BDM inviterer til Missionsfest 5. maj
Danmarks befrielsesdag får endnu en dimension, når BDM inviterer til Missionsfest i Christiansfeld.
På Danmarks befrielsesdag 5. maj inviterer Brødremenighedens Danske Mission alle interesserede til at fejre endnu en befrielse, nemlig den frelse, der blev mennesker til del på korset for 2000 år siden, og som nu forkyndes og praktiseres vidt og bredt i verden. BDM’s Missionsfest finder sted i Christiansfeld søndag den 5. maj fra kl. 10 til 17:00 – og med en helt særlig gæst.
Dena Fortuzi er præst i Brødrekirken i Albanien. Hun fortæller om søndagsskolen, som BDM etablerede i Tirana for 30 år siden, og som nu er vokset til seks kirker og et omfattende hjælpearbejde blandt fattige familier. Dagen indledes med en gudstjeneste i Brødremenighedens kirkesal, hvor biskop Marianne Christiansen prædiker. Derefter kommer rapporter fra arbejdet og generalforsamling med beretning og regnskab for 2023.
Deltagelse er gratis. Tilmelding til frokost skal ske senest den 28/4.