Ro – en vej til lykke

Den verdenskendte benediktinermunk Anselm Grüns bøger er oversat til mere end 30 sprog og solgt i over 14 millioner eksemplarer verden over. En samling af det bedste fra dette store forfatterskab kan læses i bogen Hver dag en vej til lykken.Bogen indeholder 24 kapitler med ganske korte meditative tekster, og der er meget at stoppe op ved og tænke over. Det er en bog, der lægger op til langsom læsning – til at læses i stilhed. For også i den er der en vej til lykken: „Vi har brug for stilheden for at komme i berøring med lykken, som hviler på bunden af vores hjerte. Den er som en sø. Kun når den er helt rolig, spejler verdens skønhed sig i den.“
Hermed være denne ”highlight”-samling anbefalet til selvransagelse og til stadig erindring om ”at stå af” …
NJV

Anselm Grün: Hver dag en vej til lykken
160 sider • 168 kr. • Unitas