DBI klar med ny præsteuddannelse

Dansk Bibel Institut starter bacheloruddannelse i samarbejde med University of Wales. Studerende kan læse videre til cand. theol.Dansk Bibel Institut i København har netop indgået en aftale med University of Wales om en 4-årig bacheloruddannelse.

– Der er landets bedste præsteuddannelse, mener landssekretær Kurt Dalsgaard, Dansk Bibel Institut.

Uddannelsen er skræddersyet, så den studerende kan læse videre til cand. theol. på universiteterne i København og Århus.
– Vi kalder det Danmarks bedste præsteuddannelse, siger landssekretær Kurt Dalsgaard. – Vi har sammensat uddannelsen, så den studerende kan optages på universiteternes kandidatuddannelse.

Samme pensum
som teologiske fakulteter

Seks ud af syv præster i Den danske Folkekirke er uddannet ved de teologiske fakulteter i København eller Århus, men det ”monopol” er nu brudt. Dansk Bibel Institut er netop blevet godkendt af University of Wales til at eksaminere danske elever.
Hvordan ved I, at universiteterne vil godkende jeres bacheloruddannelse?
– Det kan de blive nødt til, siger Kurt Dalsgaard. – Vores uddannelse giver de nødvendige antal såkaldte ECTS points. Og vi underviser i de samme fag og samme pensum.
DBI har i godt seks år givet undervisning til en bacheloruddannelse knyttet til Misjonshøgskolen i Stavanger, og 22 personer er blevet ”bachelorer” efter denne model.
Menighedsfakultetet i Århus tilbyder også en bacheloruddannelse fra University of Wales.
Dette forløb er en såkaldt klassisk teologisk uddannelse. Dansk Bibel Institut har indbygget en række tværkulturelle og praktiske missionsfag i uddannelsen.

Enestående uddannelse

– DBI’s nye bacheloruddannelse i teologi og tværkulturel mission er enestående i Danmark.
Man bliver klædt på til at møde nutidens mennesker med evangeliet samtidig med, at man har de grundlæggende teologiske fag, som gives på Det Teologiske Fakultet.
Uddannelsen, som også går under navnet TKM, er velegnet til en bred vifte af stillinger som for eksempel sognepræst, missionær både ude og hjemme, sognemedhjælper, sekretær og lignende.
Og så kan det første år tages særskilt af folk, som vil bruge det enten i en fuldtidstjeneste eller i det frivillige arbejde.

Også SALT

I frikirkemiljøet er der også etableret bacheloruddannelser.
Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi tilbyder nemlig en treårig bacheloruddanelse i samarbejde med Örebro Teologiska Högskola. Ud fra den kan man blive akkrediteret ved førende internationale teologiske fakulteter. Apostolsk Kirke og pinsekirkerne tilbyder en bacheloruddannelse på hhv. International Apostolsk Højskole og Mariager Højskole i samarbejde med Harvest Bible College i Australien.