Nyt fra Peter Houes instrumentalhylde

Testing the waters

Peter Houe er kommet godt i gang med udgivelsen af sine instrumentale musikstykker. ”Testing the waters” er endnu et dejligt stykke musik fra ham, og jeg kan godt relatere til titlen, når jeg hører musikken. Det er som at stå ved en bæk, hvor vandet risler og dråberne danser. Det er det, jeg ser for mig, når jeg lytter til dette dejlige stykke musik. Musikken er let og glad og har en friskhed over sig, som gør godt at lytte til. Mathilde Helding spiller cello til Peters fine klaverspil. De komplimenterer hinanden rigtig fint og harmonisk. Kan du lide instrumental musik, så giv denne et lyt.

Journey of a lifetime

”Journey of a lifetime” er også fra Peters instrumentalhylde. Musikken starter blidt og går over i det lidt mere jazz’ede, men det bliver det absolut ikke ringere af. Man kan næsten se Peters fingre glide med lethed over klaverets tangenter og lege med tonerne. Også her er han i selskab med Mathilde Helding. Hendes cellospil lægger en dejlig melodi hen over klaverspillet, som skaber helhed i musikken. Hvis vi skal tage titlen med ind over, så er musikken som en livsrejse: Nogle gange let, nogle gange svær og for det meste lidt af hvert.

Jeg er spændt på at høre mere fra Peters musikalske univers.

Kunstner: Peter Houe
Genre: Instrumental/Jazz
Tilgængelighed: Alle streamingtjenester