”Når det handler om liv og død, kan vi ikke bare gå med en følelse”

Når sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen fra Gjellerup Kirke nær Herning er ude for at holde foredrag om aktiv dødshjælp – og hvorfor hun mener, at det vil være forkert at indføre det – fortæller hun ofte om sit møde med en ældre mand på et plejehjem.

”Mødet fandt sted ved, at en af mine tidligere konfirmander kontaktede mig og opfordrede mig til at tage hen på det plejehjem, hvor hun arbejdede, og tale med en af beboerne. Der var flere forskellige grunde til, at hun mente, at det ville være godt, hvis jeg mødtes med den ældre mand. Plejehjemmet lå ikke i mit sogn, men jeg tog derhen alligevel,” fortæller Inge Marie Kirketerp Hansen. Hun blev vist ind til manden, der havde levet et aktivt og spændende liv, hvor han på mange måder selv havde kunnet sætte overskriften, men som var blevet ret syg og plejekrævende.

”Han fortalte mig, at min tidligere konfirmand havde taget sig utrolig godt af ham. Han var især optaget af en bestemt episode, hvor han havde sagt til plejeren, at havde han været en hest, ville han være blevet skudt for længst. Plejeren reagerede med at tage sine handsker af og tage hans hænder. Så kiggede hun ham i nakken og sagde: ’Jeg ser ingen tegn på, at du er en hest, så indtil andet er bevist, vil jeg blive ved med at behandle dig som et menneske,’” siger sognepræsten.

Hun holder en lille pause, mens hun kigger sig omkring i præsteværelset, hvor der hænger ikoner, billeder og plakater på væggene, nogle af dem hendes egne linoleumstryk, og der er tæt pakket med bøger i reolerne.

”Plejeren reagerede med at tage sine
handsker af og tage hans hænder.
Så kiggede hun ham i nakken og sagde:
’Jeg ser ingen tegn på, at du er en hest,
så indtil andet er bevist, vil jeg blive ved
med at behandle dig som et menneske.’”

”Han fortalte mig den historie alle de gange, jeg nåede at tale med ham, inden han døde, og hver gang blev ham meget berørt. Og det forstår jeg godt, for det var jo et tydeligt udtryk for et menneskesyn, som tillægger livet værdi – ikke afhængig af, hvor mange penge man tjener, eller hvilken stilling man har, eller hvad man kan bidrage med, men alene fordi livet er værdifuldt,” siger Inge Marie Kirketerp Hansen.

Og tilføjer, at stod det til hende, skulle citatet fra hendes tidligere konfirmand ’jeg vil blive ved med at behandle dig som et menneske’ stå over døren ind til alle plejehjem, sygehusafdelinger, bosteder m.m., og det skulle stå med flammeskrift for øjnene af alle mennesker, når de føler sig svage og alene og ikke synes, at de er noget værd. ”Det burde ikke være nødvendigt, men jeg mener, at vi er oppe imod stærke kræfter i samfundet, som mener, at man kan værdisætte menneskers liv og afgøre, om det er værd at leve eller ej – og dermed også indirekte værdisætter mennesker,” siger hun.

Frustreret over debat uden nuancer

Inge Marie Kirketerp Hansen er vokset op i en præstegård ved Assing Kirke i Kibæk nær Herning, hvor hendes far var præst, og hendes mor var engageret både lønnet og ulønnet. Selv blev hun fra en tidlig alder engageret i spejderarbejde, KFUM og KFUK-aktiviteter og senere i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, DKG. ”Især i DKG oplevede jeg, at der var plads til at diskutere alting og ryste det godt og grundigt – selv de mest grundlæggende elementer i troen. Kunne de ikke holde til det, var de ikke stærke nok. Men troen holdt, og samtidig lærte jeg, at man kan være uenige, uden at man behøver at blive uvenner – og at nuancer og fakta er nødvendige i en sund samtale og debat,” siger hun.

Med de erfaringer i bagagen var det svært for hende at være vidne til den debat om aktiv dødshjælp, der for alvor brød løs, efter at Mette Frederiksen på Folkemødet på Bornholm i juni 2023 erklærede sig som tilhænger af aktiv dødshjælp, og der blev nedsat et udvalg, som i januar i år afleverede en rapport med anbefalinger til regeringen. ”Jeg blev så frustreret over, at debatten var præget af en stærk ja-side og var stort set uden nuancer. Jeg mener, at uanset om man er tilhænger eller modstander, må man erkende, at det er et vanskeligt etisk spørgsmål, ja, et dilemma,” siger hun.

Hun oplevede, at debatten især var præget af et argument om, at aktiv dødshjælp burde være en mulighed, fordi det ville give den enkelt selvbestemmelsesret selv i forhold til døden. ”Det argument synes jeg er unuanceret, for præmissen er, at man kan tage beslutninger uafhængig af de relationer, vi alle er indlejret i. Som Løgstrup sagde, har vi aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dette menneskes liv i vores hånd. Det gælder i alle mulige forhold, også når det kommer til spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Derfor kan man ikke give den enkelte ret til at bestemme over sin død, uden at det får konsekvenser for andre,” siger hun.

I sine samtaler og sjælesorg blandt syge og døende har hun meget sjældent oplevet, at den syge direkte beder om at få aktiv dødshjælp eller erklærer sig som tilhænger af det. Tværtimod er det som regel de pårørende, der har disse tanker og overvejelser, eller det kan være mennesker, som slet ikke er tæt på spørgsmålet. ”De syge og døende er som regel optaget af, hvordan de kan få en sidste tid med dage fulde af liv, hvis de ikke kan få et liv fuldt af dage. Derfor handler det om lindring, nærvær, hjælp og støtte af mange slags,” siger hun.

Hun henviser til en undersøgelse fra Belgien, der viser, at hvis syge og døende overhovedet bringer spørgsmålet om aktiv dødshjælp på bane, sker det typisk i fasen lige efter, at de har fået en alvorlig diagnose som kræft, demens eller ALS. ”Oplever de herefter, at de bliver lindret og hjulpet, ændrer deres perspektiv sig,” siger hun.

En kronik og et kald

Hun talte med sin ven og kollega, hospitalspræst Christian Wegeberg, om sin frustration over de manglende nuancer i debatten, og de blev enige om at skrive en kronik sammen. Den blev offentliggjort i Berlingske i juli 2023 og var et indlæg imod aktiv dødshjælp, baseret på deres erfaringer som præster og den viden, de havde tilgængelig. De brugte ikke religiøse argumenter eller henviste til skriftsteder.

”Vi kunne have stillet os med Bibelen i hånden og henvist til livets ukrænkelighed og De Ti Bud og argumenteret for, at vi som samfund skal rette os efter dem. Men vi tog i stedet udgangspunkt i vores stærke erfaringer som præster og alle de møder, vi har haft med syge og døende – samt den effekt, vi kan se, at indførelsen af aktiv dødshjælp har haft ude i verden,” siger hun. Hun henviser blandt andet til udviklingen i selvmordsraten i Holland. Da aktiv dødshjælp blev indført i Holland i 2002, faldt antallet af selvmord, og forskere har vurderet, at det blandt andet hænger sammen med, at nogle af de mennesker, der ville have begået selvmord, nu fik en mulighed for at dø med medicinsk hjælp.

Men så vendte udviklingen, og fra 2007 til 2019 steg antallet af selvmord med næsten 34 procent – i stærk kontrast til de omkringliggende lande uden dødshjælpsmuligheden, hvor selvmordsraten de seneste årtier har været støt faldende. ”I Holland taler man i dag om en ”eutanasi-mentalitet”. Døden er rykket ind i samfund og tankegang, og blot det, at vi har talt så unuanceret om aktiv dødshjælp herhjemme, har helt sikkert også en negativ effekt, forstået på den måde, at menneskesynet former sig derefter,” siger Inge Marie Kirketerp Hansen.

Hun opfatter det som et stort problem, at debatten føres på et uoplyst grundlag. I sommeren 2023 – efter statsministerens udmelding på Folkemødet – blev der eksempelvis lavet en holdningsundersøgelse blandt danskerne, som viste, at hele 76 % var tilhængere af at indføre aktiv dødshjælp. Det kunne lyde som en overvældende tilslutning, som det ville være naturligt, at politikerne handlede på ved at gøre aktiv dødshjælp lovligt.

Men Inge Marie Kirketerp Hansen mener ikke, at undersøgelsen reelt afspejler befolkningens holdning. En anden undersøgelse, der blev lavet af Lægeforeningen i sommeren 2024, viste nemlig, at kun 17 % af danskerne ved, hvad aktiv dødshjælp er.

”Vi kan ikke begynde at lave meningsmålinger, før befolkningen har et oplyst grundlag at vurdere det på. Det er en de vigtigste grunde til, at jeg har kastet mig ind i debatten.
Det var ikke noget, jeg havde forestillet mig, at jeg ville gøre. Men det føles som et kald, for jeg kan høre på folk, når jeg holder oplæg, hvor lidt de ved, og hvor frustrerede de er over, at de for eksempel sjældent kender til de mange muligheder inden for palliationen,” siger hun.

Dilemmaet forsvinder ikke

Da kronikken havde været bragt i juli 2023, gik det stærkt. Inge Marie Kirketerp Hansen blev inviteret i TV2 News og efterfølgende i en række andre medier, hvor hun fremførte sine argumenter imod aktiv dødshjælp og efterlyste flere nuancer og mere viden som et grundlag for diskussionen. Hun begyndte selv at søge mere viden og søgte hjælp hos især læger og andet sundhedspersonale for at få afdækket området og de svære dilemmaer og gøre sin egen stilling klar.

”Det er et spørgsmål om liv og død, og derfor kan vi ikke bare gå på en stemning. Vi må have oplysning og holde fast i, at der er et dilemma. Det betyder, at vi må veje op, hvordan vi kan gøre mest muligt godt og skade mindst muligt,” siger hun. Hun erkender, at man vil kunne finde mennesker, der virkelig ønsker at dø, og hvor man også udefra kan tænke, at det vil være det etisk rigtige at give vedkommende mulighed for aktiv dødshjælp.

”Jeg kan heller ikke afvise, at jeg kunne føle mig etisk forpligtet til at hjælpe et menneske, jeg holdt meget af, og som bad mig om hjælp til at dø – hvis jeg oplevede, at det var et dybtfølt og reelt ønske. Men det er for mig at se ikke noget argument for, at vi bør indføre det som en generel rettighed. Prisen vil være alt for høj – og det ser vi allerede antydninger af,” siger hun. Inge Marie Kirketerp Hansen mener, at indfører man mulighed for aktiv dødshjælp, vil det påvirke vores menneskesyn og det enkelte menneskes blik på sig selv i en negativ og farlig retning.

”Indfører vi aktiv dødshjælp, indikerer vi, at nogle liv ikke er værd at leve, og det ligger også snublende nær for den enkelte at tænke, at det nok er den bedste løsning – i stedet for at undersøge og bede om muligheder for lindring og støtte. Det vil også påvirke mange, som kan tænke, at de er en belastning for deres pårørende,” siger hun. Sognepræsten oplever allerede, at syge og døende, hun har samtaler med, føler sig som en belastning og har dårlig samvittighed over at være en byrde for deres pårørende og for samfundet.

Hun nævner et eksempel med en kvinde i 50’erne, der havde fået en hjernetumor og var døende. Hun var fraskilt, og hendes nærmeste pårørende var hendes tre døtre, hvoraf en stadig var hjemmeboende, og de to andre var kommet tilbage fra de byer, de studerede i, for at være i nærheden af deres mor i hendes sidste tid. Både kvinden og hendes døtre vidste, at hendes sygdom kunne resultere i stærke smerter og i personlighedsforandringer.

”Da jeg talte med hende, gav hun udtryk for, at hun var glad for, at muligheden for at få en dødspille ikke fandtes, for ville hun kunne sige nej til det, hvis et af hendes børn i et øjebliks udmattelse eller i stor omsorg, sorg eller kærlighed nævnte muligheden for hende? Hun var bange for, hvad hun så ville sige, for hun ønskede ikke at dø på den måde,” siger Inge Marie Kirketerp Hansen.

”…hun var glad for, at muligheden for
at få en dødspille ikke fandtes,
for ville hun kunne sige nej til det,
hvis et af hendes børn i et øjebliks udmattelse
eller i stor omsorg, sorg eller kærlighed
nævnte muligheden for hende?
Hun var bange for, hvad hun så ville sige,
for hun ønskede ikke at dø på den måde…”

En pause fra smerten

Hun oplever, at danskerne mangler viden om muligheder for palliation: ”De fleste ved, at der findes mulighed for smertelindring. Men palliation handler om det hele menneske, også om åndelig og social lindring. Man har mulighed for at sige nej til behandling og for at afbryde behandlingen. Der er et væld af muligheder, men de bruges for lidt, fordi både personale og patienter ved for lidt om det,” siger sognepræsten.

De færreste kender for eksempel til palliativ sedering, vurderer hun. En mulighed, som mange læger taler for at bruge mere, da det i dag kun bruges i 5 % af de tilfælde, hvor der bruges palliation.
Det er et værktøj i paletten af palliation, som indebærer, at man lægger et menneske i en narkose, som det kan vækkes af igen. Har patienten stærke smerter af fysisk eller eksistentiel karakter, kan man – efter nøje aftale med patienten – bruge palliativ sedering, så patienten kan få en pause fra en smerte eller angst, som ikke kan dæmpes med andre metoder.

Inge Marie Kirketerp Hansen giver et eksempel på, hvordan det kan bruges: ”En yngre mor skulle dø fra sine mindre børn og kunne ikke holde til at være i de timer og dage, hun havde tilbage. Her brugte man palliativ sedering, så hun kunne få en pause fra den eksistentielle smerte, og hun så kunne være vågen og til stede, når hendes børn var på besøg,” fortæller hun.

Økonomisk tænkning og forråelse

Inge Marie Kirketerp Hansen er bekymret for, om der på sigt bliver indført aktiv dødshjælp i Danmark, og for, hvordan debatten om denne mulighed kan påvirke menneskesynet. Hun hilser en åben og nuanceret debat velkommen, men savner stadig perspektiver – ikke mindst når det gælder det menneskesyn, som hun mener, at ønsket om at indføre aktiv dødshjælp er eksponent for.

”Det er et menneske, som er præget af en økonomisk tænkning, og som medfører en forråelse. Det kan være svært at få øje på, når vi ikke lige ser en dokumentar fra et plejehjem, hvor man har brugt skjult kamera til at filme. Men når man taler med mennesker med handicap, vil mange af dem fortælle, at de mærker, hvordan dette menneskesyn præger både dem selv og samfundet,” siger hun.

Hun har talt med mange mennesker med plejekrævende handicap eller sygdomme, der oplever, at de hver dag skal legitimere, at de har brug for hjælp, og forsvare, at de har en plads i samfundet. Og de andre personer fra netværket ”Nej til statsassisteret selvmord”, som hun har været med til at stifte, hører lignende udsagn. ”En person fra netværket var eksempelvis ude at holde foredrag i en handicapforening, hvor deltagerne gav udtryk for, at de frygtede, hvad det ville betyde for deres vilkår, hvis der blev indført mulighed for aktiv dødshjælp. De forudså, at der ville komme et pres på dem. Hvis de blev for dyre i drift, ville det så ikke være bedre, at de døde?” siger hun.

”Samtidig sagde flere af foreningens medlemmer, at hvis forringelserne på handicapområdet fortsætter, ville de nå til et punkt, hvor de ville ønske at have muligheden for aktiv dødshjælp. Det synes jeg er et skræmmende perspektiv. For hvor er så det frie valg, som tilhængerne af aktiv dødshjælp taler så meget om,” siger Inge Marie Kirketerp Hansen. Hun har med glæde noteret sig, at Mette Frederiksen ikke længere har aktuelle planer om at fremsætte et lovforslag om indførelse af aktiv dødshjælp, og hun har indtryk af, at flere og flere mennesker enten bliver i tvivl eller blive modstandere af aktiv dødshjælp, når de får mere viden om området.

”Så jeg synes, at det giver mening for os i netværket at kæmpe videre, selv om det kan føles som en svær kamp at tale imod ikke kun et konkret forslag til lovgivning, men også et meget udbredt menneskesyn.” siger hun. Har du selvmordstanker, så husk at du kan ringe til Livslinien på telefon 70 20 12 01.

Inge Marie Kirketerp Hansen

Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet. Sognepræst ved Gjellerup Kirke i Hammerum. Har siden 2023 været aktiv i debatten om aktiv dødshjælp og er medstifter af Netværket ”Nej til statsassisteret selvmord”. Kåret til Årets Teolog 2024 af Menighedsfakultetet for hendes bidrag i debatten om aktiv dødshjælp.

Netværket ”Nej til stats-assisteret selvmord”

Blev dannet i 2024 for at bringe viden, erfaring og faglighed ind i debatten. Netværket arbejder med udgangspunkt i disse punkter:

1) Dødshjælp er de raskes svar på de syges problem.
2) Ubærlig lidelse KAN lindres.
3) Det frie valg er ikke kun frit, men ender som et pres.
4) Statsassisteret selvmord vil presse de syge, sårbare og plejekrævende, alene fordi tilbuddet eksisterer.
5) Statsassisteret selvmord vil gøre os alle mere kyniske og forråede.
6) Statsassisteret selvmord bliver en behandlingsmulighed.
7) Statsassisteret selvmord vil hurtigt blive en glidebane, hvor stadig flere grupper vil få lov til at kræve, at staten slår dem ihjel.

Da regeringens ”Udvalg for en værdig død” i januar 2025 offentliggjorde deres rapport, udgav Netværket ”Nej til statsassisteret selvmord” en mod-rapport.
Netværket udgiver snart en pamplet med de vigtigste argumenter fra modrapporten. Desuden har Netværket taget initiativ til en bog om aktiv dødshjælp, som udkommer senere i år.

Palliation

Palliation kommer af det latinske ord ”pallium”, der betyder kappe eller kåbe. Palliation skal således dække hele mennesket. I henhold til dansk lovgivning er der følgende muligheder inden for palliationen:

– Smertelindring – også når det måtte fremskynde døden

– Afbrydelse af behandling. For eksempel at stoppe med sonde eller slukke respirator

– Sige nej til behandling – og lade lindring tage over

– Palliativ sedering