Den indre krig og troens betydning
”Mennesker, der arbejder i spændingsfelter mellem liv og død, er særligt udsatte for at komme til at lide af moralsk skade. Måske er ansatte i brancher, hvor kaldstanken eksisterer, altså kirker, kirkelige organisationer og NGO’er, også udsatte” s.47.
Det er velkendt, at PTSD er en erhvervsrisiko for soldaten, der møder krigens gru og rædsler. Men hvad nu, hvis der er noget mere alment og grundlæggende på spil? Hvad nu, hvis samvittigheden udsættes for en overbelastning, når der er et gab imellem det, man ved er rigtigt, og det, der udspiller sig for ens øjne. Hvis man er ude af stand til at handle i overensstemmelse med den etik og moral, som er drivkraften, for at man i det hele taget befinder sig der, hvor man nu er?
Synne Garff, som er tidligere international chef i Bibelselskabet, er dykket ned i begrebet ”Moralsk skade”, et forholdsvist nyt begreb i Danmark, men med en længere forskningstradition i bl.a. USA. I bogen ”Den indre krig – om moralsk skade i arbejdslivet” genfortæller hun en mængde oplevelser fra mennesker, som har lidt moralsk skade, fordi de netop har været ude af stand til at handle i overensstemmelse med det moralske kompas, som de ellers lever efter.
Det er stærke historier, som gør indtryk, fordi de vidner om, at mennesker rystes i deres grundvold, når deres samvittighed sættes ud af spil. Søren Kierkegaard, Niels Christian Hvidt og Preben Kok er nogle af de danske inspirationskilder, når det kommer til Garff’s svar på, hvad man kan gøre for de moralsk skadede. Og den anden del af bogen handler direkte om troens perspektiv, som Kierkegaard så smukt indrammer betydningen af:
”Har du ikke troen – så tro dog i det mindste, at du nok får den, så har du jo dog også tro,” Søren Kierkegaard s. 157. Det er troens perspektiv på ondskab, lidelse, skyld og skam, men også den bibelske sjælesorg, villigheden til at lytte og håbet om, at Gud vil være med selv i ”dødsskyggens dal” – der tegner vejen til genoprettelse og sjælelig lægedom. Men Garff er samtidig super konkret og giver forslag til refleksions- og skriveøvelser, sådan at de store principper går hånd i hånd med en enkel anvisning til at bearbejde den moralske skade.
Formålet er ”at finde vej til tro, håb og livsmod”, som overskriften på bagsiden af bogen siger. Og det synes jeg faktisk, Synne Garff lever op til med sin bog. En ikke så ringe en præstation taget i betragtning af det alvorlige bagtæppe, som moralsk skade må siges at være. Jeg sidder dermed tilbage med samme fornemmelse, som når jeg har læst i AA-inspirerede materialer; det er stærkt, når troen sættes ind i kampen for at føre et menneske ud af det mørke, som har sænket sig over vedkommende.
Troen er nemlig langt mere virksom end den teologiske abstraktion, som nogle kan finde på at reducere den til. Den kan bringe lyset ind i mørket og give retning ud af ørkenen for den, som er faret vild.
Synne Garff: Den indre krig
260 sider. 255 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag.