IPSICC

Indsamlingsrekord på Å-festival

Foto fra Å-festivals Facebookside, som ledsagede nyheden om indsamlingsrekorden

Den kristne musikfestival Å-festival, der løb af stablen i pinsen, var ikke kun en succes målt på antal deltagere. I år må indsamlingen også kunne noteres som en flot succes.

På Å-festivals Facebookside kunne man for nyligt læse, at der på årets festival blev indsamlet 601.978,07 kr. ”Det er helt vildt og ny rekord! Tak til alle, som har været med til at give en gave. Det betyder, at vi kan afholde Å-Festival endnu engang,” stod der i opslaget. Ifølge Kåre Dyhr Pedersen, der er formand for Å-festival, var den tidligere rekord på omkring 500.000 kr. Kåre Dyhr Pedersen understreger samtidig, at pengene udelukkende kommer fra indsamling og altså ikke fra salg fra madboderne eller lignende. Et imponerende beløb ikke mindst taget i betragtning af den unge alder hos hovedparten af festivallens 6.000 deltagere.