Flindts stikprøvekontrol

Kritisk gennemgang af Jørgen Flindt Pedersens analyse af palæstinensernes livsverden på
”den besatte” Vestbred og i Gaza i bogen ”Brylluppet i Ramallah” (Gyldendal 2003).Indholdsfortegnelse

1. Indledning
Jørgen Flindt Pedersens personlige engagement

2. Problemformulering
2a. Tese

3. Metode og afgrænsning

4. Resumé af bogen
4a. Overblik

5. Historisk oversigt
5a. Supplement

6. Analyse
6a. Idéudformning og grundundersøgelse
6a1. Paradigmeskift
6a2. Idéudformning
6a3. Grundundersøgelse
6a4. Delkonklusion
6b. Efterforskning
6b1. Delkonklusion
6c. Præsentation
6c1. Delkonklusion

7. Konklusion
7a. Om bogens indhold
7b. Om forfatterens metoder

8. Litteraturliste

(Bilag er udeladt i netversionen)

Faget Undersøgende Metoder i faglinien Analytisk Journalistik – CFJE’s Diplomuddannelse, Syddansk Universitet, Forår 2003-05-21

Jørgen Flindt Pedersen er en engageret journalist. Det viser en lang karriere i dybdeborende journalistik, der bl.a. i januar 1980 blev kronet med Cavlingprisen for hans og makkeren Erik Steffensens samfundskritiske udsendelser. Hans baggrund som cand. Scient. Pol. fra Aarhus Universitet i 1964 og medlem af Aarhus byråd i perioden 1962-66 viser hans politiske engagement, og giver ham samtidig indsigt i magtspillets regler, nyttig for senere undersøgende journalistik.
Flindt Pedersens engagementet kom også frem, da han selv kom på magtens tinde som chefredaktør for Det fri Aktuelt (1987-1993) og adm. Direktør for TV2/Danmark (1993-2000). Her brugte han magten til at udleve sine ideer om god journalistik på hele nyhedsinstitutionen – så upartisk som man kan være ift. fagforeningspolitik og reklamekroner.
Det fremgår af hans selvbiografi ”Hjerteblod” (Gyldendal 2000), hvor han også fortæller, ærligt ind til benet, om sine personlige kriser, hvordan historierne – som jo i sagens natur afdækker en eller anden form for umoral – æder sig ind på journalisten, hvordan et efterfølgende stormvejr, berettiget eller uberettiget kritik, har en deprimerende virkning. Krisen kulminerer da Flindt Pedersen omkring sin 60års fødselsdag må igennem en femdobbelt by-pass-operation og ser døden i øjnene. Her får han en religiøs oplevelse, og går efter sin raskmelding jævnligt i kirke, og nyder prædikenen netop fordi den befinder sig på et overlogisk plan og hengiver sig i nadveren, netop fordi den er totalt ubegribelig (Se interview bilag 1.)

Som freelance journalist og indehaver af produktionsselskabet Far Film i Kerteminde laver han kort efter filmen – og senere bogen – Drengene fra Vollsmose (2002). Mødet med de palæstinensiske andengenerationsindvandrere giver afsæt til en nærmere undersøgelse af palæstinensernes problemer i hjemlandet.

Jørgen Flindt Pedersen har altså en indre motivation: I et portræt på www.dr.dk afsløres at han netop er optaget af frihedskæmpernes sag: Hvad er det værste, du kan forestille dig? – er et af de mange spørgsmål i vox-poppen:
“At jeg går i stå og mister mit engagement i det omgivende samfund.”
Hvilke romanhelte foretrækker du?
“Jeg har altid elsket frihedskæmper-typer – som f. eks. Krilon fra Eyvin Johnsons Krilon-trilogi. Jeg kender ikke ret mange, som har læst den.”
Dine helte i det virkelige liv?
Folk, der hjælper andre uanset de personlige omkostningerne – som skoleinspektør Olav Nielsen, Vollsmose, eller Jørn Tvedskov, Kerteminde
Hvilken historisk person sætter du højest?
“Alle der med livet som indsat har gjort noget for at redde andre – altså fra Jesus til Schindler, Gandhi, King, Mandela.”
Dine heltinder i historien?
Olavs kone, Mette, de palæstinensiske kvinder, som kommer med tre børn og al opbakningen på hovedet gående gennem et israelsk checkpoint uden at miste tålmodigheden.
Om den ydre motivation fortæller han i Fyens Stiftstidende den 24. Januar 2003. Han kalder mødet med de palæstinensiske unge i det berygtede Vollsmose-kvarter i Odense for sin ”omvendelse”: ”Vi har ikke noget sødt hjerte. Vi har et dødt hjerte”, sagde den palæstinensiske Walid en dag i klassen på Humlehaveskolen til klassekammeraten Amer, her gengivet af Jørgen Flindt Pedersen med denne kommentar: ”Walid satte ord på, hvad det gør ved folk at opleve en grundlæggende uretfærdighed uden at nogen forstår den (…) Jeg begyndte at forstå, hvad det var, der var overgået det folk. Deres vrede, sorg og afmægtighed gjorde et enormt indtryk.”
Om den voldsomme reaktion efter filmens og bogens lancering, der bl.a. anklagede Jørgen Flindt Pedersen for at lave et komplot mod Israel. ”Jeg beskyldes for at være anti-israelsk. Det er jeg slet ikke, højest anti-Sharon”, svarede han i Jyllands Posten d. 9. Marts 2003, og bedyrede, at der ikke var nogen betingelser knyttet til den filmstøtte han modtog fra hhv. TV2, Det danske Filminstitut og Folkekirkens Nødhjælp. Hvis der havde været det, ville han have sagt nej til pengene.
Vreden mod den israelske premierminister Ariel Sharon kom allerede 12. September 2002 til udtryk i Politiken, hvor Flindt Pedersen kaster et blik 20 år tilbage, da han sammen med sit filmhold kommer tæt på massakren mod de to flygtningelejre Shabra og Chatila i Libanon. Det var de ”kristne” militser, der stod for overgrebene i de to lejre, men general Ariel Sharon havde i kraft af israelsk kontrol over området, ifølge Flindt Pedersen det endelige ansvar – og det har han aldrig tilgivet ham: ”Det er ikke Sharon og fred. Det er Sharon eller fred”, konkluderer han om mulighederne for fred i den israels/palæstinensiske konflikt.
Om end velbegrundet, udgør denne indignation en fare for partiskhed. Og det fører til min…

Hvilke fordele og ulemper er der ved Jørgen Flindt Pedersens brug af den observerende metode i undersøgelsen af palæstinensernes livsverden i de ”besatte” områder?
Hvor giver den et menneskeligt billede af palæstinenserne og et virkelighedstro billede af deres nuværende situation?
Hvor er den mangelfuld i dokumentation af præmisserne for den aktuelle konflikt – og dermed årsagen til palæstinensernes følelser og livsvilkår – efter vidnenskabelige standareder?

2a. Tese
Min tese er, at det billede Jørgen Flindt Pedersen tegner af de ”besatte” palæstinensere kun er sandhed i subjektiv forstand, dvs. det er sandt, hvad de interviewede personer oplever, og det er sandt, at de tolker historien på den måde, de gør. Men det er ikke den objektive dækkende sandhed for alle palæstinensere i regionen og slet ikke hele den israelsk/palæstinensiske konflikt.

Jeg vil påvise fordele og ulemper ved metoden i bogen ”Brylluppet i Ramallah”, fordele: at den palæstinensiske aktør får ansigt, kalder på refleksion og vinder sympati, og ulemper: at der efterlades en del historiske ”huller” og manglende overblik over præmisserne for det, konflikten handler om.
”Brylluppet i Ramallah” beskriver processen med tilblivelsen af filmen ”De besatte” og beskriver derfor Jørgen Flindt Pedersens research til filmen. Jeg vil kun inddrage selve filmen i analysen, hvor der fremkommer ny viden i forhold til bogen.
Efter et kort resumé af bogen og hovedpersonernes placering i dikotomien forhandlingens kontra voldens vej, giver jeg en kort oversigt over den israelsk/palæstinensiske historie med Flindt Pedersens dokumentation i palæstinensernes favør opvejet af dokumentation fra hhv. neutrale og proisraelske kilder. Dette vil danne baggrund for analysen af hhv. fordele og ulemper ved Flindt Pedersens observerende metode.
Analysen er inddelt efter føromtalte Bjarne Kvams opskrift i bogen ”Etterforskende Journalistikk” (Institutt for Journalistikk, 1995, s.81), der i nogen grad ligner Mogens Meilby og Kim Minkes i ”Når sandheden skal frem” (Borgen, 1983, side 104).
1. Idéudformning og grundundersøgelse: Her Jørgen Flindt Pedersen paradigmeskift og foreløbige møde med israelsk fredsbevægelse og moderate palæstinensere
2. Efterforskning: Her Flindt Pedersens valg/fravalg af undersøgende metoder, mundtlige kilder og geografiske områder.
3. Præsentation: Hans benyttelse og manglende udnyttelse af bogmediet.

I Peter Kramhøfts føromtalte bog ”Journalistik med Omtanke” (Forlaget Ajour, 2000) præsenteres yderligere et punkt (mellem pkt. 2 og 3), nemlig analysefasen, herunder kildekritik (s.30). Det punkt undlader jeg, fordi det ikke har været muligt at få et interview med Jørgen Flindt Pedersen. Til gengæld er bogen i sig selv en beskrivelse af researchfasen i indsamling af stof til filmen. Der er rigeligt materiale at øse af, da han i bogens forord, prolog og epilog er meget åben omkring sine personlige overvejelser. Bogen og filmen vakte desuden så stor opstandelse ved publiceringen, at forfatterens artikler og svar på læserbreve giver supplerende viden om selve efterforskningen – se bilag 4.

Under hvert punkt (fase) vil jeg først komme med min egen analyse på baggrund af bogen, derefter indsætte Jørgen Flindt Pedersens kommentar eller et ”Vi ville have spurgt Jørgen Flindt Pedersen om…”, og til sidst fremsætte en vurdering i en delkonklusion. I delkonklusionen vil jeg spejle Flindt Pedersens undersøgende metoder i videnskabelige forskningsmetoder.

Forfatterens observerende metode gør bogen hhv. overfladisk og rodet i sin opbygning. Den er overfladisk i den historiske gennemgang og rodet i personportrætterne; det virker lidt tilfældigt, hvem han kommer til at snakke med. Derfor er det nødvendigt først at lave et resumé af bogen og ”ordne” personerne efter holdning og historien kronologisk.

Bogen ”Brylluppet i Ramallah” er omkranset af en hhv. prolog og epilog med Jørgen Flindt Pedersens overvejelser. Dernæst beskriver han, hvordan han kommer i kontakt med interviewobjekterne til filmen, ”De besatte”, han er ved at lave. Han gengiver interviewsene, beskriver miljøet og enkelte gange sine egne reaktioner på det, han oplever. Først efter fire kapitler kommer bogens eneste historiske gennemgang med det magiske årstal 1948 (staten Israels oprettelse i Palæstina) i centrum – ikke udfra officielle historiebøger og hhv. propalæstinensisk og proisraelsk litteratur, men udfra de udvalgte palæstinenseres oplevelser og minder, suppleret med de såkaldte ”nye historikere”.

Vi lander på ægte turistfacon i tilfældige møder med den ene person efter den anden, og får en aktuel situationsrapport. Vejblokeringer, soldater, udgangsforbud er en del af hverdagen i Israel/Palæstina.
Derefter kommer det første interview med Hanan Ashrawi, Yassir Arafats ”spindoktor”, der sammen med israelske fredsaktivister har udarbejdet et dokument, der kræver fredelig sameksistens og forhandling mellem de to parter.
Så møder vi den palæstinensiske pige Wafa Jamil, filmens første hovedperson, et barn af den første ”intifada” (opstand) i 1987. Hun er nu ved at færdiggøre sin MA i israelske studier på universitetet i Ramallah. Hun vil lære fjendens sprog for at tjekke hvad der siges på de israelske tv kanaler og forstå, hvad soldaterne snakker om ved de mange check-points.
Derefter går turen til Amal Jadou, ligeledes en ung palæstinensisk kvinde, der efter studier i England er ved at lede efter sine rødder, sit barndomshjem i Palæstina, nu overtaget af irakiske jøder. En af Palæstinas kommende politikere, forudsiger Flindt Pedersen.
Ahmed A. Alla, en ældre skoleinspektør og den anden person i filmen, efterlader nok det stærkeste indtryk. Han lærer sine elever, at de er nødt til at tilgive for at bevare deres menneskelige værdighed – selv om han selv mistede sin far og 7 søskende ved en israelsk invasion i 1948. Stærkt virker det også, at han som denne eneste har skriftlig dokumentation for at eje jord, der nu er overtaget af israelere. Og hans nøjsomhed, at de såmænd gerne må beholde det meste, bare han kan få én ”dunum” (hektar), at bygge sit hus på.
Teddy Katz er den første israeler, Flindt pedersen interviewer, dog er ingen interviews med israelere kommet med i filmen. Katz er en af de såkaldte ”nye historikere” som er opstået siden 1980’erne med vægtlægning på bagsiden ved staten Israels oprettelse. Han er zionist, men af den moderate slags, der nu stemmer for en tostatsløsning på konflikten. Sammen med Katz møder vi også Benny Morris, som må stå for de fleste oplysninger i den føromtalte historiske del af bogen.
Uri Davis er også jøde og arbejder for ligestilling mellem palæstinensere og jøder inde i Israel, blev valgt som observatør i Palestinian National Council af Yassir Arafat. Det var ulovligt at have noget med PLO at gøre, og Uri måtte derfor leve i eksil indtil Osloaftalen kom i stand i 1993. Palæstinaarabere kan ikke købe huse i israelske områder, hvorfor Uri Davis køber et i sit eget navn til en arabisk familie. Først ved housewarming partyet bliver det klart for naboerne, at arabere skal bo der.
Lawahez Jabiri kæmpede som ung i den første intifada (1987-93), er stadig imod besættelsen, men orker snart ikke at kæmpe mere. Kampen har givet hende hård hud på sjælen, menneskelighed, følelser og drømme kan ikke få plads.
Herefter møder vi de første terrorledere, først Marwan Barghouti, leder af Fatah, PLO’s militære fløj, og af israelere mistænkt for at lede Tanzim, den væbnede opstand mod Israel. Henrettelsen af den israelske turistminister var ikke hans politik, bedyrer han, men siger samtidig, at han ikke har noget imod, at han, som slog andre ihjel, selv blev myrdet. Her er vi inde i ondskabens cirkel, gengældelse på gengældelse. Dernæst besøger vi i Gaza den politiske leder af Hamas, Ismail Abu Shanab, der forsvarer selvmordsbombere. Logikken er, at fordi palæstinensere må leve i frygt, skal også israelere smage den. Ingen skal vide sig sikker; de skal ikke have lov at leve et normalt liv.
Kort efter møder vi Suha Barghouti, bogens mest israelvenlige palæstinenser. Trods 75 dages fængsel og tortur holder hun fast i mindet om de gode israelere hun har mødt, bl.a. en af fangevogterne. Hun vil ikke lade hadet fratage hende menneskeligheden: ”…de får ikke knækket mig. Jeg nægter stadig at hade dem over en kam. Jeg kan hade besættelsens redskaber, men jeg har så gode israelske venner, hvis ansigter jeg hele tiden kan kalde frem og mindes deres venlighed. Men det er svært…” (s.137).
Vi møder derefter filmens hovedpersoner Manal Awad og Ibrahim Hussary, som prøver at få et kæresteforhold til at fungere i en kaotisk hverdag. Manal er skuespiller og Ibrahim kameramand og bruger deres talenter til det oplagte politiske budskab: Palæstinas befrielse. Fremførelsen af Manals teaterstykke må udsættes i en uendelighed pga. konflikten, mens Ibrahims tv kamera prøver at dokumentere israelske gengældelsesaktioner i Ramallah. Men de to er ikke helt enige om politiske metoder. Manal kan godt forsvare selvmordsbomberne, mens Ibrahim på venstrefløjen er villig til at gå forhandlingens planke helt ud.

En forfriskende afveksling i historien er Bassem Eid, leder af The Palestinian Human Rights Monitoring Group, der modigt påpeger Arafatstyrets overgreb. Eid taler om en dobbelt besættelse, den ene af isralere, den anden af ”den arabiske mentalitet”, som udgår fra det øvrige Arabien. Begge må bringes til ophør, mener han.

”Den levende martyr” Salah Mustafa Ali Otman er den sidste vi møder i det palæstinensiske persongalleri. Navnet har han fordi han overlevede et selvmordsbombeattentat, han deltog i, i øvrigt behandlet på et israelsk sygehus umiddelbart efter og derefter overført til Ramallah. Otman er også efter ”ulykken” rendyrket islamisk fundamentalist, hvis højeste ønske er, at hans børn må ende som martyrer i befrielseskampen.

Persongalleriets sidste figur er dr. Nurit Peled-Elhanan, en bitter israeler, pga. af datterens død ved en selvmordsbombe. Kritikken retter sig mest mod den israelske regering, som hun mener opfostrer terrorister, hvorfor hun da også holder regeringen ansvarlig for datterens død.
Bogen består altså af en mosaik af personskæbner, forskellige steder på den politiske skala, men med en fælles lidelse, frustrerede følelser og en dag til dag overlevelsesevne. Kun tre af dem er jøder og disse er alle på den israelske fredsfløj. Ind imellem rives forfatteren med af sin egen historie, og er ikke længere er ”fluen på væggen”, men blander sig med sin egen vurdering af f.eks. selvmordsbombere.
Hans eget engagement er dog en styrke, når han beskriver det selvoplevede, dels fascinationen af at mange palæstinensere trods deres situation kan bevare glæden, humoren, kærligheden og drømmene og prøve at leve et normalt liv, og dels når han selv i ly af mørket må liste sig forbi et check-point efter udgangsforbudet.

4a. Overblik
Vi kan skabe et overblik over de interviewede palæstinensere ved at lave en dikotomi, hvor yderpunkterne er hhv. moderate (1.) og rabiate (12.) palæstinensere, accept og ikke accept af israelere, forhandlingens og voldens vej, her af pladshensyn en lodret liste:

1. Suha Bargouti
2. Bassem Eid
3. Hanan Ashrawi
4. Wafa Jamil
5. Amal Jadou
6. Ahmed A. Alla
7. Ibrahim Hussary
8. Manal Awad
9. Lawahez Jabiri
10. Marwan Barghouti
11. Ismail Abu Shanab
12. Salah Mustafa Ali Otman

Men for at se hvilke kategorier Jørgen Flindt Pedersen har dækket, kan vi lave en grov typificering af hhv. moderate og rabiate palæstinensere og israelere i bogen:

Palæstinensere
Forhandling/Accept af modpart: Dækket
Vold/Ikke accept af modpart: Dækket
Israelere
Forhandling/Accept af modpart: Dækket
Vold/Ikke accept af modpart: Ikke dækket

Zionisters begrundelse for at bosætte sig i det hellige land er altså slet ikke taget med – selv om en litteraturliste bag i bogen også henviser til en bog af premierminister Ariel Sharon.

Da Jørgen Flindt Pedersen ikke har afsøgt zionisters version af historien, vil vi efter de historiske fakta, der fremkommer i bogen, skitsere denne. Det vil danne et samlet billede, der kan bruges som baggrund for vurdering af hans metode, især det Bjarne Kvam kalder ”faktakontrol”, dvs. dokumentationsdelen. Bogens personlige og fortællende stil efterlader nemlig det indtryk, at det er de anførte personers subjektive mening, at tingene skete som de gjorde, ikke objektive fakta. Også de såkaldte ”nye historikere” fremkommer udover fakta med deres vurderinger af jødiske motiver.
Vi vil af pladshensyn ikke gå ind på historien før perioden omkring statens Israels oprettelse, hverken i jødernes tusindårige historie i landet (i Toraen, konge- og krønikebøgerne, som i dag udgør Det gamle Testamente i Bibelen), eller navnet Palæstinas oprindelse, opfundet af romerne under deres besættelse af Det hellige Land, ej heller Balfour-deklarationen fra 1917, der under det britiske mandatstyre af regionen, lovede jøderne et hjemland i Palæstina. Vi vil, ligesom Jørgen Flindt Pedersen, koncentrere os om omstændighederne omkring staten Israels oprettelse i 1948.
Her et sammendrag af hans historiske gennemgang, med kilder, i kronologisk orden (sidetal afslører at det hos Jørgen Flindt Pedersen kommer hulter til bulter):

1. 29. november 1947 kommer FN’s resolution om deling af Palæstina (s.96).

2. 10. marts 1948: Staten Israels grundlægger Ben Gurion vil uddrive palæstinenserne fra Israel gennem den såkaldte Plan D, som gik ud på dels at gengælde angreb på jødiske bosættelser ved at angribe arabiske landsbyer, dels at besætte alle etnisk blandede landsbyer. Ifølge en ny historiker Benny Morris var dette ikke en ”masterplan” for udsmidning af arabere, men blot en af mange faktorer, der indvirkede på at omkring 800.000 arabere flygtede (s.67). En anden ny historiker, Ilan Pappé, mener dog Plan D. var ”en plan for ødelæggelse af den anden part”, fordi den gik ud på dels at ødelægge landsbyerne, brænde dem af, simpelthen, eller udrense dem for væbnede oprørere og flytte befolkningen udenfor Israels grænser. Plan D blev en slags legitimering for jødiske soldater, især i de nordlige områder, hvor Moshe Carmel havde kontrollen, til at ikke blot ødelægge, men også dræbe den lokale befolkning (s.68).

3. 9. april 1948 udføres ifølge Benny Morris en massakre på landsbyen Deir Yassin, begået af jødiske soldater. Længere henne præciseres det dog, at angriberne var de to jødiske terrorgrupper, Irgun og Stern. 254 dræbte blev resultatet. Først skriver Benny Morris aktionen blev godkendt af den israelske overkommando, Haganah, senere at Haganah og Jewish Agency tog afstand fra aktionen. At grænserne mellem regulære og paramilitære grupper var flydende fremkommer af oplysningerne om, at lederne for de to aktionsgrupper var hhv. Menachem Begin og Itzak Shamir, begge senere ministerpræsidenter (s.68-69).

4. 2. maj 1948 øves en massakre på den lille landsby Ayn az Zaytun, ifølge Ilan Pappé for at skræmme de arabiske indbyggere i den større ny Safad til at flygte. 70 blev taget som fanger og henrettet (s.71).

5. 14. maj 1948 bliver staten Israel udråbt (s.95).

6. 22-23. maj 1948 finder endnu en massakre sted i byen Tantura, dokumenteret i en afhandling af Teddy Katz, en af Ilan Pappés studenter ved Haifa Universitet. 200 indbyggere bliver dræbt – efter at byen har overgivet sig til Haganah, i form af Alexandroni-brigaden (s.74).

7. 16. juni 1948 beslutter premierminister Ben Gurion og udenrigsminister Moshe Sharett at, at de palæstinensiske flygtninge ikke skulle have mulighed for at vende tilbage (s.95). Flindt Pedersen citerer Ben Gurion efter et kabinetsmøde ifølge Meron Benvistis bog Sacred Landscape: ”Jeg ønsker ikke, at de flygtende skal vende tilbage. Og deres tilbagevenden må forhindres nu. For efter krigen vil det afhænge af krigens udfald – og jeg er også imod, at de skal vende tilbage efter krigen.” Efter kabinetsmødet kan arabere officielt kun vende tilbage til deres landsbyer som et led i en fredsaftale. Ifølge Jørgen Flindt Pedersen blev jøder opmuntret af regeringen til ikke at holde fred (s.96).

8. 12. juli 1948 finder, ifølge Ilan Pappé, et af de blodigste massakrer sted i byen Lydda, da israelske soldater går amok efter angreb af snigskytter. 250 civile bliver dræbt. To officerer, der senere bliver betydningsfulde politikere i Israel, Moshe Dayan og Yitzhak Rabin, ”spillede ledende roller” i angrebene, ifølge Jørgen Flindt Pedersen (s.71).

9. 31. oktober 1948 dukker den israelske hær op i byen Ikrit, bliver venligt modtaget af beboerne, som dog siden bliver evakueret uden mulighed for at vende tilbage (s.101).

10. Til sidst endnu et eksempel på en massakre i slutningen af oktober 1948. Den fandt sted i al-Dawayaima i Hebrons højland, men er kun beskrevet som øjenvidneskildring i den israelske fagbevægelses blad Davar, 6. September 1979. Soldaterne dræbte mellem 80 og 100 arabere, kvinder og børn (s.97).

11. 1950 vedtages en lov om at alle, der forlod deres bopæl mellem 29. November 1947 og 1. September 1948, den såkaldte Absentee Property Law, betragtes som fraværende og deres ejendom derfor hjemfalden til anden anvendelse. Samtidig vedtages en lov om enhver jødes ret til indvandring, den såkaldte Law of Return (s. 98).

Jørgen Flindt Pedersen sammenfatter den israelske overtagelse af arabisk jord med følgende tal:
Omkring 530 arabiske byer og landsbyer blev tømt for deres indbyggere; i næsten 400 tilfælde ved angreb af jødiske tropper (s.72). Israel blev i 1948 opbygget på de 56 pct. af Palæstina, som blev tildelt af FN, plus yderligere 22 pct., der blev vundet ved magtanvendelse. Ca. 800.000 arabere flygtede fra området (s.73). Af de 370 nye bosættelser, der blev oprettet i Israel i landets første 5 år, var de 350 på stjålet arabisk jord (s.100).

5a. Supplement
1. I udenrigsminister og senere premierminister Golda Meirs selvbiografi ”Mit liv” (Gyldendal 1975) kommer præmisserne for delingen frem: Der skulle skabes et hjemland for det jødiske folk, der nær var blevet udrenset under Holocaust i Nazityskland. Som de første linier i Israels uafhængighedserklæring udtrykker det: ”Staten Israel vil stå åben for jødisk indvandring og bjærgning af de landflygtige” (s.190). Golda Meir fortæller at det kom til arabiske optøjer overalt i Palæstina allerede næste dag og d. 2. December 1947 satte arabiske banditter ild på det jødiske forretningscentrum i Jerusalem (s.177). Vi stifter også bekendtskab med den islamiske stormufti af Jerusalem, Haj Amin el-Husseini, som fra sit eksil i Kairo dirigerer de palæstinensiske oprørere. I bogen er beskrevet en lang række terrorhandlinger fra deres side…

2-4, 6, 8-11. I bogen ”Ben Gurion – det moderne Israels skaber”, af Poul Borchsenius (Hirschsprungs Forlag 1956) fremgår det, at Ben Gurion bestemt ikke billigede Sterngruppens og Irguns ”fribytterkrige” (s.120). Mellem Menachem Begin og ham ”var der altid et dybt svælg”. Irgun og Stern førte deres egen lille private krig og tog ikke imod ordrer fra hverken Haganah eller Ben Gurion, fortæller Borchsenius og må derefter trods jødisk sympati fortælle om Deir Yassin, ”en plet på den jødiske frihedskrig”.
Vi ser altså, at der også i proisraelsk litteratur er henvisning til overgreb mod palæstinensere i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948. Både i bogen om Golda Meir og Ben Gurion kommer det dog tydeligt frem, at de jødiske terrorgrupper senere blev stillet til ansvar, at det i enkelte tilfælde var fraktioner indenfor hæren, Haganah, der som i enhver anden krig forgreb sig, at det ikke var en overordnet strategi.
Tværtimod prøvede Ben Gurion at bekæmpe de jødiske terrorgrupper. Et skib med 7-800 frivillige og våbenforsyninger til terrorgruppen Irgun ankom til Tel Aviv midt under krigen. Ben Gurion prøvede ved forhandlinger at få dem til at aflevere våbnene til regeringen, men da det mislykkedes, gav han ordre om at angribe skibet og dermed ødelægge de mange tanks, kanoner og ammunition, som hæren havde så hårdt brug for (Borschenius 1956, side 137-138).

5. ”Om morgenen d. 15. Maj var Israel allerede under væbnet angreb fra egypterne, syrierne og libaneserne fra nord og nordøst, og jordanerne og iraqerne fra øst”, fortæller Golda Meir i sin biografi (s.194). Seks krige er det blevet til indtil nu, alle påbegyndt af de omkringliggende arabiske stater, men alle vundet af Israel (men ingen af dem nævnt af Jørgen Flindt Pedersen!).
”Fra den dag, da FNs beslutning om at dele Palæstina blev vedtaget (29. November 1947) til den dag, da den første våbenstilstandsaftale blev underskrevet (den 24. Februar 1949), blev 6000 unge israelere dræbt, én procent af hele vor befolkning, konkluderer Golda Meir (s.196).
Også hvad man måtte betragte som en neutral kilder hævder, at den såkaldte ”uafhængighedskrig” i 1948 blev indledt af araberne: ”Det var den 14. Maj 1948, at det britiske mandat i Palæstina hørte op. Den 15. om morgenen rykkede den ægyptiske hær ind over den nydannede stat Israels grænser, og i løbet af et par timer var Israel i krig med samtlige arabiske stater… ”Den 22. Maj havde Sikkerhedsrådet beordret våbenstilstand, men araberne nægtede at adlyde” (”Krig og krise i Mellemøsten, af Peter P. Rhode, Thaning & Appels forlag , 1967, s. 99 og 100).

7. Flygtningespørgsmålet behandles mere nuanceret i ”Krig og krise i Mellemøsten (Rhode 1967).
Her får man nemlig først indsigt i præmisserne: Vi ser for det første en øget indvandring af arabere i Palæstina, sandsynligvis grundet på det økonomiske opsving i regionen, sandsynligvis pga. jødisk indvandring. For det andet får vi oplyst, at jøder og palæstinaarabere – trods gentagne forsøg på revolte fra stormuftien af Jerusalem – levede i fredelig sameksistens. I 1930 dannede man f.eks. en fælles fagforening (s.90). Så sent som i 1946 var stormuftiens fætter, Fazwi Darwish el-Hussaini, kommet til den erkendelse, at ”araberne bliver sig mere og mere nationalt bevidst” og at ”det er den imperialistiske politik, som leger med os begge, både jøder og arabere. Der gives ingen anden vej frem end at vi forener os og arbejder sammen til fælles bedste”. Peter Rhode konkluderer: ”De mest markante modsætningsforhold i Palæstina efter krigen (2. Verdenskrig – red.) var ikke forholdet mellem arabere og jøder, men mellem araberne indbyrdes, hvor ekstremisterne ved terror lukkede munden på jødevenlige arabere…” (s.91). Og for det tredje får vi et geografisk overblik i bogen, og ser dels at Palæstina under Britisk Mandatsstyre indbefattede hele Transjordanien, og at landet, siden det nuværende Jordan blev skilt fra, ved FNs delingsplan af d. 29. November 1947 blev yderligere delt op i tre stater, en jødisk og to arabiske (s.98-99). (Se bilag 2).
Vedr. masseflugten af palæstinensere inden ”uafhængighedskrigen” i 1948 dokumenterer Peter Rhode også, at Den arabiske Højkomité, dvs. Det muhammedanske Broderskab, nu kaldet Det muslimske Broderskab med højsæde ved Det islamiske Universitet i Kairo, ligefrem opfordrede flygtningene til at forlade deres hjem inden krigen, som de anså blot ville vare nogle få dage, inden Israel blev udslettet (se bilag 3). Flygtningeproblemet er dog mere nuanceret end som så. Bernadotterapporten af 16. September 1948 fra den svenske FN mægler Folke Bernadotte konkluderer bl.a., at flygtningene dels var flygtet på grund af krigen og påståede og virkelige terrorhandlinger, dels var blevet fordrevet. (“Det mellemste Østen”, af Erik Reske Nielsen, Instituttet for historie og Samfundsøkonomi 1956, s.78).
Til sidst bekræfter Reske Nielsen, at jøderne uden fredsslutning ikke ville have araberne tilbage i landet efter krigen, da de frygtede at de ville agere som en 5.kolonne inde i Israel. Dette bekræftes af Peter P. Rhode (bilag 3).

Sammenfattende kan siges, at Jørgen Flindt Pedersen med sin afhøring af 12 palæstinensere fra den veluddannede middelklasse i de omdiskuterede ”besatte” Vestbred og Gaza kun får fat i den palæstinensiske, dels overleverede, dels propaganderede, del af historien og formidler deres følelser i forbindelse med de grusomheder, som desværre er en del af enhver krig. Med Jørgen Flindt Pedersens udeladelse af den traditionelle, neutrale og proisraelske version af historien, efterlader en masse huller og er dermed med til at skævvride billedet. Netop fordi den israelsk/palæstinensiske konflikt er så kompleks, kræves en form for udredning, i hvert fald et neutralt, objektivt ”bagtæppe”, bogens personer kan agere foran.

Vi vil i det følgende analysere de metoder Jørgen Flint Pedersen har taget i anvendelse. Vi vil sammenligne hans metoder med videnskabelige undersøgelsesmetoder, her den kvalitative undersøgelse om bestemte palæstinenseres erfaringer, ikke den kvantitative, data gældende for alle palæstinensere. Som han sagde ved føromtalte oplæg på Syddansk Universitet: ”De skulle skildres som hele mennesker, der ikke bare levede i tragedien. Alt skulle være personernes synsvinkel” – se bilag 5.

6a. Idéudformning og grundundersøgelse
”Det begyndte, da jeg lavede film i Vollsmose. Under mø-det med de palæstinensiske familier gik det op for mig, hvor lidt jeg kendte til deres baggrund. Deres historie be-gyndte først i ,,lejrene” og den dag, de bankede på Dan-marks dør. Det var, som om der i min bevidsthed ikke lå noget forud. De var i realiteten historieløse. Man havde ik-ke alene taget deres land. Man havde også taget deres hi-storie.”
Sådan indleder Jørgen Flindt Pedersen sit forord i ”Brylluppet i Ramallah”. Han er i gang med det, Peter Kramhøft kalder ”idéstyret journalistik” (Forlaget Ajour, 2001, s. 89), godt nok foranlediget af mødet med ”drengene fra Vollsmose”, men alligevel. Han vil fortælle palæstinensernes historie for danskerne, men også beskrive deres følelser og frustrationer, fordi han mener, den israelsk/palæstinensiske konflikt aldrig finder en løsning, ”før der i offentligheden var skabt mere viden om og forståelse for palæstinensernes fø-lelser”.

6a1. Paradigmeskift
Jørgen Flindt Pedersen har nemlig gennemlevet et ”paradigmeskift” – og her kan vi hente hjælp fra videnskabelig forskning i afklaring af begrebet: Paradigmer er verdensbilleder, virkelighedsopfattelser, og er ifølge Laila Launsø og Olaf Rieper i bogen ”Forskning om og med mennesker” (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1997) ”et udtryk for rationalitetsforståelser og erkendelsesinteresser, der leder og sætter grænserne for vor søgen efter erkendelse”. De siger endvidere, at ”et paradigme indeholder den ”yderste” begrundelse for det, vi tænker og handler efter…”(s.42).
For Jørgen Flindt Pedersen har paradigmet vedr. den israelsk/palæstinensiske konflikt i kølvandet af 2. Verdenskrig været afgrænset af jødiske interesser. Begrundelsen har været at han naturligvis har haft del i den kollektive dårlige samvittighed over Holocaust og De allieredes alt for sene indgriben. ”Og jeg følte, at jeg måtte kigge nærmere på det. Sætte mig grundigt ind i, hvad der virkelig var sket, om vi dan-skere alt for længe havde lukket øjnene for grove overgreb mod palæstinenserne, fordi vi var en del af Europas kollek-tive dårlige samvittighed over pogromer og Holocaust” (s.19).
I bogens prolog fortæller han meget personligt om at han i efterkrigstiden ganske tidligt blev ”bevidst om jødernes forfærdelige skæb-ne””(s.11). ”Alt, hvad jeg så på film, læste i bøger og i øvrigt hørte, fyldte mig med en blanding af medlidenhed med og beun-dring for dette folk, som havde udstået så meget. Ja, indimellem drømte jeg om selv at være jøde”. Som ung socialdemokrat beundrede han kibbutzbevægelsen i Israel og som journalist ønskede han at ”Israel skulle lammetæve araberne” (s.12) ved seksdageskrigen i 1967 og Yom Kippur krigen i 1972. Men paradigmet krakelerer i 1982 i forbindelse med massakren i flygtningelejrene Sabra og Chatila i Libanon: ”…for mig blev det først og fremmest en anklage mod en enkelt israeler, nem-lig forsvarsminister Ariel Sharon, for overhovedet at have tilladt de kristne militser at gå ind i de palæstinensiske flygt-ningelejre.” Et senere møde med den israelske ”høg”, Yitzhak Rabin, og deltagelse i en fredsmarch med 100.000 israelere gennem Jerusalem slår for alvor hul i det gamle paradigme og bereder jordbunden for et nyt. Og så er vi fremme ved Vollsmose. Som den engagerede journalist han er, svinger Jørgen Flindt Pedersen nu over til at se israelerne som aggressorer, besættere, ja, krigsforbrydere. David og Goliat med omvendt fortegn (s.12).

6a2. Idéudformning
Idéudformning og grundundersøgelse skal ifølge Meilby og Minke (Borgen 1983) give journalisten ”fast grund under fødderne” (s.105). Idéudformningen er den mentale forberedelse, at finde den logiske sammenhæng, grundundersøgelsen den praktiske, at finde den faktiske sammenhæng.
Her er det vigtigt, at fastslå målet med undersøgelsen. Hvad vil Jørgen Flindt Pedersen med sit projekt, som kan være til gavn for de undertrykte palæstinensere. Det kommer han ind på allerede i bogens forord: ”Mit udgangspunkt har været — som ved andre film, jeg har lavet i årenes løb — at alle mennesker har ret til at for-tælle deres historie, og at jeg som instruktør står inde for deres troværdighed. Men derudover har jeg følt, at denne konflikt aldrig fandt en løsning, før der i offentligheden var skabt mere viden om og forståelse for palæstinensemes fø-lelser.” Altså rettighed og mulighed: de har ret til at få deres historie fortalt, og det er muligt, at publikums forståelse kan løse op for deres fastlåste situation.
Dernæst må man reflektere over de hv-spørgsmål: Hvordan forholder det sig? Hvorfor forholder det sig sådan? Og hvad kan det ventes at medføre? (Meilby & Minke, s.104). Det tog lang tid, inden Jørgen Flindt Pedersen begyndte at begribe konfliktens logiske sammenhæng, hadets logik. Han fortæller i Folekkirkens Nødhjælps blad ”Nød”, februar 2003: ” “Det kristne bud, om at man ikke blot skal elske sin næste men også sin fjende, viser først sin vanskelighed, når vi kølige danskere rystes ved at møde det had. At nogle af de ultimativt rareste mennesker, man lærer at kende, kan føle et sådant had. Jeg er netop indoktrineret til det modsatte, til at elske jøder. Men de palæstinensere, jeg mødte, og som hadede så voldsomt, var rare, hjælpsomme og moderate mennesker. Hvis vi skal blive klogere, må vi gøre mere for at forstå, hvor alt dette had kommer fra.”
Jørgen Flindt Pedersen har i udgangspunktet en hypotese, der går ud på, at et folk lider, fordi et andet folk skal have et hjemland. Men nu skal hypotesen tjekkes:

6a3. Grundundersøgelse
En grundundersøgelse foregår ved indsamling af stof fra hhv. mundtlige og skriftlige kilder, samt ved egne observationer. Vedr. sidstnævnte: Jørgen Flindt Pedersen foretager hele 8 rejser til Israel/Palæstina i perioden juli 2001 til december 2002. Den generelle baggrundsviden har han som nævnt fra en lang karriere som journalist, den specifikke fra et seminar om ”Global Journalism” i København (s. 21), hvor bl.a. Khaled Abu Aker fortæller om det at være palæstinensisk journalist. Han er den første Flindt Pedersen besøger i Israel/Palæstina, og Aker tager ham med på en rundtur i Jerusalem og gennem et check-point til Betlehem. Hans egne observationer skal senere blive bogens stærkeste dokumentation.

Vedr. mundtlige kilder: Bogen er en lang gennemgang af de mange personer, Jørgen Flindt Pedersen, talte med som forberedelse til filmen ”De besatte”, dels for at få baggrundsviden, dels for at udvælge de rette personer til filmen, se afsnittet Resumé. Han finder de fleste personer ved, at den han møder, kender nogen, der kender nogen… I et oplæg til cand. public. Studerende på Syddansk Universitet fortalte han, at betingelsen var, at de skulle kunne snakke engelsk, da han ikke ønskede at arbejde med tolk – se bilag 5. Vi ved fra bogen, at han møder personerne til en forhåndssamtale, inden han kommer for de egentlige optagelser til filmen. I bogen er det svært at skelne om de samtaler, han gengiver er et led i grundundersøgelsen eller selve researchen.

Vedr. skriftlige kilder: Selv om han har en omfattende litteraturliste, der også har bogen ”Warrior”, af Ariel Sharon og David Chanoff, med, tager han, som omtalt under Historisk oversigt, kun de historikere med som er kritiske mod zionismen.

6a4. Delkonklusion
”At være paradigmetro er en måde at reducere egen usikkerhed på”, skriver Launsø og Rieper (1997). Dels kan man ikke se alt fra alle sider, dels er der noget trygt ved at vedkende sig sit ståsted, dels kan man have en grund til netop at anskue verden fra en bestemt vinkel. Alt dette er forståeligt i en efterkrigstid med ubearbejdede traumer. Men det er det ikke for en undersøgende journalist et halvt århundrede efter. Godt nok punkterer han myten om den altid gode israeler, men leverer selv stof til en ny myte om den uskyldige palæstinenser. Selv selvmordsbombere forstår han til en vis grad. Og giver ”besættelsesmagten” skylden for at de opstår. Spørgsmålet melder sig uværgeligt, om han ikke selv er et offer for mytedannelse, idet der gennem de sidste 10-15 år har været særdeles gunstigt fokus på palæstinensernes situation i medierne.

At fokusere på palæstinensernes menneskelige ansigt, må siges at være en rigtig god idé. Jørgen Flindt Pedersen har netop reflekteret over spørgsmålet hvorfor og har givet en forklaring på nogle af årsagerne til ”ondskabens cirkel”. Men dette engagementet rummer også en fare for at journalisten bliver en del af sagen, mister sit objektive overblik, gør sig til talsmand for eller mod det han rapporterer, bliver for personligt engageret. Den krigslignende situation i Israel/Palæstina gør i sagens natur stort indtryk. Det kan nemt resultere i det, de svenske medieforskere bag ”Nära nyheter” kalder ”kulturel påvirkning”. Ifølge Peter Kramhøft drejer det sig om en ”påvirkning, der sker af journalister, som regelmæssigt beskæftiger sig med en bestemt institution og dermed ”risikerer” at overtage det politiske miljøs og forvaltningsmiljøets tankegang, sprog og kultur (Forlaget Ajour 2000, s130). Her henvises til en af de påvirkningsstrategier, kommunale kilder kan anvende overfor journalister. Det kan ikke udelukkes, at samme strategi er benyttet af ”de besatte” palæstinensere overfor den omrejsende danske journalist. Samme Kramhøft påpeger videre under kapitlet ”Indsamling af stof ved iagttagelse” (s.187): ”I den gestaltende journalistisk betragtes verden gennem et temperament, men det betyder ikke, at alle udlægninger, af det der iagttages er lige gode. Mange reportager bærer præg af kulturelle blokeringer og missionerende holdninger eller ironiserende distance…”.

Man kan sætte spørgsmålstegn ved grundundersøgelsens validitet. Kan man på ægte turistfacon blot møde tilfældige mennesker, lade dem vise en rundt til de steder, hvor de mener uretfærdighederne sker, lade dem fortælle deres version af historien og derefter henvise til en i deres bekendtskabskreds i samme klasse, med tilnærmelsesvis enslydende holdninger og føle sig ”på sikker grund”, som Meilby og Minke udtrykker det? Selv om Flindt Pedersen netop vil skildre nogle menneskers smertelige erfaringer under ”besættelsen”, er det spørgsmålet om de 12 palæstinensere, han har udvalgt, tilsammen er eksponenter for alle palæstinenseres erfaring under de samme forhold.

I bogen ”Den skinbarlige virkelighed” (Samfundslitteratur 1999), pointerer Ib Andersen udfra en videnskabelig tilgang, at den deltagende observation ikke er anvendelig til at studere alle former for fænomener og giver eksemplet med store populationer. Her vil ”surveys” f.eks. være mere velegnede (s.198). I studiet af palæstinensernes livsvilkår ville det betyde et studie af et repræsentativt udsnit af personer i de besatte områder, inde i Israel og i f.eks. Jordan, hvis indbyggertal for 60 pct.’s vedkommende består af palæstinensere. Man ville endvidere kunne opdele dem i forskellige befolkningsgrupper efter alder, køn, social status, religiøst tilhørsforhold osv. De ville også være fair, hvis man som Flindt Pedersen ville begrænse sig til de besatte områder.

6b. Efterforskning
Efterforskningen bygger ligesom grundundersøgelsen på hhv. mundtlige og skriftlige kilder, samt egne observationer. For igen at tage sidstnævnte først, så er dette Jørgen Flindt Pedersens stærkeste dokumentation. Især gør det indtryk, at han må snige sig udenom Kalandia check-point på vej til Ramallah under den israelske ”Operation Protective Shield” efter et palæstinensisk selvmordsbombeangreb i Netanya. ”Jeg ville ind til Wafa, Manal og Ibrahim og skildre deres liv under besættelsen…Jeg finder hullet i hegnet og er snart alene i et stort bart landskab… Jeg vakler videre og kommer i læ af nogle skure og sniger mig frem…” (s.185). Han bliver spærret inde i ”Ramallah Studios” sammen med sine venner i flere dage, inden det lykkes ham at snige sig ud af byen igen. Han bliver ved flere lejligheder tilskuer til resultatet af Apachehelikopternes missilangreb; stærkest virker det på filmen, da vi møder hhv. apatiske og hysteriske kvinder, der græder over deres børn, der blev dræbt ”i købet”.

Interessant ny viden får vi i filmen, da elever fra skoleinspektør Ahmed A. Alla’s skole rejser sig ved skolepulten og næsten mekanisk fortæller deres historie – på engelsk. Et tidligere indslag med elevernes bidrag har ellers været på arabisk, men nu er det tydeligt, at de vil sikre sig, at deres budskab går igennem. I filmen fremgår det også, at der trods Alla’s prisværdige anmodning om at tilgive israelerne, er det et udpræget ønske hos eleverne om at hævne sig og endda blive martyrer i kampen, dvs. selvmordsbombere.

Bogen bygger som sagt på mundtlige kilder, hvor Jørgen Flindt Pedersen er tilskuer, fluen på væggen, og blot lader palæstinenserne fortælle deres historie, opfattelse og følelser. Her møder vi modsætninger, et voksende had på den ene side og en stædig holden sig til dagliglivets rytmer og de små glæder på den anden. Vi møder palæstinenserne som sympatiske mennesker, reflekterende over deres situation i et forsøg på at leve efter et minimum af demokratiske spilleregler – se også afsnittet Resumé. Vi møder også tre israelere, alle skeptiske mod de højreorienterede styre. Stærkest indtryk gør Nurit Peleh-Elhanan, der mistede sin datter ved et selvmordsbombeangreb og nu giver regeringen skylden. Påstanden er overraskende og det er afslørende, ikke blot at alle israelere ikke bakker op om regeringen, men også at nogle er direkte imod.

Skriftlige kilder er igen de nye historikere, hvor han dels plukker i deres bøger, dels besøger nogle af dem og lader dem komme direkte til orde. De opsummerer ikke blot de nye fakta, de vil påvise, men kommer også med deres egne konklusioner, som f.eks. Benny Morris på s. 67: ”Ben Gurion ønskede helt klart så få arabere som muligt inden for den jødiske stat. Han håbede, at ’de ville flygte’” Det er en negativt vurdering, set fra zionistisk synspunkt. Eller Ilan Pappé efter omtalen af annektering af Vestbredden i 1967 og den medfølgende ”etniske udrensning” – på side 73: ”Lad os dog stå ved det. Det er slemt, men det er jo ikke verdenshistoriens mest modbydelige begivenhed” (s.73). En efter omstændighederne positiv vurdering, set fra zionistisk synspunkt.

Vi ville have spurgt Jørgen Flindt Pedersen om det Bjarne Kvam kalder ”faktakontrol”. I bogen ”Etterforskende journalistikk” siger han på side 217 at ”i efterforskende journalistik er det mere vigtigt end i al anden journalistik, at man ikke rammer ved siden af målet…” Har Flindt Pedersen gået oplysningerne efter i sømmene, især de historiske begivenheder, knyttet til særlige datoer, som kan efterkontrolleres – se Historisk oversigt. Var der andre faktuelle oplysninger, som kunne give et bedre helhedsbillede og måske endda forklare hvorfor det skete. Viden er ikke blot logos, hvad der skete, eller episteme, hvordan det skete, men også pronesis, hvorfor det skete. Og som Bjarne Kvam skriver: Faktakontrol indebærer ikke bare at tjekke at det, som står i teksten, virkelig er sandt. Det er også vigtigt at vurdere om noget mangler.”

Vi ville også have spurgt Jørgen Flindt Pedersen om han havde andre til at hjælpe sig med faktakontrollen. Det fremgår nemlig af bogen, at han arbejdede alene. Igen Bjarne Kvam: ”Det er ikke godt nok, at journalisten selv foretager faktakontrollen. Helst bør han skaffe sig en kollega eller en redaktionsleder som kan spille rollen som ’djævelens advokat’…” (s.217, min oversættelse).

Hertil kommer, at Jørgen Flindt Pedersen arbejdede alene. Trods fordelen ved fleksibilitet, er der også ifølge den norske journalist Bjarne Kvam farer forbundet med denne arbejdsform: ”Blandt ulemperne er, at du bliver efterladt alene med vanskelige problemstillinger. Du har ingen at snakke med. Du får ingen modforestillinger. Du kan blive så stærkt identificeret med sagen, at udenforstående tror, du har personlige motiver” (Bjarne Kvam: Etterforskende journalistikk, Institutt for Journalistikk 1995, s.144 – min oversættelse).

Til sidst ville vi have spurgt til hans spørgeteknik; om han gik frem efter et på forhånd tilrettelagt skema – det ville en videnskabelig undersøgelse have gjort, og hvis ikke; om de udtalelser han citerer, blot kommer tilfældigt under afslappede former, eller om de er resultat af et særligt interview.

6b1. Delkonklusion
Det er lykkedes for Jørgen Flindt Pedersen at formidle et menneskeligt billede af den ”besatte” palæstinenser, en virkelighedstro situationsrapport fra de ”besatte” områder og på en meget levende og detaljeret måde gengive de interviewede personers version af historien fra 1948. Som sagt er hans egne observationer den stærkeste dokumentation, men kun i forhold til de begivenheder, ahn oplever på vej til og fra interviewobjekterne. Spørgsmålet er nemlig, om det ikke er en myte, at man kan være en flue på væggen i forhold til andre personer. Udover selv at blive påvirket af det, man ser, bliver også interviewpersonerne påvirket af at en journalist nu er interesseret i deres historie og vil eksponere den for et større publikum. I en karakteristik af videnskabelige observationsteknikker kommer Ib Andersen i bogen ”Den skinbarlige Virkelighed” (Samfundslitteratur 199, s. 195) ind på, at en observation ”er åben, når undersøgelsespersonerne ved, de er genstand for en undersøgelse”, deltagende, når observatøren indgår i det fænomen, der skal studeres og direkte, idet ”de udforskede ved, at de bliver observeret og også er bekendt med formålet for observationen”. Alle tre ting kan forekomme i en videnskabelig kvalitativ undersøgelse, og forekommer også i Flindt Pedersens observationer – også det sidste, da det er tydeligt, han er på jagt efter personer til en film. Han spørger nemlig direkte, om de vil medvirke. Men de tre punkter medfører problemer ift. undersøgelsens troværdighed: ”Et af de største problemer ved observationsteknikkerne er observatørens påvirkning af de observerede. De fleste folk bliver påvirket af at blive observeret… Et andet problem er den begrænsning, der ligger i det perspektiv, som forskeren er udstyret med. Det gør, at hun registrerer visse ting og ikke andre…” (s. 199).

Det er også et problem, at journalisten med så meget råstof fra så mange ”åbne interviews” må foretage en løbende udvælgelse. ”Det åbne interview stiller store krav til interviewerens evner. Således skal denne både lytte, fortolke svarene, stille uddybende spørgsmål…” skriver Ib Andersen (s. 205), Især det med fortolkningen spiller ind med tanke på Flindt Pedersens motivation (se Indledning) og paradigmeskift (se Idéudformning og Grundresearch).

Det er styrke, at de nye historikere kommer med dokumentation for en anden og mere nuanceret virkelighed af omstændighederne i forbindelse med 1948, men en svaghed, at de som Flindt Pedersens informanter, fremkommer med deres egne tolkninger af historien. Det er ikke objektive fakta, men hvad de tror magthaverne ville med det, de gjorde.

6c. Præsentation
Palæstinenserne skal have mulighed for at fortælle deres lidelseshistorie! Det var Jørgen Flindt Pedersens mål. Og dertil er filmmediet perfekt. Vi får de udvalgte palæstinensere udleveret, deres oplevelser og holdninger, med gråd og latter, vrede og glæde – og med pauser, der signalerer den ventetid og trykkede stemning, som også er en del af palæstinensernes dagligdag. Filmen ”skulle være modbilleder til de traditionelle TV-billeder – fungere som en sags kulturelle tolke, som han sagde på Syddansk Universitet” – se bilag 5.

Bogen ”Brylluppet i Ramallah” udkom som et supplement for at komme helt omkring de personer Flindt Pedersen mødte i sin research. Der var mange flere palæstinensere, der var israelere, (der var ingen interviews med israelere i filmen) og der var de nye historikere. Vi får at vide hvordan han mødte dem, hvad de sagde, både foran kameraerne og før og efter optagelserne. Vi får en sitiuationsrapport set gennem Jørgen Flindt Pedersens øjne og får også at vide hvilket indtryk det hele gør på ham.

Bogens stil er fortællende – og det er jo det, Jørgen Flindt Pedersen vil være: en god fortæller (ifølge portræt på www.dr.dk). Fortælling egner sig bedst til én historie; her mødes vi af mange små historier, så mange at det kan være svært at skelne historierne fra hinanden (Se Resumé). Fortælling kulminerer i et klimaks; her et par af de mest opsigtsvækkende portrætter af hhv. den politiske leder af Hamas, der legitimerer selvmordsbomberne og den israelske mor, der giver den israelske regering skylden for at selvmordsbombere over hovedet opstår. Fortælling formilder fakta, hvad journalisten oplever udefra; her støder vi med jævne mellemrum på vurderinger; en fortløbende meningsdannelse inde i Jørgen Flindt Pedersen selv.
Nogle af disse vurderinger siger noget om den situation, bogen søger at beskrive. F.eks. at de holdningsmæssige nuancerne forsvinder i en krig: ”Jeg havde påbegyndt min rejse i Palæstina som en ivrig fortaler for dialog, med havde sværere og sværere ved overhovedet at tale med israelere… Og så sagde jeg det: At de altid havde behandlet palæstinenserne som andenrangs menensker. Og så brød helvede løs… Jeg var klar over, at de neutrale dialogvenlige citrontræers tid var forbi” (s.138-139). Og hvordan konflikten begyndte at æde sig ind på ham selv: ”Hjemme på hotellet ser jeg et israelsk program fyldt med indslag om selvmordsbombernes ofre. Jeg tænker på, hvor vigtigt det er, at jeg ikke færdes så meget blandt palæstinenserne, at jeg ender med at blive immun overfor de israelske tragedier. Faren for at blive dehumaniseret og dæmoniseret, faren for at overtage vennernes fjendebilleder, den er der hele tiden, fordi jeg deler oplevelser med dem” (s.146). Vurderingerne i fortælleformen kulminerer i hans overvejelser omkring selvmordsbomberne. Hele 4 sider bruger han på det (s.171-174) og ender med som en slags undskyldning at kalde metoden for ”fortvivlelsens selvhjælp”.

Også de historiske fakta, Jørgen Flindt Pedersen vil formidle, gengives i en fortællende stil, dels af de berørte palæstinesere, dels af de nye historikere, Benny Morris og Illan Pappé, som han havde mulighed for at møde. Meron Benvinisti, forfatter til bogen ”Sacred Landscape”, citeres bare. Citater af de israelske ledere Ben Gurion’s og Moshe Dayan’s kompromitterende udtalelser citeres også fra denne bog, og er altså kun indirekte dokumentation.

Der er ikke noget kort over Israel/Palæstina i bogen, så læseren får ikke indtryk af staten Israels beskedne størrelse, ej heller en evt. Palæstinensisk stats opdeling i to regioner, hhv. Vestbredden og Gaza. Der er heller ikke geografisk dokumentation for den historiske udvikling fra mandatstyre over hele Transjordanien, over dannelsen af staten Jordan og derved en minimering af Palæstina, til FNs opdeling af Palæstina i hhv. en palæstinensisk og israelsk stat (af 29. November 1947). Se i øvrigt bilag 2.

Selv om der er både forord, prolog og epilog med Jørgen Flindt Pedersens egne vurderinger af konflikten i forbindelse med projektet, er der ikke et afsnit med historisk oversigt, set fra begge konfliktens parters synsvinkel.

6c1. Delkonlusion
Jørgen Flindt Pedersen udnytter filmmediet til at få palæstinensernes lidelseshistorie fortalt. Derimod udnytter han ikke bogmediet tilstrækkeligt. Bogen er også velegnet til fortælling, men dels ”afbrydes” faktaformidlingen af hans egne vurderinger undervejs, dels udnytter han ikke bogformens muligheder for ordentlig og alsidig dokumentation, hverken historisk eller geografisk.

Bogmediet gør det også muligt at ”tale ud”, dvs. komme hele vejen rundt om et problem. Der er ikke nogen egentlig behandling af det religiøse aspekt (har konflikten noget med islam-jødedom at gøre?), ej heller det antroprologiske (hvor kommer det palæstinensiske folk fra? Hvorved adskiller de sig fra andre arabere? Hvor er der palæstinaarabere lige nu – Jordan, Israel, Libanon, Syrien osv.).

Bogens fortællende stil er stærk når det gælder at gengive palæstinensernes oplevelser og følelser som ”besatte”, men svag når det gælder troværdig dokumentation. Der kunne med stor fordel have været appendix med ”afslørende” dokumenter.

7a. Om bogens indhold:
Det er lykkedes for Jørgen Flindt Pedersen at give et billede af besatte palæstinenseres livsverden, men kun i form af en ”stikprøvekontrol”. Det er udvalgte palæstinensere fra middelklassen, veluddannede og i kraft af deres erhverv gode kommunikatorer (bl.a. mediefolk, politikere, skuespiller og skoleinspektør). Det er også lykkedes at vise os, at der er israelere, der har en anden version af historien og syn på den igangværende konflikt end den officielle israelske. Og der er, ikke mindst pga. af Flindt Pedersens egne oplevelser, givet os mulighed for at leve os ind i palæstinensernes usikre hverdag under ”besættelsen”.

Det er ikke lykkedes for Jørgen Flindt Pedersen at give en alsidig og dækkende beskrivelse af den israelsk/palæstinensiske konflikt – og det var heller ikke meningen. Efter filmens lancering fik han kritik for ensidighed, og svarer her i Jyllands Posten 11. Marts 2003: ”Hvis målet havde været at give en fremstilling af konflikten mellem palæstinensere og israelere, ville jeg have forstået kritikken. Men det har på intet tidspunkt været formålet med denne film. Formålet har, som titlen så klart etablerer, været at fortælle, hvordan palæstinenserne oplever deres situation… Jeg har villet belyse hvordan sådanne traumer bearbejdes… Og jeg har set på, hvordan de besatte overlever i hverdagen…”

Alligevel kunne man forvente, især i bogform, at få en mere nuanceret og dækkende beskrivelse af konfliktens præmisser, dens historie og geografi i oversigtsform, evt. med religiøse og antroprologiske noter, for dels at få bilagt denne diskussion, og dels for bedre at kunne forstå konfliktens aktører. Det kunne der komme flere interessante refleksioner ud af, bl.a. hvordan et skødesløst og dobbeltmoralsk britisk mandatstyre, et virkelighedsfjernt FN og militæruddannede regeringsledere kan skabe så mange problemer for almindelige mennesker. En forståelse for præmisserne kunne være et nyttigt ”bagtæppe” for vurdering af det, interviewpersonerne siger, en nyttig baggrundsviden, som også kunne fritage forfatteren fra at skulle dække alt mere alsidigt senere i bogen.

Når det er sagt, er det selvfølgelig umuligt at dække alt. Jørgen Flindt Pedersen har valgt at have palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza som ”frame” og dykke ned med sin ”sprøjte” for at tage en ”prøve” i folkehavet dér. Og han har unægtelig en pointe, når han i svar på føromtalte læserbrev skriver: ”Selv mennesker, der har taget endegyldigt stilling til konflikten og støtter Sharon hundrede procent, bliver vel ikke dummere af at få at vide, hvordan palæstinensere tænker, når de endelig får lov til at udtrykke sig sammenhængende”.

7b. Om forfatterens metoder:
Engagement er et ”must” for den undersøgende journalist. Og den egenskab besidder Jørgen Flindt Pedersen. Men hans engagement smitter af på dokumentaren, dels ved en levende fortælling, og dels, desværre, ved egne refleksioner undervejs. Han har tydeligvis gennemgået et paradigmeskift fra en proisralesk holdning udfra en kollektiv dårlig samvittighed efter 2. Verdenskrig, til noget, der ligner en propalæstinensisk holdning, grundet en i dag veletableret konsensus på vore breddegrader om at altid tage den svages parti. Sammen med en undersøgende journalists opgave at afsløre det fordækte og helbrede en social sygdom, efterlades læseren i hvert fald med et indtryk af at forfatterens tager parti.

Det kulturelle påvirkning smitter også af på dokumentaren. De involverede parter tager journalisten med til de brændpunkter, de udvælger, introducerer ham til venner af samme meninger og sociale lag. Og selv om Flindt Pedersen også opsøger personer, bl.a. de nye historikere, han har besluttet at ville møde hjemmefra, udgør også disse en bestemt kategori, en bestemt kultur, kritisk mod den israelske besætteslespolitik.
Den observerende metode er en stærk form for dokumentation. Det er sandt, hvad journalisten oplever, men kun i subjektiv forstand. Det er ham, der oplever det, og hele den epistemeiske diskussion om virkeligheden i virkeligheden kun er der i kraft af at nogen betragter den, sætter i hvert fald den subjektive opfattelse i relief. Dertil kommer ”myten om fluen på væggen”. Selv i videnskabelige undersøgelsesmetoder tages forbehold for den observeredes viden om at vedkommende bliver observeret. Personer, som ved, de er genstand for en rapport, kan tilpasse deres udsagn til det, de tror journalisten eller publikum vil høre. Det afsløres bl.a. i filmen, hvor drengene pludselig udtaler sig på engelsk, hvor de før talte arabisk.
Engagementet, observationsmetoden og det, at forfatteren selv gennem otte rejser udsætter sig for massiv påvirkning, gør det bydende nødvendigt med bevissikring, helst i form af indiskutable dokumenter. Skoleinspektør Alla er det eneste af slagsen. Et billede af et eneste af hans dokumenter ville styrke hans vidnesbyrd anseligt. Alle historierne, som fortælles i bogen, er hvad interviewpersonerne har fået overleveret af deres forældre. I filmen kommer det desuden frem, at en bedstemor, der angiveligt var øjenvidne, ikke kan huske det hun har set. Selv de nye historikeres udsagn står blot som andenhåndsviden, og er kun valide i samme omfang som de bekræftes og/eller nuanceres af traditionelle historikere.
Et vidne i en retssal skal sige ”sandheden, hele sandheden og kun sandheden”. Bogen ”Brylluppet i Ramallah” opstiller sådanne vidner. Og opfylder som sådan ovenstående betingelser. Men ”juryen”, dvs. alle vi læsere, må have i baghovedet, at det netop er vidner, at det er sandheden om deres livsverden, ikke nødvendigvis alle andres livsverden i regionen.
Og derfor er ”Brylluppet i Ramallah” kun en ”stikprøvekontrol”, omend en vigtig sådan.

Jørgen Flindt Pedersen: Brylluppet i Ramallah, Gyldendal, 2003

Specifikt vedr. behandling af bogen:
Peter Harms Larsen: Introduktion til undersøgende journalistik, Institut for Journalistik, Syddansk Universitet, 2003
Mogens Meilby og Kim Minke: Når sandheden skal frem, Borgen, 1983
Peter Kramhøft: Journalistik med omtanke, Forlaget Ajour, 2000
Bjarne Kvam: Etterforskende journalistikk, Institutt for journalistikk, 1995
Laila Launsø og Olaf Rieper: Forskning om og med mennesker, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1997
Ib Andersen: Den skinbarlige virkelighed, Samfundslitteratur 1999

Generelt vedr. den israelsk/palæstinensiske konflikt:
Erik Reske-Nielsen: Det Mellemste Østen, Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi, Danske Boghandleres Kommissionsanstalt, 1956
Peter P. Rhode: Krig og Krise i Mellemøsten, Thaning & Appels Forlag, 1967
Golda Meir: Mit liv, Gyldendal, 1975
Poul Borschenius: Ben Gurion. Det moderne Israels skaber, H. Hirschprungs Forlag, 1956