Flagermusen – et mesterværk!

En kombination af basken med vingerne, lidt stedsans og en mund, der kan fange insekterne i luften, virker ikke til at være den store raketvidenskab…Cand. scient. Kristian Bánkuti Østergaard,
biolog og næstformand for tidsskriftet Origo,
svarer på spørgsmål her i Udfordringen
om videnskab, skabelse og intelligent design.
Skriv til tro-og-viden@udfordringen.dk

Spørgsmål:
– Kan du give et konkret eksempel, der tyder på, at verden ikke er opstået af sig selv ved evolution, men at der findes en intelligent skaber?
Venlig hilsen HN

Men tag nu fx flagermusens evne til at finde rundt om natten. Synet kan den jo ikke bruge. Ved at udsende små højfrekvente skrig og afkode ekkoet er den i stand til at sanse et billede af, hvordan verden ser ud omkring sig. Ét skrig giver ét billede, men en række skrig giver en billedserie – en film som den kan orientere sig efter. Flagermusen jager insekter, som den fanger i luften. Det er dog ikke alle insekter, der er lige lette at ”se”, for fx natsommerfugle har anti-sonarudstyr, der dæmper flagermusens ekkosignal, så den ikke kan finde dem.
Men hvorfor kan flagermusen få så godt et ekko ud af sine skrig? Stiller vi os op i Ekkodalen på Bornholm, kan vi med lidt held få et ekko frem, men flagermusen skal bruge et ekko fra træer, blade, lygtepæle for ikke at ramme ind i noget. Hvis vi forestiller os den lidt grænseoverskridelse situation at stå ude i vores have og råbe af et træ, så vil vi ikke opleve et ekko. En god hørelse og en stemme med volumen som en røgalarm er opskriften på, hvordan en flagermus kan flyve uden om en fiskesnøre på 0,01 millimeter. En kraftig volumen sørger for, at der bliver kastet et minimum af lyd tilbage i et ekko, der kan opfanges af flagermusens ultrafine ører.
Dermed er alle problemer ikke løst. En kraftig stemme placeret i samme kranie som en ultrafin hørelse vil give en alvorlig høreskade, og hvis en flagermus mister hørelsen, er den dødsens, for den mister samtidig evnen til at jage, og den vil dø af sult.
Det problem er der designet en meget elegant løsning på, for i øret findes der en lille muskel som strammer trommehinden i det splitsekund, flagermusen skriger. Musklen slapper sit greb inden næste ekko kommer retur. Det sker op til 200 gange i sekundet! Glipper systemet bare én gang, så er hørelsen ødelagt. De tidlige jagerfly havde maskinkanonen inde ved skroget og skød ud mellem propellerne, mens de roterede! Skuddene var synkroniseret med motoren, så projektilerne blev sendt af sted på det rigtige tidspunkt. Ingeniørerne, der har designet den smarte anordning, må have haft en stor viden om teknik for at kunne bygge den. Tanker går til den person, der skulle prøveflyve!
Listen over tekniske snilde løsninger hos flagermusen er endnu længere. Der er brugt milliarder af kroner fra især militæret på at aflure flagermusen dens evner, men dens kompleksitet er ikke enestående. Et blad, en bakterie eller den mest uanseelige rundorm har en kompleksitet som langt overgår et fly.

Evolutionsteorien kan
ikke forklare det

En af de ting, vi ikke ved om flagermusen, er, hvor den stammer fra. Ser vi efter mellemformer, er der ikke megen hjælp at hente, for selvom vi har et meget velbevaret gammelt fossil (en forstening), er det helt identisk med de flagermus, der flyver rundt i dag.
Evolutionsteorien fortæller os, at flagermusen har udviklet sig igennem mikroskopiske små skridt til at blive, hvad den er i dag.
Men hvis flagermusen har udviklet sig gradvist, så har den kraftige stemme været uden nytte, indtil den fine hørelse blev udviklet. Ville det utrolige ske, at både hørelse og stemme udviklede sig samtidigt, så ville flagermusen få høreskader, fordi musklen i øret ikke var udviklet. Var alle tre ting udviklet, var det nytteløst, hvis ikke den kunne flyve, og det igen var nytteløst, hvis ikke den havde udviklet evnen til at bevæge sig i et tredimensionelt rum. Rækken kan fortsættes. Kun hvis alle dele var konstrueret samtidigt og kunne fungere sammen, ville flagermusen være funktionsdygtig. Ser vi mobiltelefoner, biler eller computere, der ligesom flagermusen består af samarbejdende dele, tvivler vi ikke et sekund på, at de er designet og ikke opstået ved et tilfælde. Hvad gør vi, når vi ser flagermusen?