Hvem er Jesus for dig?

Store udsagn om Jesus og efterfølgelse ligger i den her tekst. Hvis den skal udfoldes, rækker hverken pladsen, mine kundskaber eller min indsigt.
Måske er det netop det, som Jesus gør klart for disciplene her og dermed for os alle. Vores menneskelige indsigt, vores viden, vores forståelse af at vinde og miste, den må underlægges åbenbaringen, den må bøje sig for Guds ånd. Mon Peter forstod ordene, om at kirken skulle bygges på den sætning, han lige havde udtalt om, hvem Jesus er, mon han kunne skille budskabet fra Jesus fra hans egne ambitioner og sine egne fortræffeligheder. Jesus så lige gennem det og sagde til Peter, frit oversat, nøglen til himmeriget ligger i, at Kristus er åbenbaret for os.
Hvad var den virkelighed, Jesus talte det her ind i?
Jesus går sammen med sine disciple, står der i Markus, når de beskriver den samme samtale. De er nået til Cæsarea Filippi. Jeg forestiller mig, at det her er en del af eller slutningen på en længere samtale, en samtale, hvor tilliden mellem dem er til stede, og Jesus ønsker, at de kommer til at kende ham bedre. Det er, som om Jesus ønsker, at de skal forstå ham og sig selv på en helt ny måde. Jesus taler med sine disciple, en samtale med spørgsmål og svar, og Peter, der går i rette med Jesus. Igennem den samtale opstår de her for os i dag dybe sætninger, som teksten indeholder. Her i en lille gruppe af disciple åbenbares Jesus og Gudsriget for dem og for os i dag.
Jesus kunne vel have valgt mange andre veje for at få budskabet ud
En tale til store skarer, en skriver, der udfoldede det i komplicerede vendinger og lagde det klar, når de lærde mødtes og skulle overbevises. Find selv på flere…… Jesus valgte den tillidsfulde relation. Han lyttede til svaret, han fik på spørgsmålene, og gennem det fik dem til at indse, at det, som blev sagt om hvem han var, ikke holdt. Ud af teksten kan vi se, at det kun er Peter, der svarer: ”Kristus den levende Guds søn”, måske de alle lænede sig op af, hvad der blev sagt om Menneskesønnen af mennesker omkring dem?

Peter fik en åbenbaring af, hvem Jesus var
Han fik også en ny forståelse af, hvem han selv var i forhold til Jesus. Jesus går mildt sagt i rette med Peters forsøg på at få Jesus til at tage den rolle på sig, som Peter ønskede, han skulle have. Han kom til at friste Jesus, som han var blevet fristet i ørkenen – vis nu din magt ved at sætte dem på plads, så ser de, hvem du er. Selv da Peter har fået det åbenbaret, hvem Jesus er, så vil han, at Jesus skal passe ind i hans verdens opfattelse af, hvordan Menneskesønnen skal agerer.
Godt vi ikke er som ham!
Mine forældres gamle nabo ude på landet i Bøvl, han havde en bemærkning, som jeg har holdt fast i. Snakken gik til en nabo-komsammen, og man kunne hurtigt blive enige om, hvem ham den nye på nr 9, han var. Jeg har hørt, han harver om natten, for at ukrudtet ikke spirer igen, han har en ny traktor, hvem tror han, han er osv. Den gamle nabos meget ironiske kommentar var bare ”Ja, godt vi ikke er som ham!”
Er det sådan vi tænker om Peter? Peter, hvordan kan du ramme så meget ved siden af, at du valgte at gå i rette med Jesus. Godt vi i 2026 i ”kirke Danmark” ved bedre.
Hvem er Jesus for dig?
Hvem er Jesus for dig. Er han summen af, hvem de andre siger han er, eller er han den åbenbarede Jesus, som blev levende for Peter? Og når vi helt går til yderlighedheder, taler vi så mere om kirken og al dens fortræffelighed frem for at fortælle om Jesus og helt enkelt pege på Jesus? Og ender vi med at gøre som Peter, der af et godt hjerte ville passe på Jesus og forme hans vej, så han kunne fremstå som almægtig konge og Gud? Var det det, Peter forestillede sig? Lad os tale med mennesker om Jesus, mere end til mennesker.
– Peter fik sin åbenbaring i samtalen med Jesus dér på vejen til Cæsarea. Jeg drømmer om at lede mennesker ind i samtalen med Jesus.
Prædikentekst: Matt. 16,13-26
Du er Kristus, den levende Guds søn
”Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.
Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.
Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«”
Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.


