Idas kunst er med i musikvideo

Da Ida Michelsen for 10-15 år siden lavede sin serie med kunstfotos, vidste hun ikke, hvad de skulle bruges til. Hun var optaget af processen, materialerne, lyset og skyggerne.

”De blev skabt i en periode, hvor jeg var igennem to alvorlige operationer. Ja, jeg har tit tænkt over, at der, hvor jeg var nede, i en rekreationsperiode, der piblede en ide frem,” fortæller Ida Michelsen. ”Jeg boede i Aarhus og elskede at gå på stranden og samle ting. Jeg havde så mange skaller liggende og tænkte en dag, at jeg ville rydde op. Jeg tog fat i de skaller, men da jeg stod med dem i hånden, vidste jeg pludselig: Nej, de skal ikke ud!” Hun oplevede det som et afsæt til en ide, som hun ikke kendte helt endnu.

”De var så inspirerende og forskellige, som de var, konkylier og forskellige former – de var itu. Og når man som jeg har malet akvareller igennem mange år, har man en masse, som er uduelige eller lige til at smide væk. Så tænkte jeg, at de da kunne bruges alligevel. Og en dag, da solen skinnede ind på mit spisebord, lagde jeg akvarellerne på bordet og tog fat i skallerne, og inden jeg havde set mig om, havde jeg skabt noget,” fortæller Ida og beskriver det som noget mere end bare et enkelt kunstværk.

”Det var et koncept, hvor jeg endte med at bruge skallerne som en port ind til akvarellerne som baggrund.”

Skygger giver ny dimension

I de efterfølgende måneder gjorde hun det igen og igen efter samme princip, men med forskellige akvareller og skaller og i forskellige belysninger, som så kastede særlige skygger. ”Jeg blev så betaget af skyggerne. Det var gennem lys og skyggevirkninger, at der blev føjet en helt ny dimension til både akvareller og skaller.” Billederne blev i årene efter brugt i forskellige sammenhænge. Nogle blev forstørret og udstillet i Viborg Frikirke.

De blev også brugt af nogle terapeuter, såvel i venteværelser som et udgangspunkt for samtaler med klienter. Ida har også selv brugt billederne til foredrag. Hun satte dem sammen til en film, læste skriftsteder op, mens den afspillede, og fulgte op med en samtale med folk om, hvad de oplevede undervejs. Og så kom en periode, hvor de lå stille igen. Hun havde ingen ide om, at hun i en høj alder ville blive spurgt, om hendes værker skulle ud og få et nyt liv.

I 2024 blev hun først spurgt om at illustrere bogen ”Spejlinger – Josef set i historiens lys”, hvor Idas kunstfotos danner rammen om fortællingen om Josef, og hvad den kan sige os i vores tid. Og så blev hun lidt ud af det blå involveret i en musikvideo.

Startede ved en bisættelse

Det startede ved en bisættelse i familien sidste år, hvor Ida faldt i snak med den japanskfødte jazzpianist Makiko Hirabayashi, der er en del af familien. ”Jeg fortæller hende, at jeg har set nogle af de videoer, hvor hun spiller sin musik, som jeg synes er anderledes og spændende. Hun fortalte mig, hvordan hun lavede musikken, og at hun fx kunne finde på at sætte magneter på strengene for at få nogle spændende lyde frem,” fortæller Ida Michelsen, der reagerede med at fortælle om sin egen kunst.

”Jeg har også lavet nogle specielle billeder engang, som var lidt anderledes, siger jeg til hende, og fortalte lidt om billederne. Så skete der pludselig noget inde i hovedet på hende, som gjorde, at hun pludselig sagde: Skal vi lave noget sammen?” I løbet af 2024 blev samarbejdet om musikvideoen mere konkret. Der blev sendt billeder frem og tilbage, og et udsnit af kunstfotos blev udvalgt til at udgøre den grafiske baggrund på udgivelsen af kompositionen ”Darkness and Light”, som Makiko Hirabayashi og hendes band ”Weavers” udgav i december.

”Jeg er totalt begejstret og forbavset over, at billederne, selv om de havde været på banen før, lige pludselig med denne video ville komme ud i det offentlige rum,” siger kunstneren fra Kolding.

Kunst har været mig

Ida Michelsen oplever, at kunsten har fyldt meget i hendes liv og stadig er med til at definere, hvem hun er. ”Altså, kunst har været mig,” siger Ida og forklarer, at hun er vokset op i en familie med musik, sang og digtning. ”Så jeg har altid følt, at jeg havde fået en lille smule af hvert. Jeg har tegnet, malet, digtet, lavet keramik, spillet klaver og cello.” På et tidspunkt tog Ida en uddannelse som beskæftigelsesterapeut, hvor det kreative var en stor del af terapien for mennesker, der var indlagt eller efter et sygehusophold kunne beskæftige sig med kreative sysler for at få det bedre.

Da faget skiftede karakter til mere fysisk genoptræning, skiftede hun spor. Men kunsten tog hun med sig. Blandt andet som medarbejder på Apostolsk Højskole i Kolding, eller da hun som aftenskolelærer underviste i ”Hverdagskunst for hverdags-mennesker”.

”Min tanke dengang var, at kunst er sådan et forfinet begreb. Jeg ville gerne hjælpe med til, at det kom ned på jorden og blev hvermandseje. At flere blev åbne for det. Det kan være, jeg har nogle kunstneriske inspirationer. Det kan hedde at være kreativ eller hvad som helst i stedet for den store afstand mellem kunst og kunstnere og almindelige mennesker,” siger Ida og tilføjer kærligt, men skarpt: ”Jeg bliver træt af det, når jeg hører mennesker siger: Det er slet ikke noget for mig.”

Otium kalder på mere

I årene efter at hun er gået på pension, har hun oplevet, at det kreative er begyndt at fylde mere end før. Ikke mindst efter hun er flyttet til Kolding og oplever mere ro omkring sig. ”Jeg tror, det har noget med alderen at gøre. Der kommer andre ting ind, og døden ligger ikke så langt væk, som den gjorde engang. Det gør, at jeg bliver udfordret til at skabe noget, og hvis jeg ikke gør det, bliver jeg frustreret, ja faktisk ulykkelig nogle gange,” siger Ida Michelsen og fortæller, at inspiration kan komme på mange måder:

”Det kan være en glæde, en lys og dejlig inspiration. Det kan også være en sorg. Noget tungt, som i virkeligheden gemmer sig, indtil jeg finder ud af det. Nogle gange kan det være kampe og ting, som går ind under huden på mig, og hvor jeg undrer mig over, hvad der sker.” Efterhånden har Ida lært signalerne at kende, så hun ved, hvad det drejer sig om:

”Jamen, det er jo, fordi jeg går med en inspiration, jeg ikke har fået omsat. Og hvis jeg så tager det alvorligt og sætter tid af, så går jeg ind til det, der ligger bagved. Når jeg prioriterer at omsætte inspirationen eller ulykkeligheden til et eller andet, så virker det forløsende og noget falder på plads.”

Det svære er et redskab

Hun mener, der ligger en stor hemmelighed gemt, som vi kristne kan lære noget af, når vi kommer ud for svære ting. ”Bag ved det kunstneriske udtryk kan der ligge noget, der er svært, og man kan være frustreret. Nogle gange kan det svære være med til, at jeg tænker, at det er det hele værd.”

”Det er mange gange i kamp, inspirationen fødes. Det synes jeg, jeg er ved at lære. Kampe og angreb, eller hvad vi nu kalder det som kristne, der er noget i det. Hvis jeg får det vendt om og kommer til at se på det som et redskab, så kan der komme noget ud af det, som er meget værdifuldt, fordi det er skabt i smerte. Det er noget, der er vigtigt for mig at være ved at lære, for jeg er en følsom person, hvor det kører op og ned,” siger Ida Michelsen.

Gud har lagt til rette

Ida er ikke i tvivl om, at det er noget af et mirakel, at hun som 83-årig pludselig får nyt liv i kunsten og kommer længere ud med sine udtryk. ”Det er så stort for mig, der er lidt en indadvendt type. Det er fantastisk, at Gud har lagt noget til rette. For jeg var ikke i stand til at sælge mig selv, bane min egen vej, gøre det, der skulle til, for at der var nogle, der opdagede mig. Men i den alder, jeg har nu, så sker der alligevel noget, som siger mig, at det er aldrig for sent,” siger Ida Michelsen og glæder sig over, at ventetiden har ført til en kulmination.

Hun føler, at Gud har givet noget til os alle sammen, vi skal være opmærksom på. ”Det er Gud, der har skabt os med alle de gaver og talenter, vi har. Det er ikke bare et spørgsmål om at komme ud med det, man har produceret, men før det skal tingene jo også laves. Og her handler det om at tage sit kald alvorligt.”

”Hvis man er tro i de små ting, fx at bruge noget af sin kunst som opmuntring til andre mennesker, et digt eller en sang, så holder man sig selv i gang, og så lige pludselig kan der ske den kulmination, der er sket for mig nu. Så lukker Gud op for sluserne, og så kan man gøre brug af det, som man trods alt har gjort hen ad vejen, selv om det var i det små.”

”Det er Gud, der har skabt os med alle de gaver og talenter, vi har.
Det er ikke bare et spørgsmål om at komme ud med det,
man har produceret, men før det skal tingene jo også laves.
Og her handler det om at tage sit kald alvorligt.”

Kunst skal ikke kunne bruges

Selv er hun stærkt inspireret af kristne kunstnere som H. R. Rookmaaker og Fransis A. Schaeffer, hvor sidstnævnte blandt andet skriver i sin bog Art & The Bible: ”Værdien af kunst afgøres ikke af, om kunsten kan bruges.” Ord, der har ført til, at hun har måttet ændre sit syn på, hvorfor hun beskæftigede sig med det kreative.

”Jeg har altid spurgt, hvad kan det bruges til? Hvad kan jeg gøre, og hvordan kan jeg give noget gennem det, jeg laver? Og så videre. Men jeg har i virkeligheden forsømt at tage mig selv alvorligt. Jeg har forsømt at respektere mig selv, når jeg sad og lavede noget, som var kunst. For det var jo at give udtryk for det, som bevæger sig inde i mig, selv om det ikke kunne bruges til noget,” siger Ida Michelsen og beskriver det ”unyttige” i den kunstneriske proces som noget, der også kan udtrykke en åndelig åbenbaring eller en lovprisning til Gud.

Kom i gang – trods alder

”Vi har alle sammen gaver, og lad os nu se at komme i gang. Lad os være mere åbne, også på trods af vores alder. Åbne for, hvad Gud har, og hvad han ønsker at gøre gennem os, og lad os være villige til at tage nye skridt, hvis det er det, han viser os,” formaner kunstneren fra Kolding med kærlighed i stemmen. ”Selv om vi er gamle, er vi ikke blevet færdige. Vi har stadigvæk et kald. Det kan være, at det har fået en lidt anden farve eller anden tone, men vi er kaldet til at formidle hans kraft, hans kærlighed og liv. Og hvis noget af det, jeg gør, kan formidle dette og kan inspirere andre, ville det glæde mig meget.”