Ny leder på kristent uddannelsestilbud for unge med særlige behov

1. april 2026 ansættes Ole Beinthin som ny leder på Livogjob i Stubbekøbing på Lolland - et helhedstilub med Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)

Ole Beinthin bliver pr. 1. april 2026 ny leder på det kristne STU-tilbud i Stubbekøbing på Lolland. Foto: Privat

I Danmark findes der i dag mere end 300 STU-tilbud (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse). Men kun ét sted skiller sig tydeligt ud med en klar kristen profil, og det er LivogJob i Stubbekøbing, det siger den nye leder Ole Beinthin i hvert fald, og han er pr. 1. april ansat som ny leder på institutionen.

”Hos os er kristentroen ikke et tillæg – men i stedet fundamentet, som vi i fællesskab arbejder ud fra,” siger Ole Beinthin. Ole Beinthin har det seneste halvandet år været souschef på stedet og overtager nu det overordnede ansvar. Han kommer med mange års erfaring som lærer – både fra almenområdet og det specialpædagogiske felt. Derudover har han læst teologi på Dansk Bibelinstitut (DBI).

Med sig bringer han et ønske om at styrke stedets særlige profil: “Det skal være både trygt og sjovt at have et meningsfuldt ungdomsliv – og det arbejder vi hårdt for at give vores elever og beboere.”

Kristent menneskesyn i praksis

LivogJob er et værdibaseret tilbud, hvor kristentroen er bærende og central, forklarer Ole Beinthin. ”Ud fra denne tro arbejder medarbejderne med en grundlæggende erkendelse af, at hvert menneske har en umådelig værdi – en værdi, som ikke afhænger af evner eller præstationer – vi er allesammen skabt af Gud og bærer hans billede. Det er en erkendelse, vi aktivt ønsker at give videre til de unge.”

Samtidig er der fokus på at styrke de unges livsmod og såkaldte livsduelighed. Det sker blandt andet gennem en pædagogisk tilgang inspireret af KRAP-metoden (Kognitiv Ressourceorienteret Anerkendende Pædagogik). Målet er at opbygge troen på egne evner og modet til at tage del i livet.

Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) i Stubbekøbing er en del af et helhedstilbud, der også indeholder en døgninstitution. Foto: Livogjob

Et helhedstilbud for unge

LivogJob tilbyder en samlet indsats for unge med psykisk udviklingshæmning. For nogle unge bliver stedet et længevarende hjem, hvor de efter endt STU kan fortsætte i beskyttet beskæftigelse og bevare en hverdag hos Livogjob i Stubbekøbing indtil de fylder 30. ”Et centralt mål på LivogJob er at styrke de unges evne til at mestre deres eget liv,” fortæller Ole Beinthin og det sker ifølge Ole gennem pædagogisk botræning, hvor de unge får redskaber til at klare hverdagen mere selvstændigt og tage større ansvar for sig selv.

På STU-forløbet får de unge undervisning i fag som dansk, engelsk og matematik, samtidig med at de arbejder med emner som trafiksikkerhed, sexologi og motion. Derudover indgår også praktiske og kreative aktiviteter som gartneri, træhåndværk og forskellige former for kunsthåndværk.

En aktiv del af lokalsamfundet

”Vi lægger vægt på, at de unge oplever, at de kan bidrage til samfundet. Derfor indgår vi i projekter, der styrker både miljø og lokalsamfund. Vi har et stort drivhus, hvor vi dyrker blomster, som hvert år er med til at udsmykke byen om sommeren, og til jul bidrager vores unge med julepynt i bybilledet. Det skaber både synlighed og gensidig glæde,” fortæller Ole Beinthin og tilføjer:

”Når de unge møder byens borgere, bliver de ofte mødt med smil og taknemmelighed. For nogle år siden blev LivogJob da også kåret som Årets Borger, og en sten foran det gamle rådhus vidner stadig om anerkendelsen.”

Troen som en naturlig del af hverdagen

På LivogJob er der også plads til det åndelige liv. Der bliver holdt andagter flere gange dagligt, som de unge frivilligt kan deltage i, og om søndagen er der mulighed for kirkegang i den lokale menighed fra Luthersk Mission.

“Jesus kom til alle mennesker. Et mentalt handicap betyder ikke, at man ikke har åndelige behov eller længsler,” siger Ole Beinthin og forklarer, at Livogjob i samarbejde med Forum for Værdig Pleje og Omsorg har udviklet en pædagogisk tilgang til åndelig omsorg, så troen formidles på en tryg og værdig måde. ”Vi ønsker at være et sted, hvor tro, livsmod og ansvar går hånd i hånd,” slutter Ole Beinthin.