At være nysgerrig på Guds ord
I sin bog ”Esters Bog - at vandre med Jesus. Nøgler til din kristne vækst” tolker Ole Hanberg navnene på Hamans 10 sønner som lige så mange kødelige menneskelige funktioner og egenskaber.

Lige fra første gang, jeg læste Esters Bog i Bibelen, blev jeg opslugt af den, fordi den var så ligetil og levende, men pludselig fik jeg øje på en detalje, som skulle tage de næste mange år at udforske. Denne detalje står i Esters Bog kapitel 9 vers 6 -10. Hele optrævlingen af verset gav mig den ene åbenbaring efter den anden i mange år, og det giver mig stadig stor glæde at huske tilbage på.
En dag kom jeg i snak med en rabbi fra Chabad i Jerusalem. Han gjorde mig opmærksom på en mand, Moses Isserles (1520-1572), som havde skrevet en bog, ”Mechir Yahin”, om Esters Bog. Den viste, at Hamans sønners navne repræsenterer 10 kødelige menneskelige funktioner og egenskaber, som enten kan bruges egoistisk eller til Guds formål. Han forklarer Esters Bog som en metafor for en persons åndelige kampe.
Hele min bog ”Nøgler til din kristne vækst – at vandre med Jesus” handler om disse kampe. I Esters Bog symboliserer Mordokaj personens gode egenskaber, og Haman symboliserer ens onde side, som det fremgår af navnene på Hamans ti sønner. Den samme interne kamp finder også sted i dig og mig i dag, uanset, om du er kristen eller ej. Derfor er Esters Bog også top-aktuel i dag og i morgen og lige til denne verdens ende. Informationerne i min bog er ikke kun en beskrivelse af Esters Bog. Den beskriver også nogle af de skjulte budskaber, som Gud har gemt lidt af vejen i hele Bibelen.

Esters Bog handler om alt det, der foregår inde i dig selv, og med denne synsvinkel er kongeriget dig, alle personerne og deres personlige egenskaber er i dig, og alle personerne er aspekter i dig. Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at uanset hvem du er, uanset om du tror, at Jesus Kristus er Guds søn, eller om du tror på Gud eller ej, så er sandheden, at Gud elsker dig. Han elsker dig lige så meget som han elsker sin egen søn, Jesus Kristus.
Og det ved jeg, fordi Gud i sit ord, Bibelen, har skrevet det i klart sprog. Der er mange guldkorn at finde, når vi er nysgerrige og begynder at udforske Guds Ord, hvilket denne bog vidner om, og det er med de øjne, vi vil udforske Esters Bog. I Det nye Testamente betyder det at høre både at lytte og at gøre det, Guds Ord siger. Så hvis du har besluttet i dit HJERTE, AT HØRE og at GØRE, så kan du se i Åbenbaringsbogen kapitel 2 og 3, hvad det betyder for dig.
Herunder kan du se, hvad Gud siger om den, der sejrer. Det er nogle forrygende løfter, som Gud har givet os, fordi vi har besluttet os i vores hjerte at ville høre og gøre, hvad han har at sige til os. Somme tider hænder det, at selvom vi har besluttet noget, så sker det, at vi mister gejsten til at udføre det, vi har lovet Gud. Hvis det sker, er det en af Hamans 10 sønner, der vil forhindre os i at få en velsignelse. Som Ester, der reagerede kødeligt, da Mordokaj ville have, at hun skulle gå til kongen for at bede for sit folk.
Fasten i tre dage og nætter bragte hende tilbage på sporet, og hun udførte den opgave, hun havde fået tildelt. Sådan virker fasten også for dig og mig. Vi får den åndelige kraft til at gøre det, Gud ønsker af os, og vores forhold til Gud vil blive mere intimt og vores åndelige udvikling vil tage mere fart. Vores kødelige vaner bliver mindre, og vi bliver mere og mere opmærksomme på de evige gevinster, og vores tro vil vokse. Det er min bøn og mit håb for dig, at du får lige så meget ud af at læse den bog, jeg har skrevet, som jeg selv har fået ved at udforske og skrive den.

Studiet af Esters Bog giver både dig og mig en fantastisk mulighed for at vokse os tættere på Gud, få et mere intimt forhold til ham og komme til at ligne ham mere og mere. Vores legeme er lige så minutiøst bygget op som Tabernaklets tempel i Det gamle Testamente. Vores legeme er et telt, en midlertidig bolig / tilholdssted for vores sjæl (sind) og ånd. Guds måde at udvikle os på er at bruge den stærkeste del af os, som er hans perfekte Ånd, til at påvirke de svagere dele af os og gradvis styre os i retning af den person, han ønsker, vi skal udvikle os til at blive.
Hvor perfekt det i virkeligheden er, kan du erfare i Det gamle Testamente ved at se, hvor minutiøst Gud har udformet Tabernaklet. Han er præcis lige så omhyggelig med at ændre os indefra. Satans måde at påvirke os på er Legeme – Sjæl – Ånd. Satan angriber altså den svageste del af os først, derefter vores sjæl, og hvis vi falder for yderligere fristelser, vores ånd. Det ser jeg også nærmere på i min bog, men lige nu er det nok at vide, at Satan ikke har den myndighed, som Gud Fader, Jesus Kristus og du har.
Når Satan blev smidt ud af himlen, fordi han blev hovmodig og forsøgte at gøre sig lig med Gud, så skal du vide, at han ikke har magt over dig, når du bærer Guds Ånd i dig. Du er i sikkerhed hos Gud. At Satan ikke kan tvinge dig, betyder dog ikke, at han undlader at prøve at overrumple dig eller prøver at forføre dig til at begynde at handle ud fra din kødelige natur. Men han har ikke magt til at tvinge dig.
Guds ånd i dig er stærkere end ham, og det kan bedst vises med et vers i Jakobs Brev i Bibelen. Jakobs Brev 4,7 ”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer.” Ordet flygte betyder at løbe væk for at afværge et angreb. Når vi er underlagt Gud og siger nej til Satans forslag, så vil han flygte fra os for at undgå at komme i konflikt med os. Satan er bange for hvilke konsekvenser, det vil have for ham, hvis han ikke fjerner sig fra os. Ikke fordi vi er noget i os selv, for vi er kun noget og har kun magt på grund af ham, som bor i os, Faderens og Sønnens Ånd.
Paulus’ brev til Kolossenserne 2,14-15: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.” Satan har ikke noget at komme efter i vores liv. Han kan ikke bilde os ind, at vi er dårlige mennesker og er skyldige i et eller andet.
Gælden er betalt af Jesus, vi er frikendt og retfærdige, vi er ikke syndere, selvom vi synder hver dag i ord, tanke eller handlinger, men de synder har Jesus også betalt for, de er alle sammen fjernet helt og aldeles fra os. De er naglet til korset, og Jesus har betalt for hver eneste af dem. De er udslettede, ikke eksisterende. Jesus sagde: ”DET ER FULDBRAGT”, og det er det. Jesus gjorde det. Esters Bog er en af de bøger i Bibelen, som ikke nævner Guds navn med et eneste ord, men der er fem steder, hvor det bliver tydeligt, at Gud ønsker at vise os, at han altid forsøger at hjælpe os i den rigtige retning.
Guds navn nævnes i akrostisk form i fem vers i Esters Bog: vers 1,20 + 5,4 + 5,13 + 7,5 + 7,7. De fem skriftsteder fungerer sådan, at Guds navn er stavet enten forfra eller bagfra med det første bogstav i de første ord i sætningen. Hvis det er stavet forfra, betyder det, at beslutningen kommer fra Gud, og hvis det er stavet bagfra, kommer beslutningen fra os selv, altså vores kødelige og egoistiske del. HERREN staves som NERREH, når beslutningen kommer fra kødet, og normalt igen, når beslutningen kommer fra ånden.
Læs de begivenheder, der støder op til selve beslutningen, så vil du se, at når beslutningerne kommer fra Ånden, så er der sejr i vente, og når beslutningerne kommer fra kødet, så er der vanskeligheder i vente. Jeg tror, at Gud vil fortælle os noget rigtig vigtigt her, men ikke kun her, det er ikke uden grund, at denne bog skal læses højt for hele hans folk, de israelske borgere, hvert år.
Grunden kan kun være, at der er noget i den, de skal opdage, noget, som er af vital betydning for deres eksistens og udvikling. Jeg vil påstå, at de er lige så vigtige for hele menneskehedens eksistens og dermed også for dig og mig. En sådan bombastisk påstand bør jo nok følges op af en form for bevis, og jeg kom til at huske på disse 2 vers fra Paulus’ andet brev til Timotheus ( 2 Tim. 3,16) ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”
Gud velsigne dig.