”Jerusalem Prayer Breakfast” i København

”Jerusalem Prayer Breakfast” afholdes i København den 31. oktober – 1. november 2024 på Tivoli Hotel og Kongrescenter.

Formålet med ”Jerusalem Prayer Breakfast” er at bede for Israel, bede for Jerusalems fred (Salme 122,6), bede for vores nation i relation til Israel og at trøste det jødiske folk. Dette sker i løbet af et to dages arrangement, hvor medlemmer af Knesset og Folketinget, jødiske og kristne ledere samt forbedere fra ind- og udland mødes. Målet er at sikre, at Danmark bliver til velsignelse for Israel, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Medarrangører af ”Jerusalem Prayer Breakfast” i København er en gruppe frivillige fra organisationer som foreningen ”Med grundlov skal land bygges”, ICEJ Danmark, C4I Kristne for Israel Danmark, Midtjyllands Frikirke, Bedehus Danmark, Aglow Danmark, Brobyggerne Blåhøj og Maran-Ata menigheden i Aarhus.

Den rigtige side af historien

Med henvisning til situationen i Tyskland under nazitiden nævner pressemeddelelsen, at Bekendelseskirkens kendte fortaler Dietrich Bonhoeffer kritiserede det store flertal af protestantiske præster, som valgte at tie om nazisternes overgreb. Dietrich Bonhoeffer citeres for at have sagt: “Det at tie overfor ondskaben er ondt i sig selv”. ”Gud vil ikke holde os skyldfrie. Det ikke at tale er også at tale. Det ikke at handle er også at handle.”

”Det er nu, at vi som kristne må stille os på den rigtige side af historien!” lyder opfordringen fra arrangørerne. De tilføjer, at der vil være spændende talere fra ind- og udland, god lovsang og musik, god mad og tid til fællesskab – ikke mindst til bøn.

Programmet vil blive opdateret løbende på hjemmesiden www.jpbcph.org. Prisen for det to dages arrangement er $450.