At bede er at komme hjem

Niels Nymann Eriksens bog ”Bønnens vej” er ikke en instruktionsbog i, hvordan man skal bede. Til gengæld åbner den døren ind til bønnens skatkammer.

Bogen er delt ind i tre dele. Den første del handler om den spontane bøn, den, som opstår, når mennesket oplever sin egen magtesløshed. Det behøver dog ikke kun være en bøn, der trænger sig på, når man er nået helt ud over grænsen i livet, men kan opstå, der hvor man erkender sin egne grænser. I første del introducerer forfatteren også en todelt definition af bøn, som han har fra den tyske teolog og religionshistoriker Friedrich Heiler, der skelner mellem mystisk og profetisk bøn.

I den mystiske bøn henvender man sig dybest set ikke til en ”anden”. Her handler det om at forsvinde og gå op i det guddommelige, mens man i den profetiske bøn netop henvender sig til en ”anden”. I denne form for bøn er der tale om et jeg-du-forhold. Dermed er den kristne bøn i denne definition profetisk, den er ”i sit væsen […] henvendelse og ikke blot fordybelse” (s. 40). Med udgangspunkt i denne skelnen tager Nymann Eriksen den specifikke kristne bøn op i anden del.

En vigtig pointe her er det faktum, at vi kan kalde Gud for far: ”At kalde Gud for far betyder, at det at bede er at komme hjem” (s. 76). Netop dette – at komme hjem – er en vigtig pointe i bogen, for dermed bliver bønnen ikke noget, vi præsterer eller stabler på benene, det er noget, som på forhånd ligger klar til os. En anden side ved dette allerede nærværende ved bønnen er, at vi tages op i Treenighedens liv. Når vi kalder Gud far, gør vi det i Jesu navn, og ”At bede i Jesu navn eller til Gud som far indebærer, at den bedende træder ind i det kærlighedsliv, som udgør den treenige Guds væsen” (s. 81).

I tredje del viser forfatteren en indgang til bønnen. Men til forskel fra visse andre bøger om bøn, efterlader den ikke læseren med en oplevelse af at skulle præstere bøn. Den beskriver snarere, hvordan bønnen kan tage sit indtog i den bedende. Bønnen kan fx tage form af erindring, en Guds påmindelse om noget. Der er altså ikke tale om noget, der opstår ”på den bedendes eget initiativ, men som reaktion på en henvendelse” (s. 122).

Men bøn er ikke blot noget, der sker spontant. Igen tager Nymann Eriksen afsæt i en skelnen, han har fra Friedrich Heiler, der taler om primær og sekundær bøn. Her er den primære bøn, den spontane, mens den sekundære fx kan være skrevne bønner. Der er imidlertid ikke en skarp skelnen her. En sekundær bøn kan med tiden og i særlige situationer blive til primær bøn. Derfor er den sekundære bøn også vigtig i bønslivet, for her ”samler [vi] i lade” til ”et tidspunkt senere, hvor de ord, vi nu lagrer, kan gøre deres virkning” (s. 133).

Bogen slutter af med et appendiks, som består af en række skrevne bønner, hvoraf de vigtigste er Salmernes Bog, Fadervor og salmer fra Den Danske Salmebog. I appendikset gives eksempler på disse og en introduktion ikke mindst til Fadervor. Det gode ved bogen er, at den ikke lægger hindringer i vejen for bønnen, den opsætter ikke barriere, man først skal forcere: ”Vejen begynder, hvor du befinder dig nu” (s. 147).

Niels Nymann Eriksen:
Bønnens Vej
176 sider. 249,95 kr
Bibelselskabet