Treårsdagen for krigen i Ukraine er en anledning til at kigge på fred
Der er masser af håb, masser af kærlighed, masser at glæde sig til, masser af omsorg, bare stik koppen ned i det fyldte vinkar og tag en slurk af Guds godhed. Du kan for så vidt også bade i det, hvis du vil. Der er rigeligt.
Vi har som kristne den fordel, at vi har fri adgang til en kilde, der kan løfte vores bekymringer og tungsind op. Vi behøver ikke lade os tynge af tidens dystre krigs- og krisetrommer. Vi kan se op og hen til noget helt andet, noget meget større. Og når alt andet håb er ude, kan vi endda glæde os over, at selv døden er en vinding for os, som Paulus kalder det. Hos Gud finder vi nemlig en fred, en glæde, et håb og en kærlighed, som ingen kan tage fra os, og som kan bære i enhver situation.
Som bar de 21 egyptiske kristne, der blev slået ihjel af IS i Libyen for ti år siden, og som ukrainske soldater og pårørende finder trøst i midt i krigens trængsler, som vi flere gange har skrevet om her i avisen. Det er i disse dage tre år siden, at Rusland angreb Ukraine – og indtil videre har alle tabt. Hvad mon Jesus ville have sagt til krigen i Ukraine? Et spørgsmål, man kunne stille til DR’s populære og absolut anbefalelsesværdige radioprogram ’Hvad ville Jesus have sagt?’
Et glimrende program, som dog har den indbyggede svaghed, at titlen er i datid. Vi kan nogle gange have en tendens til at glemme, at Jesus ikke kun sagde og mente noget engang – det gør han stadig. Men hvis vi ser bort fra den detalje, så er det et godt sted at kigge hen efter svar. Dengang Jesus gik på jorden, snakkede han bemærkelsesværdigt lidt om romerne, som ellers havde besat Israel på Jesu tid.
Han mobiliserede ikke til modstandskamp eller nationalistisk stolthed. Han talte til gengæld en hel del om næstekærlighed, fjendekærlighed, ydmyghed og villighed til at underordne sig. Han talte om et rige, der ikke er af denne verden. Måske ville han slet ikke have svaret direkte på spørgsmålet, men i stedet have fortalt om Guds rige og den fred, han kan give. Vi ved med sikkerhed både fra Det Nye og Det Gamle Testamente, at Gud ikke er pacifist, men Jesus viser os alligevel en helt anden form for aktivisme.
En vej, vi altid kan vælge, som går på tværs af alt og ikke afhænger af, om du er romer eller jøde, træl eller fri, ukrainer eller russer, lever i fred eller lever i krig. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer, sagde Jesus. En helt anden fred end den fred, som soldater dør i krig for at vinde. En fred, der stikker dybere og rækker længere, og som vi kan få del i uanset, hvilken situation vi befinder os i.
Det er i øvrigt en både underlig og fantastisk tanke, at Jesus formentlig møder soldater både på den ene og den anden side af fronten. Det er en god påmindelse om, at hans rige ikke er af denne verden. Lad os bruge treårsdagen som en anledning til at bede om fred i Ukraine, og lad os bruge bønnen om fred som en anledning til at minde os selv om den fred, som Jesus tilbyder, og lad os bede om, at flere må finde den fred.
