Frygt for eskalering af vold og fordrivelser – medmindre myndighederne tager affære

Rapporten ’Nigeria at the Crossroads’ udkom 3/9 2026. Illustration: Open Doors

Organisationen Open Doors har netop udgivet en ny rapport om situationen i Nigeria. Den opdaterer nogle allerede kendte tendenser, og der nævnes nogle tegn på en ny udvikling – men lige nu er tingene på vippen og kan gå begge veje i forhold til en bedring af forholdene for forfulgte, religiøse minoriteter.

Rapporten peger på, at Nigeria står over for to mulige fremtider: Én, hvor vold, lidelse og fordrivelse fortsætter med at eskalere, og én, hvor de første positive tegn bliver fulgt op af stærkere myndighedsindsatser, som gradvist bryder de cyklusser af usikkerhed og vold, der præger landet.

Flere bortførelser og drab på civile

De seneste data om vold tegner et blandet billede. Efter en periode med relativ stabilisering steg både drab og bortførelser markant i slutningen af 2025. Samtidig har voldsmønstrene ændret sig, så ikke kun kristne, men i stigende grad også muslimske samfund bliver ramt. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at foreløbige tal viser en stigning på 153 % i antallet af bortførelser i fjerde kvartal 2025. Her blev 3.415 personer bortført mod 1.352 i samme periode året før.

Antallet af civile drab steg ligeledes betydeligt. I fjerde kvartal 2025 blev 1.735 civile dræbt, hvilket er 51 % flere end de 1.148 drab, der blev registreret i fjerde kvartal 2024.

Grafen viser antallet af civile ofre i Nigeria fordelt efter religiøs tilknytning. De orange bjælker viser antallet af dræbte kristne, de blå viser antallet af dræbte muslimer. De lilla og grønne bjælker er dræbte med hhv. traditionel religion eller ukendt religiøs tilknytning. Illustration: Open Doors’ rapport

International fokus og national indsats

Øget international opmærksomhed og fornyet handling fra den nigerianske regering giver visse tegn på positiv udvikling. Sammenlignet med krisens omfang er fremskridtene dog begrænsede, og det er endnu uklart, om de markerer begyndelsen på en varig ansvarliggørelse af gerningsmændene. De humanitære konsekvenser er fortsat alvorlige. Antallet af internt fordrevne er fortsat højt, og mange mennesker lever under usikre forhold uden realistiske muligheder for at kunne vende hjem.

Disse udviklinger forandrer samtidig kirkens tilstedeværelse i det nordlige Nigeria. Lokalsamfund er blevet revet op med rode, kirker er blevet ødelagt, og mange menigheder er blevet tvunget til at flytte til byområder.

Massegrav for dræbte kristne i Nigeria. Foto: Open Doors

Udviklingen kan vendes

Nigerias fremtid afhænger af de valg, som mange forskellige aktører træffer i de kommende år. Uden målrettet og koordineret handling peger udviklingen mod større ustabilitet og langvarig fordrivelse. Men hvis de første positive skridt fastholdes og udbygges af den nigerianske regering, støttes af det internationale samfund og ledsages af kirkens fortsatte modstandskraft, findes der en vej mod en mere tryg og stabil fremtid, vurderer Open Doors.