle andre. Men i stedet for at gruble over det onde, vælger han at fokusere på det gode:

“Jeg koncentrerer min opmærksomhed om alle de gode ting. Jeg ser gode mennesker og en masse stråler af lys skinne i mørket, når Gud handler på en meget mirakuløs måde, kun som han kan gøre. Folk er villige til at dele deres brød med andre. Således handler Gud gennem andre mennesker, som udviser venlighed og villighed til at ofre meget mere end det, man kunne forvente af dem. Jeg husker en episode fra Butja, hvor vi var med til at evakuere folk efter et bombeangreb. En ældre dame boede på 3. sal i en bygning, der havde været under meget hård beskydning. Store dele af bygningen og alle vinduer var sprængt i stykker, og taget var beskadiget. Vi kunne høre, at nogen råbte “hjælp mig”. Meget forsigtigt bevægede vi os op til 3. sal og gik ind i lejligheden. Døren var brudt op. Der var ingen vinduer, så det var meget koldt indenfor. Her lå den ældre dame alene, fordi hun ikke kunne gå selv. Jeg spurgte, hvordan hun havde overlevet. Hun fortalte mig, at en dame, hun aldrig havde mødt før, kom med en lille skål varm suppe en gang om dagen eller hver anden dag, for at hun ikke skulle dø. Men hun kunne ikke hjælpe hende med at komme væk. Jeg spurgte: “Er du ikke bange her uden vinduer og så tre uger alene?” Hun sagde, “Nej, jeg var ikke bange. Jeg bad, og Gud fortalte mig, at en engel ville komme og redde mig. Og her er du.” Jeg svarede: “Jeg ville ønske, jeg var en engel, men det er jeg ikke. Det er damen, der har været her, der risikerede sit liv hver gang for at komme her med mad til dig i tre uger. Hun er virkelig en engel.” Og mens vi talte og prøvede at hjælpe hende med at komme ud af lejligheden og få hende ind i bilen, kom denne dame med maden. Hun blev så glad for, at vi kunne hjælpe den gamle dame med at blive evakueret. Og jeg spurgte: “Kender du hende fra før?” “Nej”, svarede hun, ”jeg hørte bare, at hun råbte: ‘Hjælp, kan nogen hjælpe mig?’” Der var også en anden episode, hvor jeg skulle fragte bokse med mad fra en kirke, hvor de laver mad til læger og sygeplejersker på et hospital. En dejligt duft fra den tilberedte mad spredte sig i bilen. Både de frivillige, som var med, og jeg selv blev straks sultne, fordi vi ikke havde fået meget at spise den dag. Da vi kom frem til hospitalet, bemærkede sygeplejersken, at der ikke var beregnet en boks til os, der kørte bilen og sagde: ”Tag min boks og spis.” Det afslog vi selvfølgelig. Men denne form for venlighed i en krigstid gør det muligt at tro på det gode i mennesker. Så mange gode mennesker ofrer sig selv, løber en risiko for at hjælpe og forsvare vores land. Det motiverer os til at fortsætte vores arbejde.”

Bed for os

Danmark yder militær støtte til Ukraine, men Anatolij Raychynets ønsker sig også en anden form for støtte, nemlig forbøn.

“Jeg vil gerne bede læserne om at have os i tankerne og bede for os, fordi det er meget vigtigt. Jeg har så mange historier, hvor folk har sagt til mig: “Kom og se, hvad Gud gjorde for at beskytte os, fordi nogen bad.” Vi ser virkelig resultatet af bøn her.”