“Selvom Jesus er min Herre, styrer tvangslidelsen OCD rigtig meget i mit liv – nogle mennesker er forbudte for mig”

Henrik Lundahl Revshøi voksede op i en kristen familie og har været kristen så længe, han kan huske. Han tror på Jesus og ved, at alle mennesker er elsket af Gud. Side om side med troen står sindslidelsen OCD, som i Henriks tilfælde blandt andet betyder, at nogle mennesker er forbudte.

OCD er en tvangslidelse, en psykisk sygdom, som er en form for angst, der er kendetegnet ved tvangstanker og tvangshandlinger. Tvangstankerne er uønskede og gentagende tanker, billeder eller impulser, som skaber stort ubehag, mens tvangshandlinger er noget, som man føler sig tvunget til at udføre igen og igen for at fjerne angsten eller for at dæmpe ubehaget. Henrik fortæller, at han kan huske, at når han som barn var ude at gå en tur, måtte han indimellem stoppe op og gå et skridt tilbage, hvorefter han fortsatte med at gå.

”Hvad jeg skulle kompensere for, ved jeg ikke. Og jeg havde det også sådan, at hvis jeg rørte ved det pelsede gulvtæppe, vi havde i stuen, fik jeg følelsen af at være beskidt. Jeg kunne ikke identificere, hvad det kom af. Men jeg tror, at når jeg taktilt, altså med følesansen, følte noget, som føltes forkert, så reagerede jeg på det for eksempel ved at vaske hænder.”

Det er forbudt

Henrik har gået meget i terapi, og det gør han stadig. En af de måder, som han forsøger at tage ejerskab over OCD’en, er ved i endnu højere grad at åbne op og fortælle om den kompleksitet, som lidelsen giver ham i hverdagen. Hån håber, at andre kan få noget ud af, at han fortæller om sit liv. Da Henrik gik i folkeskolen, blev den forbudt. Det er svært for ham at sige præcist, hvornår det skete. Det betød, at han delte verden op i to. Det forbudte og det ikke-forbudte. I en lang periode var dem, han kendte fra folkeskolen forbudte, det er de heldigvis ikke mere.

Når noget eller nogen i hans liv bliver forbudt, betyder det samtidig, at det er forbudt for ham at tale med andre om det – også med hans hustru. Først, hvis nogen eller noget igen er blevet okay, må han tale om det. Det er udenfor hans kontrol, hvad eller hvem, der bliver forbudt. Og også hvad eller hvem, der igen bliver okay. Han understreger, at dem, der bliver forbudt, ingen skyld har i det. Det er alene tvangslidelsens skyld.

Når noget eller nogen bliver forbudt, starter det ofte med et stærkt ubehag i ham. ”Det er helt vildt, at jeg er kommet dertil, hvor vi kan sidde og tale om det vilkår, at der altid er risiko for, at nogen bliver forbudt – risikoen gælder også dig, som interviewer. Jeg ved godt, at Gud elsker ethvert menneske, og det er mit håb, at Guds sandhed kan hjælpe.”

– Har du været presset i forhold til at skulle medvirke i interviewet?

“Nej, når jeg taler om OCD, er jeg på hjemmebane, fordi den har været en del af mit liv så længe, jeg kan huske. Min erfaring er, at den sætter sig på det, som er vigtigst for mig – troen og relationerne.”

Flere deltidsjobs

Til trods for at stress kan trigge lidelsen, så den bliver endnu værre, har Henrik to forskellige deltidsjobs. Han oplever sig meget privilegeret, fordi han har fået mulighed for at have en arbejdsplads i Kronjyllands Frimenighed, som han og familien er en del af. Kirkebygningen ligger i gåafstand fra hjemmet, hvilket Henrik tilskriver Guds godhed. Han arbejder som grafiker for menigheden og har fået grønt lys til også at lave sit grafiske arbejde for Bibelnøglen i kirken. Han har forskellige freelanceopgaver som grafiker og videoeditor – og er senest begyndt at indtale lydbøger.

Både stress og forventningspres kan trigge OCD, alligevel trives Henrik i sine forskellige jobs. “Arbejdsglæden og det meningsfulde i arbejdet er med til at give en modvægt til, at mit stress-niveau nok generelt er for højt. Nogle gange oplever jeg et forventningspres, som kommer mest fra mig selv. De opgaver, som jeg har, føler jeg mig kompetent til.”

OCD og bøn

”For mig kan bøn let blive et præstationspres, for jeg ved og tror på, at bøn virker, så der kan let komme tanker som, hvorfor beder jeg ikke meget mere, eller har jeg overhovedet bedt nok? Jeg beder nogle gange en bøn igen, fordi jeg ikke føler, den er fuldendt, så det kan let blive tvangspræget at skulle bede bønner igen og igen. Når der sker grusomme ting i verden, føler jeg, at jeg har et medansvar.”

Et af de andre områder, hvor tvangstanker og tvangshandlinger kan fylde, er omkring måltiderne. Mange kristne beder til Gud og takker ham for maden. Det gør Henrik også, og han oplever, at bordbøn kan blive tvangshandling.

“Når vi ved, at det er godt at bede bordbøn, skal vi vel også være grundige i forhold til det. Hvis der kommer nogen, som ikke var der, da vi bad bordbønnen, så begynder jeg at tvivle på og tænke på, om den bordbøn, som vi bad, også dækker dem. Så beder jeg en ekstra bøn for dem. Jeg beder også for min morgenmad, for hvis det er noget, vi gør, så skal vi vel også gøre det hver gang. Selv hvis jeg tager et stykke tyggegummi, beder jeg nogle gange også for det – ikke altid, men når jeg er i tvangstankernes og sygdommens vold, så gør jeg. Jeg kan mærke, når tvangen og angsten tager over, jeg bliver anspændt. Hvis jeg for alvor ryger ned i “gryden”, beder jeg længe og meget detaljeret.”

OCD-mareridtet kan jeg ikke selv løse,
men Gud er den ubekendte faktor, de
r får ligningen til at gå op. En dag
bliver jeg rask, hvis ikke før, så i Himlen.”

Hvis Henrik hører udrykning fra en ambulance, beder han også. ”Det er slidsomt og krævende, men det er også opmuntrende at tænke på, at hver gang vi hører en ambulance, er der sandsynligvis mindst ét menneske, som beder. Det er utroligt opmuntrende at tænke på, at hvis der er krise, brand eller udrykning, så er der nogen, som beder. For nogle – og for eksempel for mig – kan bøn blive en for stor byrde. For jeg beder ikke med en følelse af frihed, men fordi OCD’en byder mig at gøre det.”

Forbudte mennesker

– Findes der forbudte bønner, ligesom du oplever forbudte mennesker?

”Ja, der er en dobbelthed i det. For hvis et menneske er forbudt for mig, får jeg lyst til at bede ekstra meget for det menneske, men det må jeg ikke, og det gør jeg ikke, fordi det er forbudt. Nogle gange løfter jeg armene til Gud, og så ved han, at det betyder, at jeg ønsker, at han tager alt med i min begrænsede og ikke fuldkomne bøn.” Henrik siger, at det er helt absurd, at mennesker kan blive forbudte.

Hans kone spurgte for nyligt, om hun kunne risikere at blive blandt de forbudte. Det tror han ikke, men han ville ønske, at han helt kunne udelukke risikoen, men det kan han ikke. Hun spurgte også, om der er nogen i familien, som var forbudte, fordi Henrik sjældent er med til sammenkomsterne. Det er der ikke, men der er så meget andet bøvl med sygdommen, når man er mange sammen Det er derfor han sjældent er med.

Det er den realitet, som Henrik lever i, at alle mennesker kan blive forbudte. ”Det er der, hvor jeg ofte bruger humoren – fordi det er så absurd. Når mennesker er forbudte, er det også forbudt for mig at tale om det – også med min kone. Der bliver det rigtig svært.” Først for nylig fortalte Henrik sin kone om en person, der engang var forbudt og nu ikke længere er det. Det var en, som på et tidspunkt var med i den bibelkreds, som de kom i.

”Pludselig blev denne person forbudt for mig, så jeg undgik at tage med til bibelkreds, og når min kone kom hjem og havde brugt tid med vedkommende, så var hun også inficeret. Kom hun f.eks. hjem med en opbyggende tanke fra bibelkredsen, var det også forbudt for mig at tage imod tanken. Også selvom tanken og opmuntringen var hundrede procent sand, og selvom jeg vidste, at det var i overensstemmelse med Guds Ord, så måtte jeg ikke tage den og bruge den til noget, fordi der var en i bibelkredsen, som var forbudt. Så var alt, hvad der kom derfra, inficeret.”

– Er der et mønster i, hvem der bliver forbudt?

”Det starter med, at jeg har en forkerthedsfølelse. En af mine gode venner i dag var engang i forbudtkategorien. Jeg er på mange måder kontrolmenneske, men hvem, der ryger ind og ud af forbudthedskategorien, er helt uden for min kontrol. På et tidspunkt fik en anden af mine venner en kæreste, som havde samme efternavn, som en fra min folkeskoletid havde haft, det var nok til, at hun, og dermed også han, blev forbudt. Det er skræmmende, hvor langt jeg er villig til at gå for at føje OCD’en.”

Henrik fortæller, at de forbudte, ikke må findes. Så han må ikke engang tænke på, hvordan han kan løse det, og han må slet ikke tale om det. ”Det er det stik modsatte af Guds velsignelse, det er som en gordisk knude, fuldstændig uløseligt.”

Kristen terapeut og ensomhed

Henrik har gået i terapi i mange år og går nu ved en kristen terapeut. Det gør han, fordi han har brug for at få Guds sandhed talt ind i sit liv. Han ved, at der ingen steder i Guds Ord står, at mennesker er forbudte. Det er menneskers adfærd, som Gud omtaler som synd. “Jeg klamrer mig til Guds Ord og Guds sandhed, for her finder jeg liv og kraft. I terapien taler vi om, hvor meget vægt jeg skal lægge på mine tanker. Jeg havde opgivet håbet om at blive rask, men nu har min terapeut et håb, som jeg læner mig ind i.”

– Når du ikke må tale om alt det forbudte, er der vel helt vildt meget, du selv går rundt med?

”Ja, jeg er kronisk træt og går med angst og tvangstanker lige under overfladen hele tiden. Det påvirker min familie, at jeg er så træt, fordi jeg snapper af dem, og de hører nogle meget dybe suk. Nogle gange er det eneste, som jeg kan, at hvile eller at sove. Humor kan nogle gange få mig til at føle mig helt som Henrik uden OCD, selvom den altid lurer lige under overfladen med sin forbudthed. Der er noget forløsende ved at grine sammen, selvom det ikke lyder så fromt, så tænker jeg, at humoren er Guds gave til os mennesker.”

Reaktioner fra andre kristne

– Hvordan har kristne reageret på din OCD?

”Nogle har sagt, at OCD’en kommer fra det onde. Jeg har selv tænkt på, om jeg er besat af en dæmon. Men er helt klart kommet frem til, at det kan jeg ikke være, når jeg bekender Jesus som min Herre og frelser. Jeg tror, Jesus græder med mig og min familie over al den lidelse, som OCD skaber. Lidelse er en del af livet her på jorden, fordi vi lever i en brudt verden, hvor der er en åndelig kamp, når vi gør noget, som er ret og sandt. Jeg har heldigvis aldrig oplevet kristne, som har sagt, at når jeg ikke bliver fri af det, er det, fordi, jeg har synd i mit liv. Helt generelt tror jeg, at Gud har en opmuntrende tilgang til os mennesker. Han vil også udfordre os, men aldrig på en nedslående måde. OCD-mareridtet kan jeg ikke selv løse, men Gud er den ubekendte faktor, der får ligningen til at gå op. En dag bliver jeg rask, hvis ikke før, så i Himlen.”

Opgivenhed

– Bliver du vred på Gud over, at han ikke har helbredt dig?

”Jeg mister nogle gange livsmodet og kan nogle gange sige til Gud: ”Kunne det ikke være nu, at jeg kom i Himlen, hvad er meningen med at leve i opvarmningen til det evige liv?” Jeg bliver mest frustreret over følelsen af paradokset, at Gud ikke udrydder det, når han kan fjerne det. Frustreret over, at OCD er min grundlov, som stiller helt umulige regler op, som jeg skal overholde. Det er nok i virkeligheden mest opgivenhed, jeg oplever, mere end det er vrede.”

– Tror du, at Gud tillader, at nogle kristne lider, for at der er nogle kristne, der kan lide med de lidende? Kan det være, at du skal vise Kristi kærlighed til andre, der lider, igennem det, du lider?
”Jeg tror, at Gud kan bruge lidelsen til noget godt, og jeg vil gerne være generøs med at fortælle andre, hvordan jeg oplever lidelse. Der er noget rørende ved, at andre gerne vil høre om der, hvor livet er allerværst. Jeg har en passion for at træde ind i det rum, hvor Gud bliver kæmpestor.”

Gud arbejder på forunderlige måder

Henrik mener, at hvis vi mennesker vil hjælpe hinanden, skal vi først og fremmest være nysgerrige på, hvordan det er at være i den andens sko. Man skal lytte en masse og spørge en masse for at forstå det andet menneske. Jo mere, man har lyttet til et andet menneske, des større sandsynlighed er der for, at man kan tale med visdom ind i situationen. Noget af det, som Henrik, ligesom andre med sindslidelser, synes, er en udfordring, er, at andre mennesker ikke kan se, at man har en sygdom.

Det kan skabe nogle svære situationer, fordi det er vanskeligt at finde balancen i nogle gange at være nødt til at sige noget, for at mennesker kan forstå, hvad det er, han reagerer på. Samtidig vil han heller ikke møde folk ved at sige som det første: ”Jeg har OCD, så I skal ikke forvente noget af mig.” Selvom Henrik er meget begrænset af sin sygdom, har han alligevel en oplevelse af, at Gud arbejder på forunderlige måder, så han er sikker på, at der er noget i det store billede, som han ikke ser.

Nogle mennesker har det svært i julen, mens de fleste glæder sig til sommerferien. For Henrik er sommerferien også svær, for der er så meget, som han ikke tør gøre, så familien har ikke så mange planer.

– Føler du dig ensom eller alene i OCD’en?

”Ja, jeg føler mig ensom i, at mange let kan gøre det, som jeg ikke kan. Når andre har et aktivt liv, kan jeg føle mig alene i at kunne meget lidt. Jeg skal først have godkendelse fra OCD’en, inden jeg kan gøre noget.”

”Min kone har fortalt, at hun godt kan føle, at hun er gift med to – både med mig og med OCD. Hun vidste godt, at jeg havde denne lidelse, da vi blev gift i 2009. Og jeg kan godt forstå, at hun nogle gange føler, at OCD’en er vigtigere end hende. Men vi har noget meget stærkt sammen, og hun er her stadigvæk, hvilket jeg er meget taknemmelig for. OCD er på en gang ganske frygtelig at stå i, og samtidig er den totalt absurd. Nogle gange kan jeg grine af det absurde, som lidelsen medfører – i hvert fald når jeg ikke længere står i det,” slutter Henrik med et varmt og gribende smil.