Jeg tror, at Jesus døde for at frelse os fra synd

Selv om den nye minister ikke har gået meget i kirke, har han en kristen tro med hjemme fra. Han vil gerne være kirkens ‘Rulle-Marie’ som forsigtigt håndterer de sprængfarlige sager – med respekt for troenI en kommentar i Kristeligt Dagblad skrev universitetslektor Hans Hauge ironisk: “Er man radikal, historie- og dansklærer, fra Vestjylland, søn af en degn, må man være »god til værdier«, som Nyrup sagde om Johannes Lebech ved præsentationen af de nye ministre. Og er man god til værdier, bliver man nok en god kirkeminister, for kirken har vist noget med værdier at gøre.“Den 52-årige lektor på Holstebro Gymnasium klør sig i nakken over Hauges salut.
Den skyder på den nye kirkeministers ansvar for at fremme tolerancen blandt danskerne, der ifølge en nylig undersøgelse „er Europas mest intolerante over for andre religioner.“
– Jeg blev lanceret bredt i regeringen, men kirken bliver mit område, og som humanist interesserer den mig. Så det embede lover jeg at passe
efter bedste evne, bemærker Lebech venligt.
Ganske vist har de radikale i 90’erne leveret to andre kirkeministre – Ole Vig Jensen og den netop afgåede Margrethe Vestager – men partiet fik først for fire måneder siden en officiel kirkepolitik. Den skal skræve over vidt forskellige interesser hos fx. partiets muslimske og kristne medlemmer, og den lover især at værne om trosfriheden og beskytte mindretal i Danmark.
Som person er den nye minister mere til det runde end til det skarpe. F.eks. da han i en fart skulle ud og købe en gave til den afgående minister:
– Først tænke jeg på at give Margrethe en Kierkegaard-bog, men han er jo en af kirkens skarpeste kritikere. I stedet gav jeg hende så Jeppe Aakjærs „Gamle Johannes’ Bibelhistorie“. Vore ministerier ligger i samme hus, så med bogen fulgte et tilbud om højtlæsning…på fjandbomål!
Lebech er selv fra Fjends – Aakjærs hjemegn – og ud over dialekten har han den kristne opdragelse med hjemmefra:
– Min kristendom er troen på, at Jesus har levet, og at han døde for at frelse os fra synden…bredt forstået.
Svaret falder uden tøven – uanset at spydige gemytter i hans nuværende sogn har ymtet noget om, at han måske skulle spørge om vej, når han skulle finde kirken juleaften – en antydning, som kirketjeneren senere ryster venligt på hovedet over – han er sikker på, at de har set den nye minister i kirken.

Lebech selv har ikke lagt skjul på, at han ikke overrender den kirke, han nu skal være politisk chef for. Men han tøver heller ikke med at føje et par personlige ord til sin definition af kristendom:
– Den er også en stille samtale med det guddommelige. Det ligger i bønnen, og meget af jævne menneskers kristendom vil de skarpe hjerner nok afvise som primitiv og u-teologisk, men jeg har faktisk altid bedt ret regelmæssigt.

Mere end nogensinde bliver Lebechs tid i kirkeministeriet en prøve på de vilkår, det kristne Danmark vil give anderledes troende. Og en ministers personlige velvilje kan jo kun strække sig så langt som loven rækker.
Derfor irriterer det Lebech en smule, at der åbenbart er folk som ikke selv kan indse, at kirkeministeriet ikke kan give statstilskud til bygning af moskeer.
Han er tydeligt påvirket af, at hans ‘partiorgan’, Politiken, i en leder kritiserer ham for ikke at støtte muslimerne mere i deres »…problemer med lokale myndigheder, der i årevis har blokeret for bygning af moskeer. Det er svært at aflæse som andet end kold afvaskning for danske muslimer, som i forvejen nægtes adgang til at foretage de registreringer af fødsler, dødsfald og vielser, som visse andre trossamfund ellers må
foretage.«
I andre tilfælde kalder det mere på smilet, når folk tror, at kirkeministerens ansvar er større, end det reelt er:
– Jeg blev ringet op af en journalist i går, som skulle skrive en artikel om nye spilleautomater, som Dansk Tipstjeneste vil indrette. Han spurgte, om det er moralsk eller ej – og det har jeg ingen holdning til.
Jeg er ikke minister for god moral, så jeg må nøjes med at garantere, at der ikke kommer enarmede tyveknægte i våbenhusene i min ministertid, smiler Johannes Lebech godmodigt.
Men ingen skal have utak fra ham for at se kritisk på både folkekirken og ministeriet. Fra Seem Præstegård er der allerede kommet en velkomsthilsen fra Søren Krarup, der lykønsker sin nu tidligere kollega i DRs bestyrelse med ministerposten – og udtrykker håb om, at Lebech nu finder ud af, hvordan det i virkeligheden forholder sig med folkekirken…!

En lokal præst har hilst sin nye politiske chef velkommen med et lunt ønske om, at han vil forstå at holde sig i ro. Den radikale lektor rykker da også fra partiformandens stol til ministerens taburet med stor
respekt for præsternes frihed:
– Ingen behøver at minde mig om, at deres forkyndelse skal jeg ikke blande mig i – den holder biskopperne øje med. Jeg nøjes med at ansætte præsterne – og det er faktisk med en blanding af ærefrygt og stolthed, at jeg sætter pennen på en udnævnelse.

En stor del af de underskrifter bliver reelt godkendelser af indstillinger. Men der er pinagtige undtagelser, og Johannes Lebech afslår med et smil at sige noget om den første meget varme kartoffel, som Dronningen vil lægge på hans bord. Hun måtte sidst på året bede justitsminister Frank Jensen udnævne en ny præst i Ølgod. Byens ’første-præst’ er Hans Vestager, og Lebechs forgænger erklærede sig inhabil, fordi hun er hans datter:
– Det er en meget følsom sag. Det har jeg mærket på henvendelser her på min private adresse allerede inden den nu kommer tilbage til ministeriet, siger den nye minister forsigtigt.
To fronter står skarpt over for hinanden med uforenelige ønsker: Det grundtvigske flertal har indstillet en grundtvigianer, og de støttes af biskop Niels Holm i Ribe. Men Indre Mission beder Lebech om at udnævne en ansøger, hvis holdninger passer bedre til deres. De ved godt, at deres folk i menighedsrådet kun fik hver femte stemme ved menighedsrådsvalget i november, men de har mere end antydet, at det må veje tungt, at det er dem, og ikke grundtvigianerne, der går flittigst i kirke.
Missionsfolkene peger også på, at kirkens regler lover, at der skal tages hensyn til mindretal, når præst nummer to skal udnævnes i et sogn.
Den debuterende kirkeminister vil ikke tale om sagen, der heller ikke er hans… endnu. I stedet lover han, at hvor der er konflikter, vil han søge at mægle:
– En journalist kaldte mig engang „Rulle-Marie“, fordi jeg har bevist som landsformand i Det Radikale Venstre, at jeg kan fjerne sprængstoffer. Det eksplosive kommer jo ind – også i kirken når engagerede mennesker tager livtag om detaljer. Vi kan ikke undvære dynamikken i den lidenskabelige debat mellem yderpunkter, men midtsøgende generalister – som jeg tror, at jeg er – må søge at få folk til at se på de større linier, siger Johannes Lebech.
Mere vil han ikke sige om holmgangen i Ølgod…nu. Alle har jo fortalt ham, at et både-og-kompromis ikke er muligt. Valget mellem de to kandidater bliver „enten-eller“.

Den anden store sag, der kommer op i år, er konklusionen på en lille halv snes års forarbejde til en ny salmebog. Den nye minister er helt på
det rene med, at en revision af salmebogen kan bringe følelser i kog.
F.eks. er nogle i folkekirken glade for, at afsnittet om ‘Fædrelandet’ er nedtonet – andre sætter pris på det.
– Her må jeg så se, hvor langt mine evner som kompromis-mager rækker.
Jeg kan ikke gøre alle tilpas, men jeg vil prøve at lytte så godt, at folk bagefter vil kunne forstå de afgørelser, der skal træffes.
Helt privat konstaterer den nybagte minister med et glad smil, at ingen pønser på at fjerne hans egen yndlingssalme:
– Jeg er glad for, at Sthens gamle salme „Den mørke nat forgangen er“ stadig er med. Som inspektør på Stoholm centralskole ledede min far
morgensangen, hvor vi efter dagens meddelelser bad Fader Vor, og så sang vi det gode ønske om „…Gud give os lykke og gode råd…“. De ord knytter sig iøvrigt også til mine sidste minder om Far, så jeg har altid holdt af den salme.
Lebechs iver efter at finde de punkter, hvor han kan mødes med andre mennesker, har trods skarpe meningsforskelle givet ham et godt
personligt forhold i DRs bestyrelse til Dansk Folkepartis teologiske spydspids Søren Krarup:
– Naturligvis kan man ikke være venner med alle, men man kan jo gøre sit yderste for ikke at blive uvenner med nogen.
Og venner har han mange af. Gode ønsker følger ham – fra hans elever, der siger, at de vil savne både hans viden og hans væsen, og fra f.eks. sognepræst Hanne Svendsmark, der i september fik det første forslag til en kirkepolitik vedtaget i Det Radikale Venstre:
– Jeg kan huske, at da jeg skulle præsentere det, måtte jeg bede Johannes om at høre efter i stedet for at sidde og hviske med dirigenterne. Men du må ikke skrive i din artikel, at han ikke var interesseret, for det passer ikke. Der var bare så mange andre ting, han også skulle tage sig af, siger Hanne Svendsmark.
Der er ikke tvivl om, at Lebech vil spidse ører til det yderste mens hans embedsfolk i disse dage gennemgår hans nye job – fra kirkeretlige overvejelser til finesserne i folkekirkens budget på godt fem milliarder.
Johannes Lebech får sæde i regeringens integrationsudvalg, men siden socialdemokraten Birthe Weiss afløste CD’eren A.O. Andersen i 1994 bliver Lebech den første, der ikke har kirken som venstre-håndsjob ved siden af et andet ministerium. Det ser Hanne Svendsmark en afgørende styrke i:
– Embedsmandsvældet vil altid tage til, når en minister skal dele sine kræfter mellem flere ministerier, uanset hvor dygtig vedkommende end er,
siger formanden for de radikales kirkepolitiske arbejdsgruppe.
Iøvrigt er det uklart, hvem der skal være Johannes Lebechs nærmeste politiske støtter i hans nye rolle. De radikale skal have ny kirkepolitisk ordfører når Henrik Svane går ud af folketinget 1. februar for at blive rektor for musikkonservatoriet i Aarhus, og efter Niels Helveg Petersens afgang som udenrigsminister vil flere ordførerskaber flytte.
Og parallelt med det hele forberedes nu en opstilling af den friskbagte minister som kandidat i Skivekredsen ved det folketingsvalg, der jo kommer før eller senere. Så det må blive det mest spændende forår Johannes Lebech endnu har oplevet.