Som en brud smykket for sin brudgom

Gennem kirkens historie har det været tradition at forstå forholdet mellem Kristus og kirken og mellem Kristus og den enkelte kristne som forholdet mellem en brudgom og hans brud.

I Det Gamle Testamente

Allerede i Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud sammenligner sit forhold til det folk, han har udvalgt, med forholdet mellem brudgommen og bruden – altså med et kærligheds- og troskabsforhold. Det ses bl.a. i Esajas bog, hvor der i kap. 61 vers 10 står: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedskappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sit smykke” – og videre i kap. 62 vers 5: ”Som en brudgom fryder sig over sin brud, vil Gud fryde sig over dig.”

På samme måde ses det i Jeremias bog, hvor der primært er tale om Israels frafald. Det gælder fx i kapitel 2 vers 2: ”Jeg husker din trofasthed, da du var ung, din kærlighed, da du stod brud. Du fulgte mig i ørkenen, i et land, hvor ingen sår”, men så står der videre i vers 32: ”Glemmer den unge pige sit smykke eller bruden sit bælte? Og dog har mit folk glemt mig i dage uden tal.”
I den gamle pagt er forholdet altså mellem Gud og hans folk Israel.

Også hele Højsangen er i den jødiske tradition blevet læst som forholdet mellem Gud og hans folk og fra kirkens første tid også som forholdet mellem Gud og den enkelte sjæl.

I Det Nye Testamente

Forholdet mellem brudgommen og bruden bruges også i Det Nye Testamente, men nu er der tale om forholdet mellem Gud og hans kirke. Mest oplagt er nok Johannes Åbenbaringens ”nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede. […] Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest” og ”Jeg så […] det ny Jerusalem […] komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom”, ”Og Ånden og bruden siger: ’Kom!’”

Det ligger lige for at læse disse tekster som allegorier eller metaforer. Forholdet mellem Kristus og kirken er ligesom forholdet mellem en brudgom og hans brud. Men billedet er dybere. Kristus og kirken er ikke en afglans af det jordiske ægteskab. Derimod er det jordiske ægteskab – når der er tale om et helligt ægteskab – en svag afglans af det kærlighedsforhold, som alle kærlighedsforhold har sit udspring i: Forholdet mellem Kristus og hans kirke eller Kristus og den enkelte kristne.

Jomfrumartyrerne i oldkirken

Det sidste ser man hos en række kvindelige martyrer i oldkirken. Én af dem er den purunge kvinde Agnes af Rom, som formodentlig døde omkring år 304. Det fortælles om hende, at hun nægtede at gifte sig med skatteopkræverens søn, der var blevet vildt forelsket i hende. Da han ville give hende smukke og kostbare gaver, nægtede hun at modtage dem med ordene:

”Jeg har allerede taget mig en anden elsker, som har givet mig et langt kostbarere smykke. Der er en, som har fæstet mig med sin ring, og han står over dig både i slægt og i indflydelse. […] Han har vist mig en stor skat, som han vil give mig, og jeg vil vente på ham til mine dages ende. […] Når jeg elsker ham, er jeg uden fejl, når jeg kommer ham nær, er jeg ren, når jeg omfavner ham, er jeg jomfru.”

Skatteopkræveren blev imidlertid så rasende på Agnes, fordi hun ikke ville giftes med hans søn, at han stillede hende valget mellem enten at ofre til gudinden Vesta eller blive ført til et bordel. Da Agnes nægtede, blev hun afklædt og ført til bordellet. Men det berettes, at hendes hår straks voksede ud og dækkede hendes nøgne krop, og et kraftigt lys hindrede mændene i at røre hende.

Efter mange pinsler og forsøg på at dræbe hende, hvor der skete flere mirakler, døde hun til sidst ved sværdet. De litterære kilder om jomfrumartyrerne er af tvivlsom historisk værdi, men ét kan man udlede af dem: Tanken om Kristus som brudgommen var levende og fik selv ganske unge kvinder til at gå i døden for deres brudgom.

Middelalderens brudemystik

Op gennem middelalderen bliver der bygget en hele teologi op omkring det, som bliver kaldt brudemystikken. De to fremmeste indenfor brudemystikken er Bernhard af Clairvaux og Johannes af Korset. Bernhard har skrevet et ganske digert værk om Højsangen, hvor han netop læser den som en allegori over forholdet mellem Kristus og kirken og Kristus og sjælen. Værket består af i alt 86 prædikener og inddrager hele Bibelen i sin udlægning.

Johannes af Korset, der som Bernhard er inspireret af Højsangen, levede på reformationens tid. Også han kredser i sine bøger om dette forhold. I bogen ”Åndelig sang”, som tager udgangspunkt i et digt af samme navn, søger bruden med længsel brudgommen og følger her progressionen i Højsangen. Johannes af Korsets digte regnes for noget af den fineste spanske lyrik. Ellers er det primært blandt kvinder – især nonner – man ser brudemystikken udlevet.

Bruden og brudgommen hos Luther og Brorson

Men brudemystikken er ikke kun et oldkirkeligt og katolsk fænomen. Luther skriver således i ”Om et kristenmenneskes frihed”, sikkert inspireret af Bernhard: ”Troen forener også sjælen med Kristus, som en brud med sin brudgom.” På samme måde skriver Brorson – der for øvrigt også var inspireret af Bernhard – igen og igen i sine salmer om forholdet mellem brudgommen og bruden.

Tag blot en salme som ”Fryd dig! Du Jesu brud”, hvor der i sidste vers står: ”Fryd dig! Du Jesu brud, / og smyk dig for din Gud! / Din brudgom sig vil hente, / at du får bud at træde / til Himlens bryllupsglæde.” Men han har også skrevet mindre kendte salmer, hvor han som Bernhard beskriver forholdet mellem Gud og sjælen ud fra Højsangen. Det gælder bl.a. salmer som ”Hvad est du dog skjøn” og ”Sulamith lilde”, hvor den sidste er en samtale mellem Jesus og sjælen.

I dag

Også i nutiden kan man finde flere eksempler på, hvordan mennesker har oplevet deres forhold til Jesus som et kærlighedsforhold, der bedst kan sammenligne med det, en brud har til sin brudgom. Ét eksempel er Brita Krarup, der i sin bog ”Aftenrøde – Morgengry” (som hun skrev, da hun var dødelig syg af cancer), skrev om, hvordan Jesus, da hun var ung, kaldte hende til at leve som enlig med ham som brudgom. Flere gange bekræftede han sin kærlighed til hende på en helt konkret måde.

En dag, hun var til bryllup i sin menighed, kom bruden, som var ret ny i troen, og gav hende sin brudebuket med ordene: ”Jeg er først ved at begynde at lære at lytte til Guds stemme. Men jeg er overbevist om, at han i går aftes sagde til mig, at jeg skulle give min brudebuket til Brita.” Og Brita vidste, at det var ”en gave fra min Himmelske brudgom”. De sidste år af sit liv talte hun altid om sin død, som talte hun om sit forestående bryllup.

Også Anne Lise Madsen skriver i flere af sine bøger om at være Kristi brud. Det sker ikke mindst i hendes bog ”Jesu Kristi brud”, hvor hun ved at dykke ned i Bibelens ord om emnet viser rigdommen i at være kaldet til at være Jesu brud. I en anden af sine bøger ”Tilbed Herren, min veninde!” skriver hun henvendt til læserne: ”Det er mit inderlige ønske, at du, kære læser, vil vælge at være en Jesu Kristi brud.”

Hvorfor det? Fordi det at være Kristi brud er tegnet på det inderlige kærlighedsfællesskab, som Gud ønsker at have med os.