Vil du være rask?

Der er mange ting, man kunne standse ved i teksten fra Johannesevangeliet kapitel 5:1-13. Vi kunne tale om farisæernes forargelse over, at helbredelsen skete på en sabbat. Vi kunne dvæle ved det bemærkelsesværdige i, at Jesus tilsyneladende kun helbreder én blandt de mange syge i de fem søjlegange. Men jeg vil gerne standse op ved det spørgsmål, Jesus stiller den lamme mand:

”Vil du være rask?”

Normalt reagerer Jesus på menneskers råb om hjælp, men her tager Jesus selv initiativet. Han ser manden, rækker ud og stiller spørgsmålet, der rammer som en sylespids: ”Vil du være rask?”

Umiddelbart virker det som et tåbeligt spørgsmål at stille til en mand, der har været lam i næsten fire årtier. Men mandens svar fortæller os, hvorfor spørgsmålet er så vigtigt. Hans svar afslører hans skuffelse og ensomhed: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig…” Efter 38 års sygdom er håbløsheden, frustrationen og resignationen blevet en barriere. Hans verden er krympet til en fastlåst virkelighed. Forhindringerne stiller sig i vejen for det oplagte svar: ”Ja, jeg vil!”

Hvad med os? Hvis Jesus stillede dig og mig det samme spørgsmål i dag: ”Vil du være rask?” Hvad ville dit svare være? Måske handler det ikke om fysisk sygdom for dig, men om en relation, der er gået i stykker, en løgn om os selv, et forvrænget selvbillede, en frygt, der styrer os, en fastlåst situation eller noget, Jesus kalder os til, som vi har udskudt. Måske ville vi svare Jesus på samme måde som den lamme:

”Jo, jeg vil da gerne være rask, men …” Og så kommer alle vores forklaringer. Det kan være et udfordrende spørgsmål. For håbløshed, frustration og resignation kan også snige sig ind i vores liv og ”fastlåse” os. I teksten sker der noget afgørende i mødet mellem den lamme og Jesus mellem v. 7 og 8. Måske møder manden et par øjne fyldt med en kraft og kærlighed, der drager ham ud af modløshedens fængsel. Han fatter tillid til den fremmede. Hvorefter Jesus giver ham en trefoldig udfordring: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”

Det er kendetegnende for tegnene i Johannesevangeliet, at de kræver en personlig troshandling. Vandet i Kana skulle øses op, før det blev til vin. Faderen til den syge dreng måtte gå hjem i tillid til Jesu ord om, at han var blevet rask. Troen er ikke passiv; den knytter sig til Jesu person og handler på hans ord. Jesus løfter ikke manden op fra båren – manden må selv rejse sig på Jesu ord. I det øjeblik han rejser sig, indtræffer miraklet.

Det er kendetegnende for Johannes, at miraklerne peger hen på Jesus. Det afgørende er ikke kun, at en lam mand blev rask, men hvem der gjorde ham rask – Jesus, Guds søn, som har magten til at helbrede. Det betyder ikke, at Jesus gør alle mennesker raske på denne side af evigheden. Vi oplever glimt af himlen, men vi lever også i en brudt verden. Personligt har jeg oplevet min hustru blive helbredt for mange års migræne ved en simpel bøn. Jeg har også bedt for mennesker, som ikke blev helbredt, men som døde i troen på deres frelser.

Pointen er derfor ikke, at sygdom altid forsvinder, hvis bare vi tror nok. Pointen er, at Jesus stadig møder mennesker midt i vores virkelighed. Og måske stiller han også os spørgsmålet: ”Vil du være rask?” Måske er der noget i dit liv, som har været fastlåst længe. Noget, du har vænnet dig til at leve med. Måske har du opgivet at tro på, at noget kan blive anderledes. Så hør Jesus spørgsmål igen: ”Vil du være rask?”

Når Jesus udfordrer os, ”Rejs dig, tag din båre og gå,” må vi ikke lade umulighederne og resignationen lukke sig om os. Vi må rette blikket mod ham. For den Jesus, der stiller spørgsmålet, er også ham, der går med os ind i den nye virkelighed. Lydighed mod hans ord gør altid en forskel. Han har stadig al magt i himlen og på jorden. ”Vil du være rask?” Måske er spørgsmålet også til dig i dag.

Prædikentekst: Joh. 5, 1-15

Helbredelsen af den lamme ved Betesdas dam

”Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.

Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!«
Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet.

Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.«
Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.