Aalborg-kirke skifter navn og får ny præst

Aalborg Vineyard, der blev stiftet i 2017 af Inge og Thomas Willer, skifter navn til Resonans. Menigheden er fortsat en del af Vineyard.
Navneskiftet sker, samtidig med at Kasper Rahbek bliver tilknyttet kirken som præst, så præstetjenesten i kirken nu deles mellem Thomas Willer og Kasper Rahbek. Kasper Rahbek har tidligere været præst i Aalborg Menigheds Center og er leder af 24/7 Prayer i Danmark og Norden. Kasper Rahbek fortsætter uændret med arbejdet i 24/7 Prayer. Aalborg Vineyard, nu Resonans, har siden nytår holdt til i Folkehuset Karmel i Aalborg. En kirkebygning, som YFC i januar 2026 købte af baptistkirken, da menigheden i kirken fusionerede med Østhimmerlands Baptistkirke.

Thomas Willer, der har været præst i Aalborg Vineyard siden etableringen i 2017, fortæller, at navneskiftet, sammen med den næsten nye lokation og tilkomsten af Kasper Rahbek, skal ses som et udtryk for, at kirken nu begynder på et nyt kapitel i den unge menigheds historie. Årsagen til det nye navn, Resonans, skal blandt andet findes i det, der hele tiden har været menighedens grundtanke, at ligesom det vækkede genklang i den fortabte søn, da han oplevede, at Gud kaldte ham hjem, sådan vækker det også genklang hos mennesker i dag, når Gud kalder, og når mennesker oplever, at de allerede er elsket af Gud, fortæller Thomas Willer.


