”Det er en ære at tilbede Gud sammen med jer”
Michael W. Smith indbød til lovsang og fest på selveste Skt. Hans aften med Glow som arrangør i Forum i Horsens. Salen var desværre ikke helt fyldt, men de 1.500, som var kommet for at høre den kristne musik-legende, fik en fantastisk aften.

Aftenen startede lidt anderledes, end folk nok havde forventet. Ind på scenen kom en fyr med sin guitar og begyndte at synge et par sange. ”Fyren” var nu ikke hvem som helst, men Stuart Garrard (Stu G.), som har været en del af bandet ”Delerious” i sin tid (for dem som kan huske det) – nu en del af Michael W. Smiths band.
Efter et par sange, fortalte han om ”Compassion”, et projekt som Michael W. Smith og bandet støtter op om. Compassion er dedikeret til at befri børn fra fattigdom i Jesu navn. Gennem sponsorater får man mulighed for at ”adoptere” og hjælpe børn i fattigdom, så de får mad, skolegang og budskabet om Jesus i deres liv. Michael W. Smith har været med til at hjælpe 70.000 børn igennem Compassion, og der blev givet mulighed for, at man kunne få et sponsorat.
Da hovedpersonen endelig selv gik på scenen, fik vi to timers sang og musik i verdensklasse. Michael W. Smith har mere end 40 års sangkarriere bag sig og dermed også et utal af sange, som har været – og stadig er – kendte og elskede. Efter et par sange smilede han og sagde, ”Bare rolig alle sammen, I skal nok få lov til at høre alle jeres favoritter, så nyd det” – og det gjorde det fremmødte publikum, som var i alle aldre. Michael W. Smith formår tilsyneladende at ramme alle generationer med sin musik, og det var også tilfældet denne aften.
En tur ned ad Memory Lane
Michael W. Smiths musik går tilbage til starten af 80’erne, og han ved, at folk elsker mange sange fra dengang. Derfor havde han også en sektion til koncerten, som han kaldte ”Memory Lane” med sange fra 80’erne og 90’erne, som ramte plet. Folk sang med på kendte sange som ”Pray For Me”, ”Secret Ambition” og ”Place In This World”, og da vi kom til ”Friends Are Friends Forever”, var der fællessang og lys i alle mobiltelefoner.
Plads til tilbedelse
Lovsangssektionen var et højdepunkt. Publikum rejste sig op og var med fra første strofe, og det var fantastisk at se og høre. Folk lovpriste Gud på hver deres måde, nogle med løftede hænder, andre dansede, mens andre igen sad med lukkede øjne og bare tog imod. Der var en atmosfære af Guds nærhed, og jeg må bare sige, at Michael W. Smith er en fantastisk lovsangsleder. Her var han ikke længere ”stjernen”, men mennesket, som tilbad Gud på lige fod med os andre.
”Der er ingen, der er større end Gud,” proklamerede han. ”Alle Guds løfter er sande – dem alle sammen. Det tror jeg på, og det står jeg fast på,” sagde han videre. Han har skrevet kendte lovsange som ”Draw Me Close”, ”Open the Eyes” og ”This Is the Air I Breathe”, som alle sang med på. Han brugte også anledningen til at opfordre dem, som måske endnu ikke var overbeviste, til at komme til Jesus. ”Tro er ikke religion, men relation,” sagde han og inviterede med sin sang til at komme og sætte sig til bords med Jesus og tale med ham. ”Der er plads til dig – der er plads til os alle.”
Gav æren til Gud
Det var en engageret og levende Michael W. Smith, vi oplevede. Han var god til at nå ud over scenekanten og connecte med publikum. Selv om han har været i branchen i langt over 40 år og har delt scene med mange store stjerner, så er han ydmyg og virker helt nede på jorden. Hele aftenen gav han æren videre til Gud, når vi klappede og anerkendte hans musik. ”Vi har været i England, Holland, Stockholm, ja over hele verden – og nu her i Danmark. Det er en stor ære at få lov til at leve dette liv og synge og tilbede Gud sammen med jer. Jeg kan næsten ikke fatte det,” sagde han.
Michael W. Smith var ikke meget for at fokusere på sig selv: ”Jeg skriver meget sjældent sange om mig selv,” sagde han.
”Men jeg er også bare et menneske, og jeg har ikke levet et perfekt liv. Jeg elskede også ”verden” engang,” sagde han formentlig med henvisning til, at han som ung havde problemer med narko og alkohol. Bagefter sang han en sang, som handlede om at være ufuldkommen, syndig og svag, men alligevel god nok til at være Guds barn. En vigtig påmindelse om, at vi alle fejler, og at vi alligevel er elskede af Gud.
”Tro er ikke religion, men relation,”
sagde han og inviterede med sin sang
til at komme og sætte sig til bords
med Jesus og tale med ham.
”Der er plads til dig – der er plads til os alle”.
Ny musik
På trods af sine 67 år viste han også, at han langt fra er færdig med musikken. Det vælter stadig frem med nye sange, og to af de helt nye fik vi lov til at høre: ”Arms Around the Sun” og ”Your Love Is A Flood”. Sidstnævnte fangede folk hurtigt og sang med på. Efter næsten to timers uafbrudt koncert var det slut, bandet forlod scenen og teknikeren begyndte at tage stik ud af kontakterne for at pakke ned.
Men publikum ville ikke give slip. Efter næsten 10 minutters stående, taktfaste klapsalver trådte Michael W. Smith ind på scenen igen til måske det største højdepunkt på aftenen. Han startede med at synge ”Healing Rain” som en bøn og proklamation over Danmark. Så bad han velsignelsen over os alle. Mange var kommet længere frem og det skabte en meget intim stemning. Vi sluttede af med, at alle stod og sang ”Amazing Grace” helt acapella. Det var en stor oplevelse, som rørte Michael W. Smith selv rigtig meget og en perfekt afslutning på en skøn aften.

En ”megaglad” arrangør
Dyveke Nepper er eventmanager og koncertkonsulent for Glow, der er en del af Indre Missions musikarbejde. Det er Glow med Dyveke i spidsen, der har arrangeret koncerten med Michael W. Smith.
”Jeg er megaglad for ham og for koncerten. Udover at give en virkelig god koncert fik han også sagt nogle gode ting om, hvad der er vigtigt i livet og i relationen med Gud. Jeg har fået beskeder fra forældre, som beder mig hilse ham og sige tak, fordi det virkelig havde rørt noget i deres børns liv. Det er faktisk det, jeg er allermest glad for. Det er det, jeg går på arbejde for; at folk må få en god relation med Gud. Det er det vigtigste.”
Dyveke Nepper fortæller i øvrigt, at årsagen til, at der gik så lang tid, før Michael W. Smith kom på scenen igen efter koncerten var, at han allerede havde sat sig ud i bilen og var på vej tilbage til hotellet, men da publikum blev ved med at klappe, lykkedes det at få fat i ham på telefonen og få ham tilbage på scenen igen. ”Han er bestemt ikke arrogant. Tværtimod. Det er bare sådan, han altid gør. Når han er færdig med koncerten, tager han hjem,” forklarer Dyveke med et smil.
Om Michael W. Smith
Michael W. Smith startede karrieren i 1981 og har modtaget et væld af priser og anerkendelser:
36 sange har ligget nr. 1 på hitlisterne
Han har modtaget tre Grammy’er og 45 Dove-priser (Den kristne udgave af Grammy)
Han har udgivet 38 albums og har solgt mere end 15 millioner plader.
Han har lavet både pop, gospel, lovsang, instrumental-, orkester- og musical musik.
Han er gift med Debbie og har fem børn.
Voxpop fra deltagere ved koncerten med Michael W. Smith
Dejlig lovsang og god atmosfære

Jeg har været til koncert med ham en gang tidligere, men synes virkelig, at dette var en rigtig god aften. God musik, dejlig lovsang og god atmosfære. Jeg synes også, at det var virkelig godt, at der var sat tid af i starten til at fortælle om ”Compassion”, en organisation, som Michael og hans team bakker op om, hvor man kan blive fadder til et barn. Det rørte mig, at aftenen også fik det fokus.
John Specht
God koncert med Guds nærvær
Det er min første koncert med ham, og det var fantastisk. Jeg synes virkelig, det var en god koncert med Guds nærvær. Det rørte mig, at han var virkelig god til at give æren til Gud og ikke til sig selv, når vi klappede. Han var så god til at lede os ind i lovsang og prise Gud. Jeg elskede især, da han spillede ”Awesome God”, hvor alle rejste sig up og bare lovpriste Gud for den fantastiske Gud, han er.
Emilie Knudsen

Dejligt med sange fra 80’erne og 90’erne
Det er ikke første gang, vi oplever ham, men det var en fantastisk aften. Dejligt, at han havde en hel sektion med sine tidligere sange fra 80’erne og 90’erne i stedet for en enkelt sang ind imellem. Godt, at de fik den plads, de fortjener. Men vi vil også fremhæve lovsangssektionen, for den var også fantastisk. Han er stadig rigtig god, selv om han har været i gang i mange år.
Henrik og Pia Bak Jepsen
Han priser Gud og tager ikke æren selv
Jeg synes, det var en rigtig dejlig aften, som lever fuldt op til mine forventninger. Jeg var især glad for lovsangene, og så synes jeg, det er stort, at han så åbenlyst priser Gud og ikke tager æren selv. Det kunne jeg rigtig godt lide. Fantastisk, at han kan blive ved, på trods af at han nu er 67 år.
Bente Thurø Plougmann