IPSICC

Quiz med Russ

Russ Taff har lavet en fin ny plade med covernumre. Når man hører den, kan man undervejs prøve at gætte på, hvem der først udgav sangene. Nogle er mere kendte end andre.

Jeg har været fan af Russ Taff, siden han blev kendt med The Imperials i 1977 med pladen Sail On (der var jeg 3 år gammel, men mine forældre var fans, så det blev jeg også). Russ har haft en lang, flot karriere, og han er stadig værd at lytte til. Efter The Imperials lavede han lang række af fantastiske soloplader med masser af hits, og han nåede også at blive en del af Gaither Vocal Band i sine senere år.

I 2021 udgav han en hjerteskærende bog samt dokumentarfilm med titlen I Still Believe, hvor han lagde kortene på bordet og fortalte om de svære ting i livet, som han har været igennem (og der har været en del), hvilket førte til et alkoholmisbrug (som han heldigvis blev hjulpet ud af). Cover Story er den første udgivelse siden dokumentaren og en form for comeback; og han slipper ganske godt fra den.

Hans normalt kraftfulde stemme lyder ikke helt, som da han var ung, men på de fleste sange tænker man ikke over det. Åbningssangen Tear This Building Down er den værste (for mig), hvor hans stemme lyder tynd og svag, og som om han er forpustet. Hvis den sang havde været droppet, ville det have været bedre. For mig begynder pladen med det andet nummer People Are People, hvor alt fungerer.

Bandet spiller op til sit bedste, og samspillet med backing-sangerinderne gør dette til et super nummer. En funky, blueset ting og meget forskellig fra originalversionen med Depeche Mode (jeg var nødt til at slå op, hvem der egentlig havde lavet den, før jeg genkendte den). Her lyder Russ’ stemme ganske godt uden slinger i valsen. Næstbedste sang for mig, er I Believe In You, som er en sang af Dylan fra Slow Train Coming fra 1979. Godt gået, Russ!

Kunstner: Russ Taff
Titel: Cover Story
Genre: Pop/Rock
Download: itunes.dk – Pris: 89 kr.