Optrappet ateistisk propaganda modsagt
Foranlediget af ateisten Christopher Hitchens bog gud er ikke stor.Ateismen har vind i sejlene. Blæsten, der driver den frem, kommer først fra mediebevågenheden på de seneste årtiers nyreligiøse bevægelsers supermarked, dernæst som en storm fra angrebet på The Twin Towers i 2001 og endelig fra forskellige videnskabsmænds kritiske stillingtagen til evolutionsteorien.
En af dem, der går meget hårdt til værks med sin ateistiske propaganda, er Christopher Hitchens i bogen gud er ikke stor. Ifølge ham er religiøse mennesker dumme, onde og fulde af løgn (eller ofre for selvbedrag).
Det, der måske især har generet ateister mere og mere de seneste ca. 10 år, er, at flere videnskabsmænd har udgivet bøger imod evolutionsteorien. For dermed går disse videnskabsmænd, der kalder deres alternativ til evolution for Intelligent design, indirekte til angreb på ateismens grundlag: et gudløst univers, en verden fri for enhver gud.
Målet er: Ud med Gud!
Hitchens skriver i gud er ikke stor, at postulatet om en planlægger eller en skaber rejser et spørgsmål, der ikke lader sig besvare, nemlig spørgsmålet om hvem der planlagde planlæggeren eller skabte skaberen. Et lignende spørgsmål kan med lige så stor ret rettes mod evolutionister.
Hvad var der, inden alting blev til? Populært henviser evolutionisten til en ursuppe og nogle vejrfænomener, som ved et særlig heldigt sammentræf satte en udvikling af liv i gang. Men spørgsmålet, som hverken evolutionisten eller ateisten kan besvare, er: Hvor kom ursuppen fra, eller hvordan blev den til? Hvad gik der forud for det, der skete for ca. 15 mia. år siden?
Man kan gå et skridt videre og stille et spørgsmål, der et øjeblik virker som en stopklods for tanken: Hvorfor er der overhovedet noget? Ateisten/evolutionisten vil måske først helt afvise spørgsmålet som irrelevant eller latterligt og derefter evt. svare: Fordi det er – eller: Fordi det ifølge videnskaben altid må have været – selv om det ikke kan bevises.
Nej, videnskaben kan ikke bevise, hvordan noget er blevet til (af sig selv eller uden nogen form for påvirkning udefra). Gør man alligevel forsøget, beviser det ikke ret meget, for ethvert videnskabeligt forsøg er sat i gang og (evt.) styret af videnskabsmanden.
Hvem planlagde planlæggeren eller skabte skaberen, spurgte Hitchens. Problemet for – i det mindste: tilsyneladende – fornuftsmennesker, der kun anerkender videnskabelige fakta, er, at det, der ikke kan rummes af den menneskelige forstand, må høre til i fantasiens eller troens verden og derfor ikke er værd at regne med.
for selvbedrag …
Det har noget med gudsbilledet at gøre. En planlægger eller skaber eller gud sprænger grænserne for, hvad vores hjerne kan begribe. Faktisk vil det være både absurd og paradoksalt at tale om en gud, der kan rummes i vores hoveder. En sådan gud kunne kun være skabt i menneskets billede. Gud defineres ved at sprænge alle de rammer og ved at befinde sig uden for alle de dimensioner, vi begrænses og bestemmes af.
Nuvel, ateisten og evolutionisten vil sige, at det er et spørgsmål om tro og det er for så vidt korrekt, men det er en tro, der er baseret på et valg mellem to opfattelser af, hvordan det hele er begyndt: 1. Evolution: Ingenting bliver til noget, der bliver til meget mere – helt af sig selv (for nu at citere mig selv, Origo, nr. 104, s.10); 2. Skabelse: Universet og alt liv i det er sat ved en skaber, der er almægtig og ubegrænset i tid- og rum-kategorier og fuldstændig ufattelig for selv det største geni iblandt mennesker.
Når ateisten/evolutionisten hævder, at liv kan blive til af ingenting, er det også tro, ikke videnskab. Livets bliven til af intet er et dogme, som fastholdes, udelukkende fordi der ikke er noget alternativ ud over, at liv er skabt.
Det er udslag af en villet blindhed. Man vil ikke se kendsgerningerne i øjnene, og bliver man konfronteret med dem, afvises de som vrøvl, udelukkende fordi de ikke kan bringes i overensstemmelse med evolutionsteorien. Et eksempel er den måde, hvorpå Hitchens omtaler Jonathan Wells Evolutionens Ikoner (anmeldt her i avisen i uge 36/2007) – den kalder han en latterlig anti-evolutionistisk debatbog, som ikke engang fortjener en fodnote i Det rene Ævls historie!
I forlængelse heraf kunne ateisten betegne den religiøse som offer for selvbedrag, givetvis som følge af intellektuel kapitulation over for et spørgsmål, han ikke kan give noget endeligt, videnskabeligt svar på.
Den politiske aflysning af kristendommen i kølvandet af ungdomsoprøret i slutningen af tresserne gjorde folk til kirkelige analfabeter, og den offentlige uddrivelse af Helligånden gav god plads til alle mulige andre ånder – den ene dummere end den anden, og det er ikke svært at forestille sig den hånlatter, det har givet anledning til visse steder. Jo mindre kristendom, jo mere alt andet åndeligt. Og jo mere de alternative, nyreligiøse bevægelser kom til at fylde, jo mere kom de til at genere de anti-religiøse, der så i fornuftens navn måtte gøre oprør mod de mange mærkværdige manifestationer på det religiøse gedemarked.
Tro på fx sten eller stråling eller pendulering og alt det, disse former for tro kan medføre, kan fremkalde nok så meget hovedrysten hos ikke-troende, fordi det vitterligt er særdeles vanskeligt for vores fornuft overhovedet at tage det alvorligt. Mennesker er for lette at lokke og lede på afveje.
Man kunne vende det om og modsat hævde, at når nogen kan tro på noget, der virker dumt, viser det noget om, at mennesker har et dybtliggende (medfødt) behov for at have noget at tro på, fordi et (åndeligt) liv uden noget, der befinder sig hinsides det, vi umiddelbart kan måle og veje, let bliver fattigere, amputeret.
Når det gælder ondskaben bedrevet i en eller anden guds navn, er det åbenlyst, hvornår det blev de anti-religiøse for meget. Den 11. september 2001 satte en fanatisk-militant fraktion af islam verden i chok og genopfriskede efterfølgende den kollektive hukommelse om massevis af andre (tilsyneladende?) religiøst begrundede, ondsindede handlinger. Her griber ateister hurtigt til generaliseringer: Den ene religions misgerninger gør alle religioner til glubske, sultne ulve i fåreklæder.
Korstog, inkvisition, heksebrænding bliver oftest nævnt som eksempler på, hvor ondskabsfuldt mennesker har kunnet handle i Guds navn. Fra kirkelig side forsvarer man det gerne med at sætte spørgsmålstegn ved, hvor kristne gerningsmændene egentlig var. Der kan ikke og har aldrig kunnet sættes lighedstegn mellem at have en kirke og at være en kristen.
Der er forskel på at være kristen af navn og kristen af gavn. At kalde Danmark et kristent land, fx, ligner mest af alt en joke, der ikke er spor morsom.
Vildfarelser baseret på fejltolkninger af Bibelen har der i hele kirkens historie været et utal af. Værst bliver det, når disse vildfarelser udmøntes i handlinger, som er i direkte modstrid med budet om at elske sin næste som sig selv handlinger, som endda er foretaget i god tro. Eksempelvis er tvangskristning en modsigelse, om nogen, af Guds ønske om at blive elsket frivilligt af mennesket. Når mennesker forsøger at hjælpe Gud med at indfri hans vilje, går det galt – et eksempel, der er til at forstå, er hændelsesforløbet forud for Ismaels fødsel.
Endelig kan man anføre, at ingen kristen er fuldkommen, han kan næsten ikke undgå at begå fejl – nogle større end andre. Det fik mig til at tænke på rimet: Jeg så på troen, og troen svandt – jeg så på Jesus, og troen vandt. En tvivlers eller gudsfornægters version kunne lyde: Jeg så på de troende, og troen svandt – og jeg ville ikke se på Jesus (som andet end et almindeligt menneske eller et fantasifoster), til troen vandt.
Hitchens roder i bogen alle åndelige fænomener sammen uden hensyntagen til, hvad der er skidt, og hvad der er kanel – altså uden at vurdere, hvad der er noget værd for hans sag, og hvad der ikke er. Det er selvfølgelig vand på møllen for den, der er enig eller næsten enig med Hitchens, men for de fleste andre kan det godt få den modsatte effekt: Det giver bogen, som den skrider frem, mere og mere karakter af noget, der ligner rablende galskab foranlediget af had mod alt religiøst.
Bogen er kendetegnet ved en demagogisk argumentation og et veritabelt verbalt bombardement mod alle religiøse mennesker, og man skal nok være nogenlunde stærk i troen for at komme helskindet igennem.
Tilbage sidder jeg imidlertid med en undren over, at en sådan ophobning af ofte mere eller mindre grundløse, vrantne og vredladne opstød overhovedet kan blive taget særlig alvorligt.
Til slut efterlyser Hitchens en ny oplysningstid – det gør jeg også. Hitchens oplysning skal tage udgangspunkt i studier af (forholdet mellem) mand og kvinde. Jeg ønsker (mere) oplysning, der tager udgangspunkt i det faktum, at mange mennesker ved alt for lidt om, hvad kristendom er. Det faktum har den optrappede ateistiske propaganda overbevist mig om.
Freelancer, cand.phil. i litteratur. Redaktionssekretær på tidsskriftet Origo og Udfordringens kulturredaktør.
