Julens budskab er sendt fra Gud

Julen år 2002 vil blive husket som endnu et år, hvor meningsløsheden viste sig i sin grusomste skikkelse: terrorangreb, konfliktens eskalering i Mellemøsten, krigen i Afghanistan, fortsat hungersnød i verden, borgerkrige – jeg kunne til al ulykke blive ved. Meningsløsheden er desværre en del af verden, idet vi mennesker selv paradoksalt nok giver den sin u-menneskelige skikkelse! Mennesker i verden føler sig utrygge, og de stormagtspolitiske beslutningers konsekvenser synes helt uoverskuelige for det enkelte menneske. De meningsløse begivenheder synes at skabe et eksistentielt tomrum i menneskenes liv, hvilket skaber angst: angst for muligheden slet og ret. Menneskelivet bliver en tilværelse i angst og indelukkethed – kort: det dæmoniske.

Til dette – af det dæmoniske bundne – menneske udtaler Juleevangeliet det trøstende og livgivende glade budskab. Julen er imidlertid med tiden blevet gjort til en kommerciel, evt. rimelig betydningsfuld og traditionsrig, begivenhed, hvor alt går op i julemad, julefrokoster, gaver, julekalendere, kravlenisser, juleindkøb, reklamer osv. Man har gjort julen til en begivenhed på lige fod med så mange andre begivenheder, og dens betydning må følgelig blive relativ. En sådan udformning af ”julen”, der ikke har det fjerneste med Julen at gøre, kan dog ikke sige eller give det angste menneske noget radikalt nyt. Men Julen er en tale til mennesket, der, idet den udtales, forandrer alt. Denne er Guds tale til mennesket: ”Jeg elsker dig!”
Julens budskab er et talt budskab fra Gud. Johannesevangeliet fortæller filosofisk: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Gud, der er skaberordet i den gammeltestamentlige skabelsesberetning, blev et menneske, der levede under elendighedens vilkår. Dette menneske var Jesus, der igen er selve Guds talte ord. Jesus er det ord, hvormed Gud brød sin tavshed.
Lad det være sagt: Fødselsbegivenhedernes historiske ægthed, som det står i Juleevangeliet, er aldeles ligegyldig og underordnet for budskabet. Dette viser sig derved, at Matthæus’ og Lukas’ beretninger om jomfrufødslen er i dyb uoverensstemmelse med Johannes’ og Paulus’ hellenistiske opfattelse af Jesus som det præeksistente Logos, Ord. Ja, Markus har endog slet ikke noget om Jesu ophav. Alle 4 evangelister og Paulus er imidlertid ikke interesseret i historie, men i forkyndelsens budskab, kerygma. Evangeliet udmærker sig nemlig ikke ved sin historiske realisme, men ved sit budskab, hvorfor Guds historie bliver af uendelig betydning for mennesket – thi denne er i virkeligheden menneskets egen eksistensfortælling. Hvis det kom an på historieelementernes historiske ægthed, var det ikke et Juleevangelium, men en eller anden – yderst tvivlsom – videnskabelig rapport, og så ville denne være temmelig ligegyldig for det enkelte menneske. I videnskaben taler man om noget, der indtræffer, som man kan forvente indtræffer. I forkyndelsen tales der om dét, hvis væsen ikke er at indtræffe, som indtræffer. Dette er juleevangeliet: fortællingen om det umuliges mulighed, der kun kan tros, fordi den er utrolig! Budskabet er: at Gud blev menneske – længere er dén for så vidt ikke! Alle historiske betragtninger må finde sig i egentlig aldrig at kunne sige noget om livets væsentlighed i videnskabens sprog og give forkyndelsen ordet, hvem sproget i eksistentiel forstand rettelig tilhører. Juleevangeliet siger ganske vist, hvordan Gud blev menneske, men i mytologiske udtryk, der i grunden ikke er andet end forkyndelsens paradoksale ”at Gud blev menneske”. Går man afmytologiserende bag om disse mytiske forestillingsbilleder, når man Julens glade budskab, der i egentligste forstand er den sande fortælling, der berører ethvert menneske: Gud blev menneske! – for min skyld!
For at klargøre, hvad Julens budskab er, kan det være illustrativt at blive i Juleevangeliets eventyrlige univers og se på den lysmetaforik, der gør sig gældende i Bibelen. Jesus bliver i Johannesevangeliet omtalt som Lyset i Mørket, Verdens lys osv. Meningen må være dén, at menneskene boede i en verden, hvor elendigheden og meningsløsheden havde fået overtaget. Menneskene behandlede hinanden ukærligt under egoismens ”herredømme”, og kærligheden var ikke til blandt mennesker i sin selvudslettende egentlige form. Verden var mørk af den intethed, som omgav den – intetheden var verden. Her er det for afmytologiseringens skyld givtigt at vende blikket mod skabelsesberetningen, hvor der først var mørke, tomhed og øde. Mørke og tomhed var to udtryk for det samme: intetheden – det hvis væsen er ”at være før Gud taler”.
Men da Gud ville skabe liv, skabte han – NB! – først lyset. Lyset var forudsætningen for liv, og således, må det forstås, er Jesus som lyset forudsætningen for liv. Ikke livet som et fysisk fænomen – man var i fysisk forstand til – men som en kvalitet: livsindhold. Menneskelivet får sin mening, i Jesu tiltale: ”Jeg elsker dig!” Ja, lyset er i grunden ikke andet end et udtryk for kærligheden, og må ikke ses som et optisk fænomen. Skabelsens lys var da også et kærlighedens lys: kærligheden, der omgiver verden, og ved hvis vilje det skabte er. (Solen og planeterne blev i øvrigt først skabt senere ifølge beretningen – viser at Bibelen ikke skal bruge astronomiske overvejelser; beretningen er nok!).

Når jeg i det foregående har skrevet i datid, er det på en måde en fejl, for fortællingens forløb sker for alle, her og nu – ja, ethvert øjeblik er denne fortællings forløb. Budskabet er talt til alle mennesker til alle tider. Ethvert menneske er i den forstand samtidig med Jesus. Datidsformen er dog omvendt et rigtigt brugt udtryk for menneskets faktiske situation før Jesu tale til den enkelte. Men situationen ændres ved Jesu tiltale, og nutidsformen må uundgåeligt bruges: hvad der var før, er på bemærkelsesværdig vis ligegyldigt for Jesus – han taler om det, der bliver til nu. Der er en underfundig dialektisk enhed i det evangeliske ”før”, modsigelsen af den fortidige uegentlige eksistens, og det evangeliske ”efter”, meddelelsen af det nye liv.
Jesu tale til mennesket: ”Jeg elsker dig!” er identisk med: ”Jeg tilgiver dig – du er fri!” Mennesket ”var” egoist, tænkte på sig selv og handlede, som om det selv var gud for sig selv og andre. Man underlagde sig mennesker, gjorde dem til slaver fysisk eller psykisk. Det var utilgiveligt, og netop hér har tilgivelsen sin funktion: Den forandrer alt! Tilgivelsen tilgiver det utilgivelige, gør det umulige muligt! – Dette er Juleevangeliets budskab! Tilgivelsen, som sker, idet Jesus som Gudsordet udtaler det, betyder, at mennesket er blevet befriet fra syndens trældom, er frelst. Frelse betyder ”fri hals”, da man i gammel tid brugte halslænker til fangerne. Sådan er også vi befriet fra en halslænke – vor EGEN fortid.

Det guddommelige ord til mennesket er altså et skabende ord, et performativ. Før dette ord har lydt, er der mørke, efter det har lydt, er der lys, kærlighedens lys. Men Gudsordets ”Jeg elsker dig!” og ”Jeg tilgiver dig!” er ikke blot Julens egentlige gave til mennesket, det er tillige dets op-gave! Når mennesket har hørt dette budskab, må det afgøre sig absolut for disse ord, tage dem til sig og give dem videre til andre i kærlighed – en helt ny holdning til livet er skabt. For når mennesket siger disse ord til et andet menneske, skaber det en ny verden mellem de to – alt bliver nyt. Vi kender det alle sammen! Vores liv bliver forandret, når én siger disse ord til os; intet er som før!
Verdens grundlæggende problemer løses – for mig at se – ikke endeligt på det politiske plan, men på det mellemmenneskelige plan, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Der kan blive kæmpet nok så mange krige og holdt nok så mange politiske møder, men hvis der i dagligdagens møde mellem to mennesker ikke skabes en verden i tillid og kærlighed, vil tomheden og angsten til stadighed styre verden.
Julens budskab er da, at som Gud sagde: ”Jeg elsker dig og tilgiver dig!” til mennesket, således skal også mennesket sige til sit medmenneske. – Og kun deri kan mennesket elske Gud! Alene på den måde forandres verden fra fortabthed i mørke til lykke og glæde i lyset – kun således bliver ALT nyt; Gudsriget er kommet.