Romanforfatter: Den jødiske Jesus blev min vej ind i kirken

De færreste danskere ved formodentlig, hvad der skete i de tyske byer Speyer, Worms og Mainz i år 1096, og det er ikke så underligt, for det er ikke en del af historiepensum i folkeskolen. Heller ikke i Tyskland er det almindelig viden, men det håber Norbert Krüger, at han kan være med til at ændre på. I 2021 udgav han under pseudonymet Jakob Matthiessen sin debutroman Tod oder Taufe – Die Kreuzfahrer am Rhein (Død eller dåb – korsfarerne ved Rhinen), som i 2023 blev udgivet i andet oplag.

Bogen, der er en historisk roman baseret på nøje research i historiske dokumenter, handler om de skæbnesvangre og brutale begivenheder, der fandt sted under det første korstog. Fyrster og adelsmænd i Frankrig, Flandern og Normandiet samlede adskillige tusinde riddere – mange af dem bønder og fattige – med tusindvis af heste, og op mod 50.000 mennesker drog af sted, inspireret af en pavelig udsending.

Undervejs, da korsridderne passerede de tre bispesæder Speyer, Worms og Mainz, hvor der levede store jødiske samfund, blev disse jøder udsat for voldsom forfølgelse. Det var første gang, at jødernes eksistens som helhed var truet i Europa.

”Jeg har altid interesseret mig for jødisk-kristne forhold og historie, men det var lidt tilfældigt, at jeg faldt over en ny oversættelse af tre middelalderlige jødiske kronikker på Syddansk Universitets bibliotek, hvor de overlevende ofre skrev om begivenhederne få år efter, de var sket. Forfølgelserne i 1096 spiller stadig en stor rolle i den jødiske erindring og blev også relateret til Holocaust. Det satte mig i gang med at skrive det, der blev til min debutroman,” fortæller Norbert Krüger.

Han er født i Tyskland i 1965 og voksede op i delstaten Nordrhein-Westphalen. Han uddannede sig i matematik og filosofi i Tyskland, hvor han fik sin første universitetsansættelse, inden han flyttede til Skotland og derefter til Danmark i 2001 i forbindelse med ansættelser på forskellige universiteter. Han var i tre år ansat på Aalborg Universitet, inden han blev ansat på Syddansk Universitet i Odense, hvor han nu er professor i robotteknologi og kunstig intelligens.

En fiktiv teologisk dialog

I sin fritid beskæftiger Norbert Krüger sig indgående med historie med fokus på jødisk-kristne relationer, og det er denne interesse, der har ført til, at han har skrevet romanen Tod oder Taufe, hvor to fiktive personer, en jødisk lærd, Rabbi Chaim, og domkirkens dekan, Raimund, indgår i en teologisk samtale mellem jødedom og kristendom, hvor de begge lærer noget værdifuldt af hinanden.

Dialogen mellem de to finder bl.a. sted i forbindelse med en nøglescene i romanen, der udspiller sig, da begivenhederne i 1096 spidser til. ”Da korsfarerne kommer til Speyer og vil angribe jøderne, bliver de stort set beskyttet, fordi biskoppen taler deres sag. Men da de kommer videre til Worms og Mainz, spidser det til, og mange jøder dræbes af korsridderne. Nogle jøder vælger endda at foretage en form for kollektivt selvmord, hvor voksne dræber sig selv og deres børn – for at undgå dåben,” fortæller Norbert Krüger.

”Korsfarerne stillede jøderne over for valget mellem at blive døbt eller dræbt, og mange tav eller sagde nej. For at undgå at flere ville blive dræbt, besluttede myndighederne i nogle byer til slut at tvangsdøbe jøderne, uden at de kunne protestere. På en måde kan man sige, at de begik et overgreb mod jøderne for at redde dem,” siger forfatteren. For at gøre dette spændingspunkt i historien tydeligt har Norbert Krüger opfundet rabbien og domdekanen og lader dem føre en fiktiv dialog, inspireret af dialoger, der rent faktisk har fundet sted mellem jødiske og kristne lærde, blot langt senere i historien – nemlig i tiden op til 2. verdenskrig og efter Holocaust især i Tyskland.

Det vender vi tilbage til. Men først skal vi opholde os lidt ved de to fiktive personer i Norbert Krügers roman. ”I min fortælling bliver rabbi Chaim udfordret af en anden rabbi, der ønsker, at jøderne skal udføre kollektivt selvmord, som i de jødiske krøniker blev beskrevet næsten som et slags helligt offer med mere eller mindre direkte referencer til kristne offermotiver, som det blev fejret fx i nadveren. For at forsøge at undgå det, foreslår Chaim – uden at sige det direkte – at domdekanen skal give ordre til, at jøderne skal døbes uden at de kan protestere, så deres skyld på den måde ville være mindre. Men for Raimund vil dette være helligbrøde mod et af kirkens sakramenter, og han afviser det i første omgang,” siger forfatteren.

”For at undgå at flere ville blive dræbt,
besluttede myndighederne i nogle byer
til slut at tvangsdøbe jøderne,
uden at de kunne protestere.”

Efter samtalen kan Raimund imidlertid ikke glemme rabbi Chaim, for deres møde har berørt ham. Rabbi Chaim har fortalt ham om den jødiske Jesus og har på den måde givet Raimund en fornemmelse af, at der findes andet og mere til fortællingen om Jesus end det, som den katolske kirke lægger vægt på. ”I middelalderens katolske kirke var fokus på Jesu fødsel, korsfæstelse og opstandelse. Lignelserne, Bjergprædikenen og alt det andet spillede ikke nogen stor rolle, men gennem sit venskab med Chaim har Raimund nu fået en fornemmelse af denne rigdom, som findes i den jødiske Jesus,” siger Norbert Krüger.

”Her er Jesus ikke forstået som ’gudlignede frelser’, som skulle dø for vores synder, men som lærd i den jødiske tradition. På den måde rettes fokusset mod indholdet af hans budskab, som får udtryk fx i Bjergprædiken, Fadervor og mange af hans lignelser og billedord.”

De to mænd mødes igen, og rabbi Chaim minder domdekanen om Jesu ord om, at sabbatten er til for menneskets skyld, ikke omvendt. Kort efter overværer domdekanen, hvordan en kvinde dræber to af sine børn for at beskytte dem mod den kristne dåb, og han indser, at menneskers overlevelse er vigtigere, end at han ”besudler et ritual”, selv når det er et sakramente. Han beslutter at kneble og bagbinde byens jøder og derefter tvangsdøbe dem for at redde deres liv.

”Her spidser det til, og i sidste ende vælger den katolske præst at følge den jødiske Jesus i stedet for kirkens forståelse af sakramenterne,” siger Norbert Krüger og tilføjer, at han personligt mener, at Jesus ville sympatisere med domdekanen.

”Jeg tror ikke, at Jesus ville genkende sig selv og sin lære i kirkens sakramenter, især ikke i nadveren. Jeg tror, at Jesus ville videregive en jødisk teologi og ville pege på Gud snarere end på sig selv. At han døde på korset, var for mig at se en nødvendighed, som tilførte hans liv og lære den nødvendige troværdighed. Men jeg har aldrig forstået den kristne offerteologi,” siger han.

Skyldfølelse førte til samtale

Norbert Krüger ved, at det blandt mange kristne vil blive opfattet som kontroversielt. Men især i efterkrigstidens Tyskland er der blandt kristne teologer opstået en stærk interesse for Jesu jødiskhed, og der blev stiftet op mod hundrede selskaber og foreninger for jødisk-kristen dialog. Det er ifølge Norbert Krüger udtryk for et bevidst opgør med antijødiske elementer i kristendommen, især i visse passager i Det Nye Testamente og i forståelsen heraf.

”I efterkrigstidens Tyskland var der blandt tyske kristne en udbredt skyldfølelse over, at drabet på de europæiske jøder blev udført af tyskere, hvoraf det store flertal var kristne – og antijødiske kristne argumenter var blevet brugt af nazisterne til at begrunde folkedrabet. Det gjorde det nødvendigt for tyske teologer at undersøge ikke kun kirkernes rolle i jødeforfølgelserne, men også jødehadets ideologiske fundament og dermed de antijødiske passager i Det Nye Testamente,” forklarer han.

Han nævner, at allerede før Holocaust var der enkelte jødiske teologer, som for eksempel Martin Buber, der forsøgte at etablere en åben teologisk dialog med kristendommen. Der var dog stort set ingen respons fra kristen side. Det var dog først efter Anden Verdenskrig, at en dialog mellem jøder og kristne i Tyskland om teologiske spørgsmål og antijødiske tendenser i kristendommen for alvor blev etableret.

”Denne dialog har vist sig frugtbar for begge sider: For kristne har det givet en positiv forståelse af Jesu jødiskhed, det vil sige forståelsen af Jesu optræden og handlinger som jøde i en jødisk kontekst. Nogle enkelte jødiske teologer har det endda givet mulighed for at reintegrere Jesus i jødedommen, også udtrykt som ’Jesus hjemkaldelse’,” siger Norbert Krüger. Han forklarer, at der op gennem historien – fra tidlig kristen tid – har været fremført en række antijødiske påstande, bl.a. at det var jøderne, der slog Jesus ihjel, og at jøderne derfor havde mistet deres forrang over for Gud.

”I efterkrigstidens Tyskland var der blandt
tyske kristne en udbredt skyldfølelse over,
at drabet på de europæiske jøder blev
udført af tyskere, hvoraf det store flertal var kristne”

En ”ny pagt” med kristne havde erstattet jødernes ”gamle pagt” med Gud. I den påstand lå implicit den forståelse, at jødedommen var mindreværdig i forhold til kristendommen – og at jøderne havde misforstået Toraens skrifter, fordi de ikke læste dem som et forvarsel om Jesu komme. ”Noget i den retning oplever jeg faktisk også nogle gange selv under gudstjenester: Det er så fristende – bare for storytellingens skyld – at tale om Jesu storhed på baggrund af en mørkt tegnet jødedom. Men man kunne også dreje det omvendt: Måske var Jesus så særlig på grund af hans jødedom,” siger han.

Udlagt som kollektiv skyld

Norbert Krüger understreger, at problemet, allerede opstår med Matthæusevangeliet, hvor begivenhederne, der fører frem til korsfæstelsen af Jesus, beskrives, så jøderne bliver pålagt medskyld. Matthæus havde Markusevangeliet til rådighed, da han skrev sit eget evangelium, og det er tydeligt, at han har lavet visse tilføjelser, som farver begivenhederne, mener Norbert Krüger.

”Hos Matthæus er der en tilføjelse om, at Pilatus’ kone har drømt, at Jesus er uskyldig, og der er bemærkningen om, at Pilatus vasker sine hænder. Begge dele indikerer, at Pilatus, den romerske statholder, er mindre skyldig, end han logisk set ville være – idet vi ved, at korsfæstelse var en romersk praksis.” Desuden står der i Matthæus 27, 25-26, i slutningen af scenen med Pilatus: ”Hele folket svarede – lad hans blod komme over os og vores børn.” Det er blevet tolket sådan, at det jødiske folk her erkender deres skyld i Jesu død og forudser, at de vil blive straffet for den.

”Det er blevet udlagt sådan, at jøderne selv tog skylden på sig – som en kollektiv skyld, der gjaldt hele det jødiske folk, og denne påstand er ikke blot krænkende og historisk formodentlig ukorrekt, men har også haft alvorlige konsekvenser i form af forfølgelse af jøder,” påpeger forfatteren, og vender tilbage til begivenhederne, der er omdrejningspunktet for hans debutroman. ”Forfølgelserne af jøder i Speyer, Worms og Mainz i 1096 er det første dokumenterede tilfælde, hvor denne replik fra Matthæusevangeliet bliver brugt til at retfærdiggøre vold mod jøderne, og siden er det sket adskillige gange, voldsomst og mest markant under Holocaust,” siger han.

For Norbert Krüger har denne viden om virkningshistorien af visse passager i Det Nye Testamente – og tolkningen af dem – gjort det svært for ham at finde sine egne ben i forhold til kirke og kristendom.

Læste evangelierne som teenager

Under sin opvækst gik Norbert Krügers familie ikke i kirke, og der blev ikke bedt bordbøn eller talt om tro derhjemme. Men man var medlem af kirken, fordi ’det hørte sig til’. Som teenager læste Norbert Krüger selv evangelierne, og de vakte en stærk ambivalens i ham. ”Jeg følte, at der stod meget meningsfuldt i evangelierne, mens andre ting nærmest frastødte mig, og senere i livet rettede jeg min religiøse længsel mere mod buddhisme og blev herefter agnostiker eller nærmest ateist,” fortæller han.

”Jeg kunne fx ikke acceptere påstanden om, at Jesus skal være den eneste vej til Gud, som det udtrykkes i Johannesevangeliums sætning ’Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig’, og heller ikke, at mirakler blev brugt som bevis for Jesu guddommelighed, eller at ’Jesus skulle dø for vores synder’”. For omkring 15 år siden begyndte han imidlertid at læse teologisk litteratur, og han blev klar over, at den splittelse over for kristendommen, som han har oplevet som barn, kunne tilknyttes til det, der i nutidens teologi er forstået som ”den jødiske Jesus”. Især i den tyske protestantiske kirke oplevede han ofte, at der i prædikenen blev lagt meget vægt på menneskets syndighed og på troen som eneste vej til frelse.

”Jeg mener, at der i den danske kirke er meget mere fokus på livets positive aspekter og storheden af Guds skabelse. Grundtvigs glædesfyldte salmer har gjort noget virkelig godt for Danmarks kristendom.” Via sin kæreste begyndte han at komme i Metodistkirken i Odense, og her har han fundet en gudstjenesteform, som han langt hen ad vejen føler sig hjemme i. ”Jeg fornemmer tit en næsten barnlig glæde under gudstjenesten,” siger han.

Han synes dog fortsat, at trosbekendelsen er svær at forlige sig med, og han fortolker primært nadveren som et mindemåltid, der skaber fællesskab. ”Jeg holder meget af Fadervor, Bjergprædikenen og af Jesu lignelser, men jeg mener – i samklang med en stor del af den nyere forskning – at kristendommen har gjort Jesus meget mindre jødisk, end han var. For mig er det i høj grad den jødiske Jesus, der giver mening, og ham fejrer jeg i den kristne gudstjeneste. Nogle gange lukker jeg bare ørerne under gudstjenesten for at undgå, at den barnlige glæde bliver forstyrret,” siger Norbert Krüger

Han har de seneste år deltaget i en international jødisk-kristen bibeluge i Tyskland, hvor man har læst tekster fra Det Gamle Testamente sammen, og det har givet ham nye indsigter og en anden forståelseshorisont, fortæller han.

”Især Salmerne i Det Gamle Testamente har jeg fået et nyt syn på, idet nogle af de jødiske deltagere i læsekredsen har forklaret, at de forskellige elementer i salmerne – fx de grusomme passager, der er formuleret som en bøn til Gud om at dræbe ens fjender – kan ses som forskellige stemmer i et teaterstykke. Så hadet og vreden kan være en ventil, når en kvinde er blevet voldtaget i krig eller lign. Salmerne giver sprog for de traumatiske oplevelser, som man kan udtrykke og til dels give tilbage til Gud,” siger han.

Fake news og antisemitisme

Han har det stadig svært med at gå i kirke til påske, hvor der ofte læses fra Matthæus-evangeliet – også passager, som har været med til at legitimere forfølgelse af jøder. ”Jeg håber, at der vil opstå en større historisk-teologisk bevidsthed også i Danmark, og her mener jeg, at processen i Tyskland kan være til inspiration,” siger han. Han har for nylig – sammen med sin kæreste Birgit Nahrstedt – udgivet en artikel i det fagvidenskabelige tidsskrift RAMBAM, der beskæftiger sig med dansk jødisk historie, om netop de jødisk-kristne erfaringer fra Tyskland og behovet for en refleksion i Danmark over antijødiske tendenser i teologien.

Han tilføjer, at eftersom kirken i Danmark har spillet en overvejende positiv rolle under besættelsen, har der været mindre motivation blandt danske teologer til at kigge kritisk på antijødiske tendenser i kirkens tekster og traditioner.

”Man kan vel sige, at noget af det, vi finder fx i Matthæusevangeliet, som har givet grobund for antisemitisme og forfølgelse af jøder, var en tidlig form for fake news. I dag ved vi, at fake news er farligt, og den jødiske-kristne historie viser os, at det er rigtigt. Så det håber jeg, at vi alle kan lære af, så kirken og kristendommen ikke længere vil fremme antijødiske holdninger,” siger han.

”Men man kan også se endnu mere positivt på det: At tage Jesu jødiskhed seriøst kan hjælpe med få et rigere billede af Jesu budskab. For mig var dette perspektiv i hvert fald vejen tilbage til kirken. Og det har også hjulpet mig ikke at se min religion i modstrid med hverken vores teologisk-historiske eller naturvidenskabelige viden.”